Tabula Rasa

Enhver, der har spillet et online rollespil ved, at et sådant spil kræver en ordentlig portion tid. Bruger man en time om dagen, kan man måske lige nå et par missioner. Bruger man to, så kan man måske klare et par gruppemissioner, efter man har spildt en time på at finde en gruppe. Bruger man tre, så kan man bruge de sene aftentimer på at nedlægge en drage med sin klan, hvis alle vel og mærke dukker op, og det hele ikke bliver aflyst, fordi Birger pludselig har fundet ud af, at det var hans og Birthes bryllupsdag. Bruger man fire, eller måske endda fem timer, så kan det være, at man kan nå de ting, som er påkrævet for at man overhovedet kan følge med i den evigt pulserende verden. Men så kan man også godt glemme alt om kone, børn, arbejde og studie.

Ovenstående konklusion er jeg kommet frem til efter at have spillet et usundt antal online rollespil. Og ovenstående konklusion er jeg endnu engang kommet frem til, efter at have spenderet den sidste uges tid i selskab med Richard Garriots Tabula Rasa, der kræver mindst lige så meget tid, hvis ikke mere, som andre spil i genren. Den kære Garriot har dog heller ikke lagt skjul på, at Tabula Rasa primært henvender sig til det mere hårdføre publikum. Med andre ord; hvis du ikke har mindst et par timer om dagen, så skal du nok ikke regne med, at dine eventyr i Garriots futuristiske univers bliver særlig lange.

Og lad nu være med at tro, at jeg ikke bryder mig om Tabula Rasa. Du har jo allerede luret tallet nede i bunden af anmeldelsen - og det tal er der bestemt en grund til; Garriot har nemlig skabt et online rollespil med et banebrydende kampsystem, en levende verden og en masse nye innovative idéer, der nok skal få lokket mange væk fra Azeroths trædemølle. Om ikke andet, så for en stund.

Kampsystemet er der en hel del grund til at bruge spalteplads på. Her er der nemlig mere tale om noget vi kender fra Gears of War end det vi er blevet vant til fra World of Warcraft og andre traditionelle online rollespil. Eller det vil sige, det er der i hvert fald udadtil, for indadtil er det stadig de samme terninger der bliver kastet. Når man for første gang forsvarer en base mod invaderende hære af rumvæsner, så er det svært ikke at føle sig som Marcus Fenix, idet man dukker sig bag sandsække og vragdele og tager sigte. Men hvis man forventer at kunne skyde knoppen af de frådende væsner, så bliver man skuffet; kampsystemet er nemlig stadig i dets grundvold ren og skær statistik - blot præsenteret på en langt mere interessant måde, end vi hidtil har set. Og det fungerer.

Men du kan ikke undgå at få et deja vu, når du for første gang starter Tabula Rasa op. Du skaber din helt, vælger hår, hudfarve og alt det sædvanlige, og så er det ellers bare at træde ind i spilverdenen, kæmpe dig igennem startområdet, og herefter snakke med et par npc'ere, der vil have dig til at dræbe så og så mange blobber eller levere en ration mad til nogle sultne soldater. De første par timer går således med at spekulere over, hvorfor det egentlig lige er Tabula Rasa, man skal spendere voldsomt meget tid med, og ikke et hvilket som helst andet online rollespil.

Og det kan da sagtens være et hvilket som helst andet online rollespil, som du skal spille. Men jeg vil godt berette om et par ting, der måske får dig til at vælge Garriots nyeste værk, frem for endnu et middelalderligt fantasieventyr, hvor du skal slagte orker, trolde og elvere i en uendelighed. Alene det faktum, at vi befinder os i en fjern fremtid i stedet for en fjern fortid, burde få de fleste til at nikke anerkendende af Tabula Rasa. Så er der selvfølgelig også lige spillets klon-system, der lader dig klone din virtuelle avatar såfremt du har de nødvendige point. Ved hjælp af et simpelt tryk på en knap har du nu ikke kun en, men to virtuelle avatarer på samme niveau. Vupti! Klon-systemet kan også bruges til at omdistribuere alle dine færdighedspoint - så hvis du har kommet til at dumme dig er der ingen grund til at starte helt fra bunden af. Det er faktisk lidt af en genistreg fra Garriot. Hans nørdede baret er åbenbart en regulær tænkehat! Hvem havde troet det?

Men nytænkningen stopper ikke her. Verden er uhyggeligt dynamisk, og bedst som man render rundt i sine egne tanker, lander der en gruppe rumvæsner foran en. Faktisk, så bliver disse rumvæsner landsat overalt i den dynamiske verden, og sommetider angriber de baser i samlet trop, som man så får til opgave at forsvare. Disse missioner er overordentligt underholdende - og adskiller sig på alle måder fra dem, vi kender fra andre online rollespil. Det er et veritabelt blodbad, hvor spillere hjælper hinanden mod fjenden - der er nemlig gode erfaringspoint til alle de indblandede.

Spiller-mod-spiller systemet i Tabula Rasa er overordentligt lovende. Din klan kan til hver en tid erklære krig mod andre klaner, og således angribe deres medlemmer hvor som helst på de tre planeter. De par kampe jeg har haft mod andre spillere har været adrenalinfremkaldende, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvor langt min puls kommer op, når der skal udkæmpes episke slag om baser og territorium, når min avatar en dag opnår niveau 50.

Jeg er dog en smule bedrøvet over, at Richard Garriot har valgt at gå i Blizzards fodspor, og skabe eventyrområder, der udelukkende er reserveret til ens eventyrgruppe. Det er naturligvis en ren subjektiv ting, men jeg har aldrig været glad for instances; jeg så faktisk hellere, at man indbyrdes måtte kæmpe om retten til at nedlægge de bosser, der holder til i disse områder - her kunne spiller-mod-spiller systemet jo virkelig skinne igennem. Jeg vil dog ikke afskrive, at mange nok er glade for den løsning, som Garriot har valgt - dog håber jeg at eventyrområderne bliver en smule mere udfordrende, for som det er nu handler det bare om dræbe løs uden nogen form for taktik.

At slagte et online rollespil fordi det har børnesygdomme, er ikke en rimelig ting at gøre. Alligevel bliver jeg nødt til at nævne, at serverne, som det er nu, er spækket til randen med spillere, og at responstiden computer og server imellem derfor er langt fra optimal. Men hvis man bare har en smule tålmodighed, og undlader at spille søndag aften, så er det faktisk slet ikke så slemt. Det er dog en smule desillusionerende når fjender af en eller anden mærkelig årsag hænger i luften, som statuer, og ikke reagerer på at blive beskudt. Den slags småfejl finder man desværre lidt for ofte, når man traverserer det virtuelle univers.

Skal du så køre dit dankort igennem Garriots terminal hver måned? Hvis du har tid, og ikke allerede er fuldt optaget af et andet online rollespil, så er Tabula Rasa så afgjort et rigtig lovende bekendtskab, spækket med potentiale. Men du skal være forberedt på, at lige så snart du hopper i støvlerne på din avatar, så er du fanget, og så kan du lige så godt lægge baby, buskort og bøger på hylden. Valget, det er dit. Tabula Rasa er et rasende godt online rollespil.