Taiko no Tatsujin: Rhythm Festival

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg stort set lever og ånder for musik, det er en grundpille i mit liv, og uden den fungerer jeg ikke optimalt, så enkelt er det. Jeg er nødt til at lytte lidt hver dag, og ikke mindst er jeg nødt til at spille lidt hver dag, enten ved at spille på en af guitarerne eller ved at lege med MIDI-pad'en i Logic og bare lave lyde. Det er nok det tætteste, jeg kommer på meditation i mit liv, tror jeg. Når det er sagt, har jeg aldrig været den store fan af spil, hvor der spilles musik. Dels synes jeg, det er ret svært, og meget af det skyldes, at guitaristen i mig bliver vanvittig af at stå og trykke på en masse knapper på en lille plastikguitar. Derfor har jeg aldrig brudt mig om Guitar Hero; stik mig en rigtig guitar, eller sæt mig foran et trommesæt, så skal jeg nok finde ud af det, jeg har musikken i blodet - selvom det lyder arrogant. I spilform skal jeg dog kæmpe betydeligt mere, og det føles bare forkert på en eller anden måde. Men hvor spil som Guitar Hero og Rock Band døde ud, har Taiko fortsat med at tromme afsted i de sidste tyve år, og det er selvfølgelig beundringsværdigt, måske fordi de valgte at fokusere udelukkende på at tromme på en traditionel japansk wadaiko. Men jo mere jeg dykker ned i Taiko, jo mere forstår jeg, hvordan det har holdt ved i alle disse år, for det er meget mere end bare at spille trommer.

Jeg kaster mig ud i den fiktive by Okimo og bliver straks mødt af en række modes. I Taikoland er der tre forskellige modes at vælge imellem, Great Drum Toy War, hvor det dybest set er dueller mod enten computeren eller nogen online, Run! Ninja Dojo, hvor man skal konkurrere mod tre andre og komme først i mål ved at smadre så mange toner som muligt så hurtigt som muligt, og Don-cha band, hvor man spiller en sang sammen med fire andre spillere, enten med fire venner, hvis man har så mange, eller offline med AI-spillere. Det er helt klart den sjoveste mode, du vil ikke være den, der ødelægger resten af bandet med dit dårlige spil, og det giver det hele lidt ekstra kant. I Taiko Mode spiller du dig selv og kan frit vælge mellem de 76 sange i den rækkefølge, du vil, og hvilken sværhedsgrad du ønsker. Til sidst er der også Dondoko Town, som er en online mode, hvor du selvfølgelig kan matchmake med spillere fra hele verden. Her er det dog værd at påpege, at man kan spille mod andre i alle tilstande og ikke kun Dondoko Town, selv om det er den mere rendyrkede online mode.

Før hver mode kan du vælge enten at spille med den almindelige controller eller den specialdesignede trommecontroller, men jeg har ikke adgang til sidstnævnte, så det måtte blive den almindelige controller, selv om spilfølelsen med garanti er bedre med den anden option. Det skal dog siges, at det fungerer fint med normal styring. Jeg tror dog ikke engang, at en sådan controller er tilgængelig til Xbox, men den mulighed er nok bare blevet inkluderet, da spillet blev bragt fra Nintendo Switch.

Ved første øjekast kan det virke ret enkelt, der er virkelig kun to knapper, der skal bruges, da der kun er to toner, der skal spilles. I starten er det også meget nemt, og efter at have varmet op på den nemmeste sværhedsgrad følte jeg mig klar til at øge sværhedsgraden lidt. Så bliver det selvfølgelig straks sværere, der er stadig kun to knapper at holde styr på, men tempoet stiger markant, og så bliver det helt klart en reel udfordring at følge med og holde styr på fingrene, og mine reflekser blev virkelig sat på prøve.

Til at begynde med er der 76 forskellige sange at spille med, du kan også købe sange separat, eller der er også Taiko Music Pass med over 700 sange ekstra, hvis du føler, at det ikke ville være nok. Af de 76 sange, der er tilgængelige, er det måske ikke nogle, vi nødvendigvis har på de øverste hitlister her i den vestlige del af verden, men originale Namco-sange, og hvad jeg gætter på er japanske popsange eller måske lidt K-pop, jeg er meget ubekendt med den genre, så tag ikke mine ord for det. Jeg troede et øjeblik, at jeg kunne genkende en sang, da »Bad Guy« kom på, men det var ikke den med Billie Eilish, blev jeg hurtigt klar over. Der, hvor jeg i stedet genkender musikken, er i den klassiske sektion, hvor blandt andet Beethovens femte er med sammen med en masse andre klassikere. Der er også en masse spilrelateret musik til nostalgikerne fra især den japanske spilverden, såsom Super Mario Bros.-temaet og Mega Man, hvilket er hyggeligt, men ellers er der desværre meget få melodier, jeg genkender.

I denne type spil er det selvfølgelig vigtigt, at spilstyringen er strammere end cykelbukserne på en sumobryder, og heldigvis kan jeg kun klage over min egen manglende evne og langsomme reflekser, når jeg spiller. Når jeg spiller easy og normal, går det som regel ret godt, men hvis jeg hæver sværhedsgraden, bliver det som tidligere nævnt betydeligt sværere at ramme alle tonerne. Det er dog ikke på nogen måde uretfærdigt. Det ville dog nok have været nemmere, hvis der havde været sange, jeg faktisk genkendte og kendte, men med en lille indsats tror jeg, at jeg kan mestre det ret godt til sidst. Som med mange andre ting er det let at samle op og begynde at spille med det enkle arrangement, men svært at mestre. Det kræver heller ikke nogen tutorial, det er bare et spørgsmål om at lære, hvilke knapper man skal bruge, og så komme i gang med at spille.

Der er selvfølgelig også en historie, men det er absolut ikke noget bemærkelsesværdigt eller direkte dybt, men det er heller ikke noget, jeg havde forventet. Det er et ret simpelt set-up, og i rollen som Don-chan tager du til den fiktive by Omiko, hvor du simpelthen skal blive den allerbedste Taiko-mester. Der er ikke meget mere i det end det, og nogle gange er det bare nok, det bliver dog lidt spredt og rodet, da der ikke er nogen klar historietilstand, min følelse er, at det ville have været lidt mere flydende, hvis du havde valgt at gå ned ad den rute i stedet. Men det er så fuld af charme og sjov, at det ikke rigtig betyder noget, det er slet ikke noget, jeg fokuserer meget på.

Taiko no Tatsujin Rhythm Festival har potentiale til at underholde i noget, der føles som uendelige timer. Ikke mindst takket være det faktum, at man kan købe 700 sange, hvis man ønsker det, men også takket være det faktum, at der er så mange spiltilstande at vælge imellem, hvor alle underholder på deres egne præmisser. Jeg er virkelig betaget af det, og det er legesygt i alle tilstande, og det er lige så sjovt at spille alene, som det er at spille med venner i sofaen eller online. Jeg har aldrig spillet nogen af Taiko-spillene før, selv om serien har eksisteret i over 20 år, men det føles bestemt, som om det her sætter barren ret højt. En meget behagelig overraskelse for mig, men det er meget muligt, at gamle fans af serien ikke vil have så meget nyt at hente her.