Tales of Berseria

Tales-serien har længe været en personlig favorit for mig, og har de sidste år faktisk overtaget helt fra Final Fantasy som mit "go to-rollespil". Og hvorfor ikke? De er så sindssygt japanske, faktisk som meget som de kan blive, og viger ikke fra den traditionelle formel som typiske japanske rollespil er bygget på. Det er noget jeg kan lide, det er bekendt og kært, og du ved altid på en måde hvad du har i vente. Dette kan medføre et par nedture, men som oftest har spillene i serien været underholdende, men med de sidste par kapitler er de for alvor begyndt at hæve kvalitetsniveauet.

Tales of Symphonia har længe min favorit, men det blev næsten forbiggået af Tales of Vesperia. Tales of Graces F var lidt en nedtur, men så kom de bragende tilbage med Tales of Xillia med fantastiske figurer i hovedrollerne og en antagonist som lavede om på den traditionelle skurkeformel. Derefter fulgte Tales of Zestiria, som blev udgivet til både PC og konsollerne. Det var ikke en helt vellykket port, med manglende indstillinger og låst til 30fps, men alligevel et godt forsøg. Nu er det altså Tales of Berseria som igen udkommer til både PC og PS4. Jeg har testet PC-versionen for at se om spillet er bedre end sine forgængere, og om Bandai Namco endelig har fået taget PC-platformen mere seriøst. Og ja, de har de!

Med sin manga/anime-agtige grafik og farvetoner skiller Tales-serien sig ud i forhold til Final Fantasys mere seriøse og realistiske tone, og det passer mig helt perfekt. Det giver begge serier hver sit visuelle særpræg, og gør det lettere for dem at leve side om side. Selv med anime-grafikken betyder det ikke at Tales-spillene har svært ved at levere en god historie, for det gør de, og Tales of Berseria triumferer for alvor her.

I Tales of Berseria er historien lidt mere dyster, mørk og brutal end den tidligere har været i de andre spil. Det føles ikke alt for fremmed og mærkeligt for spilleren, men konsekvent nok til at det kan mærkes, og det er på en positiv måde.

Vi følger seriens allerførste kvindelige hovedperson, Velvet. Hendes historie begynder som de allerfleste af disse historier om helte og heltinder begynder. Et fredfyldt og roligt liv som pludselig bliver vendt på hovedet af en katastrofal ulykke. Dette er en verden hvor mennesker af mystiske grunde bliver transformeret om til dæmoner og frygtindgydende monstre, og for at hamle op med disse eksisterer der en orden af eksorcister som kæmper imod dem. En aften går det hele frygteligt galt, og det ender med at Velvet bliver forbandet med en dæmonarm. Hun mister sin menneskelighed og bliver indespæret i et fangehul i over tre år, hvor raseriet og hævnlysten gror inden i hende, og gør hende til en kold og bitter person.

Velvet er måske det store minus i spillet, i hvert fald i starten og frem til et godt stykke inde i historien. Personligheden får Lightning i Final Fantasy XIII til at ligne en ægte glædesspreder til sammenligning. Hun er en ærketypisk emo-dronning, en personlighed som ikke gør det helt let at få sympati for hende og hendes beslutninger. Hendes beklædning hjælper heller ikke synderligt meget på dette, selvom hun hårdnakket påstår at det er for bevæglighedens skyld.

Heldigvis støder vi snart på andre figurer som akkompagnerer hende på rejsen, og de har personligheder som vejer op for Velvets mangler, til trods for at disse også er japanske arketyper. Rokurou, en krigsdæmon med en munter tone og en sans for druk. Magilou, en snu og energisk heks. Den mystiske Eizen. Alle disse vil du støde på.

For mig er et godt japansk rollespil ikke nødvendigvis et med en god, original historie, men et med en samling af hovedpersoner og skurke jeg kan lide. Her leverer Tales of Berseria langt over forventning. Opgaverne, samtalerne og forholdet imellem figurerne bliver for det mete fortalt igennem små manga-lignenende sketches, hvor hver figur dukker op i en tegneserierude henover skærmen, og giver en lille bid dialog før du raskt bliver kastet over til den modsatte person og en dertilhørende reaktion. De animerede mellemsekvenser er i tillæg lavet af det talentfulde animestudie Ufotable, som bare gør dem endnu bedre at følge med i. Meget af stemmeskuespillet er af høj kvalitet, og det engelske stemmeskuespil er faktisk slet ikke dårligt, men jeg opfordrer dig selvfølgelig til at vælge japansk.

Som jeg nævnte tidligere divergerer Tales-spillene ikke langt fra de traditionelle kernelementer i japanske rollespil, og Tales of Berseria er ingen undtagelse. Har du spillet nogle af de tidligere spil i serien, så vil du nok hurtigt kunne genkende kampsystemet, styringen, magierne, samt navigeringen imellem de forskellige områder, så dette vil være kendt terræn for veteraner, men også enkelt for nybegyndere at forstå.

At Bandai Namco ikke prøver at ændre formlen kan måske få det til at blegne lidt hvis man sammenligner det med Final Fantasy XV, men alligevel er der noget ved de bekendte og veletablerede systemer i Tales-serien som jeg nyder. Det er lidt ligesom at sætte sig ned og se en anime-serie man kender og elsker. Du ved hvad du kan forvente, og du ved hvilke klicheer og stereotyper som dupper op, og det er netop det du vil have.

Kampsystemet her har længe været min favorit blandt japanske rollespil, og det er med Grandia-spillene på en solid andenplads. Når du støder på fjender rundt omkring i spillet, sendes du til en lukket arena, og så foregår kampene i realtid. Her kan du vælge at slås eller at stikke af.

Du kan placere de forskellige færdigheder (Arte) rundt omkring og lave diverse kombinationsangreb, og disse bruges ganske enkelt ved at være bundet til dine knapper. Du kan ikke angribe i al evighed selvfølgelig. Alle angrebene som udføres kræver Souls. Disse erstattet det mere traditionelle stamina/mana/magic-system. Souls er små blokke du går i kamp med. Du begynder kampen med tre ud af fem Souls, og du tilegner dig dem ved at rammer med kombinationer, undgå angreb med rigtig timing eller at dræbe fjender. Jo flere du har, jo større og stærkere kombinationer kan du udføre.

Du mister derimod dine Souls hvis du bliver slået ned, afbrudt eller hvis fjenderne formår at slå igennem din blokade. Det hele giver en følelse at skulle være vågen og varsom, samtidig med at kunne levere kraftfulde kombinationer som belønning.

Særligt Velvets dæmonarm kan bruges til ekstra kraftige specialangreb når du har samlet nok Souls. De andre figurer har selvfølgelig også deres egne specialangreb. Nu får jeg det til at lyde mere avanceret og vanskeligt end det nødvendigvis er, men jeg kan love at kampene flyder fint og jævnt, og der er ikke mangel på action.

Noget som jeg trygt kan nævne er, at denne gang er PC-versionen virkelig solid. Der er fortsat nogle småfejl hist og her, men spillet kører i 60fps, og har de fleste af de indstillinger vi er vant til med PC-spil. Desværre er den maksimale opløsning bare 1080p, så har du en skærm på 1440p eller 4K må du pænt takke ja til en simpel opskalering.

Alt i alt er Bandai Namco godt på vej til at lave gode PC-versioner af Tales-spillene, så hvis de fortsætter i dette tempo er det et godt tegn for os der gerne vil nyde spillene på Steam.

Kort sagt har Tales of Berseria figurer man bliver glad for og kan lide, godt stemmeskuespil, en mørkere historie end hvad vi er vant til fra Tales-serien og en solid PC-udgave. De gør ikke noget for at revolutionere eller bringe genren videre, men det gør absolut ingenting når en serie står på sådan et solidt fundament.