Tales of Eternia

Nævn Chrono Trigger, Front Mission eller Final Fantasy 7 til en enhver Gamereactor komsammen, og der er en reel chance for, at du vil opleve fem sekunders sjælden tavshed. Mens nogen kæmper for at holde et par tårer tilbage, vil de resterende med stor sandsynlighed bruge de fem sekunder til at fremstamme en bølge af superlativer, som kun spil af en yderst sjælden karat fortjener. Tales of Eternia vil aldrig frembringe samme respons. På trods af at være en genudgivelse af et populært spil, er der nemlig desværre ingen vej uden om, at Tales of Eternia slet ikke har kunnet bevare sin klassikerstatus ligeså godt som fornævnte titler, hvilket ikke hjælpes på vej af en sløset og hurtig konvertering.

Spillet åbner ellers med en smuk animé-intro, der, foruden at introducere store dele af persongalleriet, også lige når at understrege, hvad UMD-disc’en byder på af muligheder. Dette bliver dog for alvor understreget, da jeg kort tid efter at have startet eventyret, oplever, at der rent faktisk er blevet plads til at hovedpersonerne kan snakke sammen med rigtig tale, i stedet for den universelt brugte løsning med forskellige bippende lyde, hver gang en person snakker. Det er i sandhed en bagatel, men samtidig den første demonstration af, at der på PSP’en er mulighed for at lave rollespil af en langt højere kvalitet end vi før har oplevet på de transportable konsoller.

Med kontrollen over den typiske, drengede krigerhelt, her navngivet Reid, går der ikke mange sekunder inden du er blevet smidt ud af din landsby og første gang bliver givet fri adgang til det eventyrlige univers. Nødlandingen af en mystisk pige fra en anden planet, betyder, at Reid og hans bedste ven Farrah, beslutter sig for at hjælpe hende med at finde ud, hvad hendes mission er, på trods af at ingen kan forstå et ord fra hendes mund. Grundet at mange af spillets vigtigste figurer har fået rigtige stemmer, er Namco blevet nødt til at opfinde et fremmed sprog til Meredith, som den nødlandede pige bliver navngivet. Denne dialekt er dog blevet indtalt med et så kikset resultat til følge, at jeg endnu ikke har kunnet undgå at krumme tæer, hver gang den snakkeglade rumpige åbner munden.

Jagten på Meredith’s - og senere verdenens - skæbne, er omdrejningspunkterne for Tales of Eternias bærende historie, og ligesom dette vil være noget enhver kender af genren har spillet utallige gange før, kan det samme siges om resten af oplevelsen. Tales of Eternias største problem er ikke, at det er en konvertering af et gammelt PSOne-spil, men snarere, at det originale PSOne-spil allerede i sin tid, var røvet for enhver lyst til at bevæge sig ud over genrenormerne. Spillet bliver i den grad udgjort af elementer, som stort set alle sammen er lånt fra Super Nintendo-tiden, og efter de første par timers spil, føler du derfor, at du ikke laver andet end at gå fra by til by, med korte stop for at tæve monstre og indsamle erfaringspoint.

Meget kunne være reddet, hvis udvikleren havde givet sig til at opfriske spillet, så det i sin præsentation havde virket mere tidssvarende. Men desværre er dette valg ikke blevet taget. I stedet byder Tales of Eternia på en underlig sammenblanding af smukke håndmalede baggrunde, der i kampsituationerne bliver påklistret nogle glansbillede-lignende figurer, som med store sorte firkanter tydeligt afviger fra baggrunden. Som om dette ikke var slemt nok, er der sparet så kraftigt på animationerne, at jeg for en kort stund blev i tvivl om, hvorvidt jeg spillede på en PSP eller en Game Boy Color. Lydsiden byder på den samme underlige blanding, idet lydkvaliteten er af en ypperlig kvalitet, hvis lige jeg ikke kan huske at have hørt i noget konsolrollespil før. Desværre er selve leveringen af dialogen ekstremt mangelfuld og lyder som om den er blevet indspillet af et ensemble af personer, der ikke har haft den fjerneste anelse om spillets plot, eller de mest basale elementer indenfor skuespillets fag.

Tales of Eternia er uden tvivl det bedste rollespil der endnu kan købes til Sonys håndholdte konsol herhjemme, men desværre kun fordi genren kraftigt mangler nogle stærke titler. Alt andet end lydkvaliteten er som hevet direkte over fra et middelgodt Super Nintendo-spil, og det er simpelthen for sløset, når Namco har haft muligheden for at benytte sig af nogle af konsollens mange hestekræfter. Er du rollespilshungrende, eller har du bare en fetich for middelgode, aldrende eventyrspil, vil Tales of Eternia være at anbefale. Vi andre gør bedst i at håbe på, at Nippon Ichi’s PSP-titler finder deres vej til Europa.