Tales of Vesperia

Jeg synes ligeså godt, at vi kan få det overstået med det samme; Tales of Vesperia er smukt. Det er så iøjnefaldende bedårende, at det hører til blandt noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set i spilsammenhænge. Hver plads, hver by, ruin og grotte, har nærmest en så vibrerende atmosfære, at jeg bliver totalt opslugt. Med hud og hår.

Ligeså snart jeg forlader hovedstaden, der sprudler af liv, så smider spillet endnu mere skønhed direkte op i ansigtet på mig. Quoi Woods magiske skove. Halures blomstrende kæmpetræ og Aspios dunkelt oplyste hulesamfund. Det er svært, at vælge en decideret favorit. Jeg tænker på de steder, selv når jeg ikke spiller. Inden jeg skal sove, skal i skole og på toilettet. Så stærke er indtrykkene af spillets miljøer. En akvarelverden fyldt til randen med store byer, stemningsfulde skove og farlige monstre.

Handlingen gengives for det meste gennem sekvenser, afviklet direkte i spilmotoren. Men ved helt centrale øjeblikke, tager professionelt tegnede animésekvenser over. Det er dramatisk, så det synger og helt i tråd med resten af spillets klokkerene design.

Eternal Sonata er den eneste åbenlyse referencekilde. Men her tages den cel-shadede grafik lige et par skridt videre. Blød, men alligevel skarp, ren, men alligevel fyldt med detaljer. En fuldkommen visuel eksplosion. Men findes der hjerte og hjerne nok i spillet til at bakke den mageløse grafiske side op?

Yuri er en godhjertet ballademager fra de nedre kvarterer af hovedstaden, en verden med et stramt klassesystem. Verdenen som Yuri lever i, er stærkt afhængig af Blastia, en slags ressource, der giver menneskeheden adgang til magiske kræfter. Det er en ressource med mange anvendelsesmuligheder. Blastia kan forsyne en by med vand og i formen Badhi Blastia, kan det bruges i kampene. Blastia beskytter endda byer, ved at kunne skabe et energiskjold, der kan holde væsnerne ude.

Startskuddet til Yuris eventyr sker, da Blastian der forsyner hans hjemkvarter med vand, stjæles og kaos opstår. Yuri sætter efter tyven, og ligesom en snebold, der langsom vokser sig større, som den ruller ned ad bakken, så er denne episode blot begyndelsen på noget betydeligt større. Forvent en del politisk rænkespil og ondskabsfulde bagvedliggende kræfter. Yuri samler også snart en lille gruppe af sympatisører og kampeksperter, der skal hjælpe ham, og disse er naturligvis udstyret med meget forskellige færdigheder og stærke personligheder.

Den trofaste hund Repede er med fra begyndelsen. En godt designet karakter, der egentlig mest bare slås og råber - og ryger pibe. Og som foretrækker at bruge en dolk, fastbundet til poterne i stedet for at bruge kløer og tænder. Det er med andre ord en meget mærkværdig sammensætning. Som det næste har vi bogormen og adelspigen Estelle, Blastia-forskeren og mageren Rita og det lille kid, der kompenserer for sin manglende størrelse med et enormt våben, det er Karol. Og der er flere udover dette.

På nær Repede, så er det en samling velkendte figurer, der ikke byder på så meget nyt, men det vejes til gengæld op af en dyb dialog, der giver mig et godt indblik i alle i min gruppe. Mellem kampene og de vigtigste hændelser, der fører handlingen fremad, findes der altid lidt baggrundshistorie, nogle personlige mål og lidt småsnak at udforske. Til forskel fra plastikdukkerne i Star Ocean: The Last Hope, så interesserer karaktererne mig i Yuris gruppe, og det er selvom sproget og stilen nogen gange overspilles en smule. Skræmmes du bort af relativt lange og ret ofte afbrydende snick-snack episoder, så skal du lade Tales of Vesperia stå på hylden. Naturligvis med risikoen for, så at gå glip af noget rigtigt godt.

For det er ikke bare fortællingen og præsentation der brillerer. Kampene er actionorienterede, hurtige og dufter nærmest af beat em' up-genren. Men frem for alt, så skaber de en dyb afhængighed. To knapper i kombination med venstre analoge styrepind står for angrebene, en knap bruges til blokering og en fremkalder menuen, hvorfra du kan uddelegere opgaver og hente ting fra din beholdning.

En vigtig del af kampene er anvendelsen af såkaldt Artes. Artes er stærke angreb, der bruges forskelligt alt efter hvilken karakter du styrer. Tales of Vesperia har også et ganske særligt færdighedssystem, hvor færdighederne fra begyndelsen er koblet til et specifik våben. Når man efter at have kæmpet utallige kampe stiger i erfaring og har brugt et våben tilstrækkeligt mange gange, så kan man lære en del af dets færdigheder udenad. Dermed kan man så gå videre derfra og tillære sig selv endnu flere færdigheder. Angrebene kan man selvfølgelig også senere lænke sammen til tilfredsstillende slagkombinationer. For folk, der ikke er til langsomme, turbaserede kampe, er det et perfekt system. Kampene varer heller ikke mere end halvanden minut, hvilket gjorde, at jeg havde det sjovt hver eneste sekund.

Og hvis dette ikke skulle være nok, så implementeres der, et par timer inde i spillet, endnu en ting til kampene. Nogle timer inde i spillet, dukker der nemlig et nyt meter op på skærmen, der fyldes op som man uddeler tæsk får skade. Når meteret er fyldt helt op, går man ind i en slags rus, hvor angrebene bliver hurtigere, kombinationerne længere og mængden af skade maksimeres. Ulempen ved dette er, at fjenderne sådan set også kan gøre det.

Heldigvis er er de umoderne, tilfældige kampe (også kaldet random encounters) droppet i denne omgang. Du kan altid løbe forbi fjenderne, der dukker op i miljøerne eller ude på verdenskortet, hvis du har travlt. Almindelige kampe mod plantagemutanter og andet småkravl vinder du uden problemer med lidt hjernedødt knapbaskeri. Men når det kommer til kampene mod bosserne, så spiller man hurtigt fallit, hvis ikke der spilles taktisk.

Lydbilledet imponerer på flere planer, hvor et godkendt stemmeskuespil, med musik der veksler mellem hyggelig, storladen og medrivende, skaber en rigtig god stemning. Engang i mellem bliver dialogerne lidt langsommelige, men der er i det mindste en del charme i disse øjeblikke. Du får alt at vide - og så lige lidt til.

Som du måske kan fornemme, så er jeg faldet pladask for spillet. Sjældent før har jeg stødt på et sådan gedigent digitalt produkt, der både rummer de store episke penselstrøg og samtidig de små detaljer. Det eneste, der kan udsættes på spillet, er en noget ujævn sværhedsgrad, hvor visse bosser kan virke som afskræmmende overguder. De, der tidligere har spillet et Tales of... spil ved godt, at det er typisk for serien. Hvilket man så også bare kan vælge at se som et plus. Ellers er det faktisk rigtig svært, at sige noget negativt omkring Tales of Vesperia.

Der er vel ikke så meget andet at gøre, end at konstatere; Tales of-seriens første forsøg på denne generation af konsoller imponerer i den grad. Utroligt flot, medrivende, følelsesmæssigt engagerende, dybt og afhængighedsfremkaldende. Hjerte og hjerne, der kan komplimenterer det smukke ydre. Er du en af dem, der vil have hele pakken? Så behøver du ikke lede længere.