Skip to main content
Anmeldelser Tamagotchi Connexion Corner Shop 2

Tamagotchi Connexion Corner Shop 2

Det nuttede møder det vanvittig monotone i selskab med Tamagotchier. Asmus har forsøgt at holde sig vågen med den gamle modedille.
Asmus Neergaard Testet på 13 maj 2007

Jeg havde en Tamagotchi, dengang de var helt vildt populære. En lille hund i en hvid plasticskal, for at være helt præcis. Elske er et stærkt ord, men jeg holdt så meget af den, som man nu kan holde af et elektronisk kredsløb, en mængde plastic og en lavopløselig skærm. Jeg mistede ham i Paladsbiografen i København på hans 15 års (dages) fødselsdag. Jeg var knust bagefter. I retrospekt var det ikke en særlig munter biograftur. I al fald kom jeg mig over det, men har siden haft et særligt blødt punkt for de irriterende og nuttede elektriske skabninger.

Med det som udgangspunkt, burde jeg være den helt rette person til at besøge Tamagotchi Connexion Corner Shop 2, hvor man sammen med en tamagotchi skal drive et helt storcenter. Business Tycoon møder japansk nuttethed? Desværre ikke. I hvert fald ikke helt. Japansk nuttethed er der. I spande, endda. Tamagotchierne er, ud over at være en bande tudegrimme misfostre, der end ikke ville have en chance i Scenen er Din, ret så søde at se på. De løber ind i bygninger, der ser søde ud og de taler på lidt a la Sims og Animal Crossing. Men grafik er ikke alt, og selv ikke tamagotchiernes nuttethed kan afhjælpe spillets dybe monotoni.

Har du nogensinde stået i McDonalds eller Burger King og betragtet dem, der lavede burgere? Det har du sikkert. Har du så tænkt: "Det ser da ud, som om det er et hammersjovt job"? Nej, vel? Det Corner Shop 2 gør, er at placere dig i en lang række butikker, hvor du skal betjene et uendeligt antal tamagotchier. Der skal laves bøffer, laves kager, vaskes biler, rejses bowlingkegler, sys hatte, laves sushi og meget andet. På trods af de mange aktiviteter, handler det egentlige arbejde om at sætte ting sammen, så hurtigt som muligt. Der bliver udstukket en eller anden form for bestilling, og det er så op til dig at udføre ordren, så hurtigt som muligt. Det lyder ikke sjovt, det er ikke sjovt. Det er som det mest dødssyge Warioware-spil, du kan forestille dig, bare hele tiden.

Ganske vist ankommer der af ukendte årsager en prinsesse og gør ens butikker større, når man har X antal tilfredse kunder. Sværhedsgraden bliver dog ikke øget synligt. I stedet sidder man og samler de samme dødssyge burgere, serverer den samme dødssyge sushi og syr de samme dødssyge hatte, alt imens man overvejer om spillet rent faktisk indeholder nogen morskab.

Jeg er et godt menneske, så jeg vil fortælle dig det: Nej, spillet indeholder faktisk ikke nogen form for morskab. Det smil, der spiller på læberne det første minut, når man er vidne til tamagotchiernes indbyrdes og ret dumme dialog, visner så snart man opdager, at spillet stort set er uden hverken udfordring eller grund til at spille. Skulle man have lyst til at spille til den bitre ende, belønnes man i form af tapeter, gulvtæpper og lignende, man kan give til sin tamagotchi. Eftersom tamagotchien dog er dummere end en vandsvullen gallopkringle, har det absolut ingen som helst virkning. Ens hårdtjente penge går derfor lige ned i et sort hul. Både i spillet og i virkeligheden.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal sige. Jo, måske "Tillykke!". Det er rent faktisk lykkedes en udvikler at digitalisere ren monotoni. For stort set alle aspekter ved spillet skriger efter forandring af en eller anden slags. Musikken giver fæl migræne efter bare fem minutter. Gameplayet består kun af matchning af farvede genstande og de samme handlinger gentaget, så længe du gider.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
4 / 10
Spilbarhed
4 / 10
Langtidsholdbarhed
4 / 10
4
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Det ser utrolig nuttet ud. Rimelig grafik.
Minusser Det er deprimerende monotont.
Fuld profil 215 udgivne artikler
4
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Namco Bandai
Udgiver Namco Bandai
Testet på Nintendo DS
Genre Party
Platforme
Nintendo DS
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.