Edgar Rice Burroughs skrev i 1912 en episk historie om den unge Greystoke-arving, som vokser op blandt aber i kampen for at overleve. Tarzan hed han naturligvis, og vi kender ham alle fra utallige bøger, film og tegneserier. Da Walt Disney-koncernen tog historien om abe-mennesket til sig og gjorde Tarzan til en af deres nyeste tegnefilm, bragte dette naturligvis et hav af merchandise med sig - spil ikke undtaget. Digital Eclipse er ikke ukendt med liansvingeren, da de ligeledes stod bag Tarzan-spillet til Game Boy Color. Udvikleren tager nu disse erfaringer med sig på GBA’en og i samarbejde med Activision bevæger de sig atter ind i junglens ukendte mørke.
Lianer, vildsvin og bananer som kasteskyts
De sidste par år har vi set en del Tarzan-titler på diverse platforme, og platform er måske lige det ord vi leder efter, fordi hvem ville passe bedre til platformspil end Tarzan? I Tarzan : Return to the Jungle gør han det han er allerbedst til; svinger i lianer, bekæmper fæle dyr, redder uskyldige sjæle og beskytter junglen mod trusler fra omverdenen. Sjovt nok skal vi atter udsættes for vores helts udvikling fra barn til voksen, eftersom spilleren starter som lille Tarzan Jr. Dette er dog ikke noget ulogisk valg fra spildesignernes side da det virker naturligt, at den unge Tarzan har en masse ting at lære - hvilket han gør i de første par baner, som opbygget som tutorials.
Heldigvis varer intet evigt og Tarzan skyder i vejret, hvilket gør at man endelig kan tage kontrollen over den voksne udgave af knogængeren. Som voksen har han adgang til andre våben såsom kastespyd og hans klassiske kampråb, og det får han bestemt brug for på sin færd. Junglen er jo ikke fuldendt uden et rigt galleri af dyr og kryb og Tarzan støder ofte på de bidske af slagsen, som kun ønsker at sætte tænderne i hans spændstige muskler. I starten møder man vildsvin, slanger og ondskabsfulde pindsvin (de bæster), og senere hen bliver dyrelivet større og ondere - deriblandt end-of-level-bosses, som nærmest er obligatoriske i denne genre. Heldigvis er han udstyret med kasteskyts hvormed han kan neutralisere junglens mange trusler, hvis man som spiller når at opdage dem. Ofte går det nemlig så hurtig derudaf, at det kan være svært at undvige visse modstandere. Alle som er bekendte med tegnefilmen ved jo, at Tarzan er vild med træstamme-surferi og med sådan en fart på er det ofte svært at undgå de mange fjender. Derfor skal spilleren lære en fin balancegang mellem fart og påpasselighed, hvis man vil gøre sig håb om at overleve det farlige vildnis.
Tarzan er en proper swinger
Det er meget positivt rent visuelt, at Digital Eclipse har genskabt den meget dynamiske og kontrastrige farvepalet fra Disney-tegnefilmen, da den passer perfekt til den håndholdte. De stærke farve fungerer perfekt på GBA’ens skærm, og dette har udviklerne heldigvis bidt mærke i. Faktisk ser vi her på GR flere og flere GBA-udviklere bruge flere kontraster, eftersom det manglende lys i GBA’en virkelig kan være et problem til tider - et som de høje kontraster afhjælper en smule. Udover det gode farvevalg har Digital Eclipse virkelig fanget Tarzans bevægelser godt, og hans smidighed og agile svingeri er presset ned i pixelform med bravur.
Ååhh abe
Navnlig karakter-animationerne og kontrollen af Tarzan er spillets største force og hans bevægelser er så vellykkede, at hurtigt føles som en forlængelse af ens egne. Et af de få problemer spillet lider under er, at enkelte baner til tider kan virke ret så ulogisk opbyggede og det skaber til tider lidt tvivl. Det kan være svært at orientere sig i visse miljøer, og det resulterer i et par frustrationer eller to. Ydermere er historien i Return to the Jungle ret uinteressant, og føles mere som den er tilpasset banerne og ikke omvendt. Historien er heldigvis ikke det bærende element i denne type spil, og oplevelsen bliver da heller ikke ringere af den grund. Trods de enkelte stubbe i buskadset formår Tarzan at levere mange timers rigtig god underholdning. Det er ikke et nyt Yoshi’s Island men det er bestemt ikke noget ringe forsøg. Tarzan leverer rent ud sagt et godt og solidt platformspil, hverken mere eller mindre. Platformfans kan roligt gribe den nærmeste lian og svinge ned efter et eksemplar af spillet.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10