Tearaway

Jeg kigger ned på Iota og smiler. Han har en besked, som kun er til mig, og jeg er den eneste der kan hjælpe ham med at aflevere den. For at aflevere denne vigtige besked, skal Iota krydse en fantastisk verden lavet af papir. Han skal hjælpe dens beboere med at gøre livet i verdnen lettere, og lukke porten mellem min og hans verden. Det er en verden designet af Media Molecule, som du måske kender som skaberne af Little BigPlanet, og de gør nu deres længe ventede indtog på PlayStation Vita med Tearaway.

Media Molecule er at Sonys mest profillerede studier. Med Little Big Planet 1 og 2 har de fortjent deres rygte som legeglade spildesignere, der kan skabe oplevelser med samme barnlige dybde som en god Disney/Pixar-film. Tearaway var derfor en af de største nyheder ved Sonys Gamescom-pressekonference i Köln sidste år. Media Molecules specielle kreative touch ville endelig ankomme på PlayStation Vita. Designerene på scenen beskrev Tearaway som det næste naturlige skridt for studiet, men efterfølgende blev det gjort klart, at Tearaway tydeligvis holdte fast i nogle af de udtryk og designmæssige perspektiver, som Little BigPlanet grundlagde tilbage i 2008.

Typisk for den klassiske historieindlevelse er, at der er en eller anden form for rollespil til stede. Det er beskuerens naturlige behov for at sætte sig selv i karakterens sted, og opleve eventyret mere direkte. Vi er Nathan Drake, der hænger fra bjergsiden i Uncharted, vi føler det venskabelige bånd med Zeke som Cole Mcgrath, og er Formel 1 verdensstjerner i Gran Turismo. I Tearaway er der intet behov for denne form for rollespil, i hvert fald ikke i den traditionelle forstand. Du er nemlig dig selv. Vores verden, "the world of you" som fortællerstemmen så fint beskriver den, har dannet en bro til en spændende papirverden, og det er op til os, spillerene, at lukke den bro igen. Derfor gør Tearaway brug af PlayStation Vitaens frontrettede kamera, til konstant at filme dit ansigt. Det gør at du, spilleren, er direkte involveret i plottet, og du skal udnytte denne bro mellem verdnerne for at hjælpe budbringeren Iota på vej. Iota har nemlig en besked, en besked der kun er til dig, og spillets plot består kun af denne altoverskyggende opgave. Det er tilforladeligt simpelt, men fyldt til randen med Media Molecules ukuelige charme. I denne åbne papirverden er der selvfølgelig en række sideopgaver, men hverken Iota eller Tearaways papirunivers får eller behøver hverken forklaring eller plotmæssig udvikling. Historien får altså sin magt, sin indflydelse, gennem forbindelsen til spilleren selv. Det er ved første øjekast en smule nemt sluppet, men når først dit ansigt dukker op i spillets himmel, og broen mellem verdnerne forklares, er det tydeligt at Tearaway håndterer sit univers og historien bag langt bedre end mange blockbustere.

Under udviklingen af LittleBig Planet 2, blev en af de grafiske designere hos Media Molecule, Rex Crowle utroligt fascineret af kunstformen papercraft, altså modeller der består af foldet papir. Dette resulterede i små papirmodeller, som Crowle efterlod rundt omkring på kontoret. Dette inspirerede en lille del af det store studie til at forsøge sig med papercraft som visuelt spilkoncept, og Tearaways verden blev født. Denne slående og unikke visuelle stil er det første der springer i øjnene, og forbliver det mest spændende aspekt ved Tearaway fra start til slut. Papirdesignet bruges både til karakter- og miljømodeller, men også til partikeleffekter og lys. Dråber der plasker når Iota går igennem en flod, farveeksplosioner og ild, alt er lavet af papir og giver universet et skrøbeligt og porøst udtryk, men er samtidig manipulerbart og kan bøjes og foldes som spilleren ønsker. At verdnen tager udgangspunkt i den måde papir ser ud og føles, giver samtidig frihed til at sænke billedehastigheden en smule. Der er simpelthen ikke behov for den flydende oplevelse som mere virkelighedstro grafiske spil skal give. Tværtimod føles det mere langsommelige visuelle udtryk naturligt for Tearaways papirverden, og er et fantastisk kontekstuelt kompromis med PlayStation Vitaens begrænsede hestekræfter. Tearaway er altså både æstetisk veldesignet og smukt, men har samtidig den tekniske præsentation til at underbygge den kunstneriske vision.

Det kunstneriske og skæve er også at finde i Tearaways lydbillede, hvor blød folk-musik danner den lydlige ramme for universet. Under annonceringen ved Gamescom-messen brugte Media Molecule folk-sangen Shut Eye med bandet Stealing Sheep, og denne sang er meget sigende for resten af spillets soundtrack. Blød akustisk guitar og rare strygerarrangementer glider henover spilleren, og fungerer nærmest som godnat sang, der skal hjælpe spilleren ind i denne papirdrømmeverden. Det er en sjælden musikalsk vej for store spiltitler at gå, der tit, ligesom i filmindustrien, satser på spektakel og størrelse, snarere end sårbarhed og inderlighed. Det er derfor befriende minimalistisk at høre disse bløde toner danse igennem papirdalene, når Iota bravt baner sig vej. Men papir har jo ikke kun et specielt visuelt udtryk, men også en unik lydlig dimension. Papir knitrer, skær og bølger, og dette dominerer hele lydbilledet i Tearaway. Alle skabninger og alle miljøer er konstrueret af papir, så ligegyldigt hvad Iota fortager sig, afgiver det en eller anden form for papirbaseret lyd. Heldigvis er dette hverken trættende eller ensformigt, og diskanten er skruet så tilpas meget ned, at papiret aldrig skurer i ørene, men bølger på en rar og troværdig måde for universet. Stemmeskuespil er der ikke meget af, men på sand Media Molecule-vis er der fortællere, der forstærker Tearaways eventyrlige stemning. De to ærkebritiske accenter, en kvinde og en mand, følger dig hele vejen igennem din færd, og passer uhyggeligt godt ind med de bløde strygere og det knitrende papir.

Som jeg tidligere har ytret i mit preview af spillet, er en af mine store anker med PlayStation Vita de alternative styringsinput, som konsollens unikke hardware giver mulighed for. Jeg har ikke noget imod at de er der, og at de giver spilleren mulighed for en række meget forskellige spiloplevelser, men tit er disse alternative input stopproppet ind i titler hvor de ikke har hjemme. Upræcise lysmekanikker fandt vej ind i Assassins Creed: Liberation, og et kedeligt og ensformigt nærkampssystem forhindrede Uncharted: Golden Abyss i skinne om kap med sine konsolbrødre. Tearaway består kun af disse alternative input, lige fra kamera, til touch og lyd. Jeg var i starten en smule skeptisk overfor dette designmæssige perspektiv. Der er basal platformsstyring at finde såsom hop, bevægeligt kamera og fuld 3D-bevægelighed, men alle de mekanikker, der adskiller Tearaway fra andre åbne platformspil, sker ved brug PlayStation Vitaens mange alternative input. Du bruger det bagerste touch-pad til at skubbe fjender væk med dine fingre, du tegner og klipper med touch-skærmen og bruger gyroskopet til at tage billeder med spillets kamera. Dette lyder umiddelbart som opskriften på en ujævn og lidt for skæv spiloplevelse, men hver eneste af Tearaways mærkelige gameplay-tiltag er så præcise og veldesignede, at det for første gang er en fryd at bruge gyroskop, kamera og touch i et AAA-spil på PlayStation Vita.

På trods af den åbne 3D-verden forbliver Tearaway en lineær oplevelse, der på mekaniksiden har meget til fælles med Little Big Planet. Iota bevæger sig på samme måde som Sackboy, og den lidt tunge tyngdekraftsprægede platformstil er tilbage. Det er en speciel vægtning, der stikker imod typiske platformspil som Mario og Sonic, men passer ganske godt til Tearaway, og man føler sig aldrig snydt af spillets basale styring eller de mere alternative mekanikker. Som sagt er Tearaway et åbent 3D-platformspil i en række lukkede miljøer, og kan derfor, på trods af sin umiddelbare åbenhed, betegnes som en lineær oplevelse. Hvert miljø har en række samleobjekter som opfordrer spilleren til at tage tilbage og udforske på ny, efter alle Iotas evner er blevet låst op. Igennem spillet introduceres du konstant for nye spændende tiltag der holder oplevelsen frisk, og min skepsis blev hurtigt fejet væk. Disse samleobjekter er blandt andet farveløse objekter der skal have deres farve tilbage gennem billeder, pakker du med dine fingre skal pakke op, og ekstraopgaver du kan udføre for verdenens beboer. Det giver grund til at opleve Tearaways papirinspirerede verden flere gange, men alt i alt er Tearaway en enormt speciel, men kort fornøjelse.

Det er dog en lille anke mod en oplevelse, der så elegant formår at fremvise PlayStation Vitaens unikke styringsmuligheder på en helt ny måde. Kameraet til at vise dig, fingrene til at række ind i Tearaways verden og touch til klippe og klistre dine egne papirdekorationer. Alle er de specielle, og fuldstændig naturlige for det unikke univers Media Molecule har formået at skabe. Balancen mellem disse unikke mekanikker og det univers de bruges i, står som lysende eksempel på en oplevelse der finder absolut harmoni i sine bestanddele. Tearaway er smukt, veldesignet, skægt at spille og har beholdt den barnlige skaberglæde i sit design. For en PlayStation Vita-ejer er dette et must-buy.