Har jeg virkelig gjort det?
Har vi ikke alle prøvet det? At vågne op efter en heftig nat i byen, og det eneste vi husker morgenen efter er - ingenting? Det første man lægger mærke til er, at tøjet man har på ikke er ens eget, hvorefter man spørger sig selv, "hvad er der egentlig sket her?!". Dette spørgsmål stiller Cyprien også sig selv den dag han vågner i spillet Evil Twin. Hele hans verden er et stor mareridt. Spillet kan kort beskrives som et platformsspil, hvor du skal springe og hoppe en hel del - og selvfølgelig lidt mere end som så...
Baggrundshistorien
I starten var Evil Twin ikke tiltænkt som et spil, men istedet som en tegneserie, der handler om en lille dreng og hans skræk for alt hvad der er ukendt og lever under ethvert barns seng. Men sådan skulle det ikke blive, for da Ubi Soft tilbød at smide en ordentlig pose penge i projektet, og In Utero meldte sig som udviklere, var Evil Twin pludselig på vej som en spilbar virkelighed. Og ikke kun på PC, men også på Dreamcast og PlayStation 2.
Forbehold
Vi har været så heldige at få fingrene i en tidlig "work in progress"-kopi af Evil Twin til PC, en version der kræver brugen af joystick. Men den endelige version skulle også understøtte keyboard/mus.kombinationen.
Baner med stil
Kort sagt skal du spillet igennem kæmpe mod din onde tvillingebror. Du springer rundt på de temmeligt store baner, selvom det bliver svært at nye turen i de flotte og bizarre omgivelser uden et par afbrydelser undervejs. Mens du springer rundt finder du langsomt ud af, at du befinder dig i et sandt mareridt, og derfor angribes af flere monstre af mere eller mindre surrealistisk udseende. Din eneste chance for at overleve er at bruge din slangebøsse mod dem!
Første- eller tredjepersons-spil?
En ganske smart feature i spillet er muligheden for at veksle mellem første- og tredjepersons-perspektiv undervejs i spillet. Men når der for alvor er problemer, kan du altid trække lidt på Supercyps kræfter. Han er en lidt vildere version af dit normale jeg, og kan for eksempel hoppe højere og skyde med ildkugler og andet sjovt.
På eventyr
Nu må du ikke tro, at Evil Twin bliver et "skyd-alt-hvad-der-bevæger-sig"-spil, for der findes også elemeter af klassiske eventyrsspil, hvor du for eksempel skal finde en ting, give den til en person, for derefter at få at vide af vedkommende, hvor det, du i virkeligheden leder efter befinder sig.
Bragende musik
Udover en yderst veltilrettelagt og stemningsvækkende grafisk side, byder spillet på en relativt god lydside. Musikken understreger med kraftige streger, at vi befinder os i et drømmeunivers, og det samme gælder fortællerstemmen. Lyden virker kort sagt rigtigt godt.
Rend og hop
Nu må du ikke tro, at Evil Twin enten er for de hardcore eventyrsfreaks eller for de typer, der kan alle kombinationer på keyboardet i et kampspil. Nej, Evil Twin er ikke målrettet disse yderligheder, men nærmer sig derimod mere den gennemsnitlige gamer, så det skulle være muligt for enhver at kaste sig ud i Cypriens drømmeverden. Men det bliver af den grund ikke let...det bliver udfordrende!
Fremtiden siger...
Ifølge Ubisoft og In Utero skulle der være 30-35 timers gameplay i den færdige version. Om spillet hitter igennem, må vi jo vente og se på. Men vores førstehåndsindtryk er ihvertfald yderst positivt, og gør Evil Twin værd at vente på.