Tenchu: Return from Darkness

Tenchu: Return from Darkness er på gaden d. 19. marts til Xbox

Det er efterhånden en god håndfuld år siden, at den første Tenchu-titel listede sig ind på PlayStation-scenen. Frigivet næsten simultant med Metal Gear Solid havde det en voldsom opgave i at lokke købere til. Missionen lykkedes dog ganske glimrende, og en trofast fanskare har fulgt begivenhederne igennem yderligere tre episoder. Nu foretages der et koket spring fra én platform til en anden, og Xbox-ejere får endelig muligheden for at træde ind i hverdagen for en dødbringende ninja. K2 sidder stadig og hiver i de udviklingsmæssige tråde, og de har i større eller mindre grad valgt at konvertere PlayStation 2 titlen Wrath of Heaven. Nye tiltag er dog dukket op fra skyggerne, men er ikke nok til at redde titlen fra at føles en kende middelmådig.

De to yderst kompetente skyggekrigere, den maskuline Rikimaru og den yndefulde, atletiske Ayame, er nøglepunktet for kampen mod den slumrende trussel Lord Mei-Oh. Snilde og behændighed overmatcher råstyrke, imens man bevæger sig igennem de forskellige kapitler. Modsat den oprindelige version til Playstation 2 er der føjet endnu et afsnit til vores to heltes eskapader. Rikimaru og Ayame har nu 11 udfordringer, som truer med tyveri, mord og infiltrering. Sekstenhundredetallets Japan er skuepladsen for dette episke opgør, og østens toner lokker os mod magi og heltemod. Her venter kun harakiri til den, som ikke beholder sin ære i kampens hede.

Helt i tråd med det nuværende flow af stealth-spil, så er balancen i Tenchu vægtet kraftigt væk fra mand mod mand-kamp. Områderne skal ikke beundres for deres æstetiske skønhed, men i stedet udnyttes til at komme et skridt nærmere det snært opstillede objektiv. Soldaternes faste vagtturnusser skal betragtes og indlæres fra sikker afstand, mens udenadslære sættes i hak med strategi. Som en erfaren skakspiller skal såvel de enkelte træk som deres konsekvenser overvejes, hvis man ikke vil ende sine dage alt for pludseligt. Man er ikke helt uden evner i nærkamp, men de emsige vagter kalder naturligvis på deres venner, og pludselig er man voldsomt i undertal. I stedet skal man snige sig langs tagrygge, mens man skaber sig et overblik og sørger for at slå til på de helt rigtige tidspunkter. Har man timingen i orden, belønnes man med modstanderens øjeblikkelige og drabelige dødsfald - gerne akkompagneret med lidt sprøjtende arterieblod.

Der er desværre én modstander, som sætter sig over de AI-kontrollerede - nemlig kameraet. I en titel, hvor det er essentielt at have overblik, så er netop kameraføringen essentiel. I stedet udsættes man for en frigid gang tovtrækning, mens man begrænses til horisontal synsfrihed - sågar kun under visse forudsætninger. Et utal af gange måtte jeg kæmpe med fjender uden for skærmen eller finde mig i at blive opdaget af en vagt, som jeg ikke selv havde nogen mulighed for at se. Desuden er kontrollen ikke videre imponerende, ofte så er ens figur længe om at reagere på simple kommandoer, og det er sågar ikke altid muligt at gennemskue, hvilke muligheder man har. Dette står i skarp kontrast til eksempelvis Splinter Cell: Pandora Tomorrow, som udmærker sig med sin silkebløde kontrol og vidt forgrenede net af responsive muligheder.

Nu hvor vi er i gang med sammenligninger med toppen af genren, så er den tekniske standard ligeledes under par. Karaktermodellerne er ganske glimrende, og animationerne er for hovedparten gode, men baggrundene mangler inspiration. Forskellige nuancer af grå og brun er den tematiske indgangsvinkel, som yderligere trækkes ned af teksturer, som gentages i det uendelige. Havde det ikke været for muligheden for at trække et kort frem, så ville man lynhurtigt fare vild i disse ensformige omgivelser. Effekterne er ligeledes kritiske. Eksempelvis så virker vandplask nærmest pixelerede. Der er noget ganske god udnyttelse af lysindfald og varmedis, men det er ikke noget, som distancerer sig fra resten af pakket.

Lyden er ligeledes en blandet pose bolsjer. På den ene side står noget ganske stemningsmættet musik, mens der på den anden side er en gang amatørskuespil og nogle jævnt irriterende effekter. Eksempelvis lyden når vores helte løber er en evig irritationsklilde - men det sker jo heldigvis ikke særligt ofte. Muligheden for at spille nogle co op-missioner via Live er en lækker tilføjelse, men det er ikke noget, som strækker levetiden voldsomt. Vælger man at se bort fra de rent kosmetiske ting, og accepterer man kombinationen af styring og kamera, så er Tenchu et ganske udmærket bekendtskab. Det ændrer dog ikke ved, at der er bedre alternativer i genren.