Tera

Jeg river mit enorme sværd ud af dets hylster på min ryg og kaster mig hovedkulds ind i kampen. Vi er en gruppe på fem og vi er omringet af en horde af fjender i den store dungeon. Ildkugler flyver ud fra magikernes hænder, mens jeg selv står midt i virvaret og svinger med det drabelige tohåndssværd. En slagserie efterfølges af et drøn af et angreb, hvor jeg smadrer sværdet ned igennem fjenderne, der bliver reduceret til en bunke livløse klumper kød. Gruppens healer sørger derefter for, at vi alle er klar til nye udfordringer, og vi begiver os videre ned i dybet.

Efter at have brugt en anseelige mængde timer i MMO'et TERA, så er min mening om spillet nu nedfældet. TERA er et af de spil, som siden annonceringen har fastholdt min interesse, uden at jeg har brugt synderligt meget tid på at se videoer eller læse om spillet. Jeg har kigget på nogle billeder i ny og næ og ellers hørt lidt om, hvordan de ville gøre blandt andet kampsystemet mere dynamisk ved at have færre hotkeys på skærmen, og dermed opfordre spilleren til at være mere spontan i sin tilgang til kampene. Netop kampsystemet har været en af de ting, som for mit vedkommende gjorde TERA mere interessant end mange af konkurrenterne i genren. Idéen om det mere actionorienterede gameplay tiltalte mig, men om det fungerede, kunne jeg ikke lade være med at være skeptisk omkring.

Derfor var det altså med en vis tvivl i baghovedet, at jeg gav mig i kast med dette nye MMO, men jeg ville lade tvivlen komme det ambitiøse projekt til gode. Først vil jeg knytte en kort kommentar til historien i spillet. Verdenen i TERA bliver angrebet af en frygtindgydende fjende, der truer med at ødelægge alt liv, og det er nu op til ens figur at redde verden fra dette angreb. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg forholdsvist hurtigt fandt mig selv trykke på accept-knappen, før jeg egentlig havde læst alt i tekstboksen, men det skulle vise sig, at det bestemt heller ikke var historien, der skulle fastholde min interesse for spillet.

Jeg er ikke nogen specielt garvet MMO-spiller, så havde frygtet, at jeg skulle bruge uanede mængder energi på at sætte mig ind i mekanikkerne for at kunne få bare en lille smule ud af spillet. Det var dog ikke tilfældet, og spillet sørger for, at man når omkring en stor del af de væsentlige aspekter på en lettilgængelig, men ikke kedelige måde. Ens eventyr starter på øen Island of Dawn, der er en begynder-zone, som alle skal igennem, før de kan udforske resten af Arborea, der er navnet på verdenen i TERA. Et smart tiltag er, at man inden sin ankomst til Island of Dawn vil have prøvet kræfter med ens figur-klasse på level 20 i et mindre område. På den måde kan man fra begyndelsen teste, om den valgte klasse tiltaler én, når man stiger i level og får fingrene i nogle mere potente evner.

Efter at have klaret størstedelen af de mange quest på Island of Dawn gør man brug af en af transportmulighederne i TERA, nemlig The Pegasus. På ryggen af en af disse flyvende heste bliver transport mellem de forskellige zoner gjort en anelse nemmere. Ofte vil forskellige quests dog kæde zonerne sammen, så man på den måde ikke så ofte har brug for denne form for transport. Når man rammer level 11, får man desuden adgang til et mount, i mit tilfælde en hest, hvilket også gør alting lidt mere overskueligt.

Quest-systemet er som man kender det fra andre MMO's, men der er alligevel nogle tiltag, der tilføjer lidt til den nu efterhånden ofte brugte skabelon. Røde quests er direkte forbundet til historien og er obligatoriske, hvis man vil gennemleve denne. Gule quests er valgfri, men vil ofte være smarte at gå i gang med, da de giver uvurderlig XP og ofte også kaster brugbart loot af sig. Flere quests handler om at dræbe eller indsamle X antal af Y, og her har udvikleren indlejret en smart feature. Trykker man på navnet på eksempelvis den type monster man skal dræbe, vil man på sit mini-kort kunne se en masse orange pletter, der viser, hvor denne type monster befinder sig. Der er mindre spiltid i denne type quests, hvilket er en kærkommen tilføjelse. Nogle af disse valgfrie quests kræver også, at man eskorterer en bestemt NPC til en givent sted, eller at man dræber en vis mængde fjender på inden for en bestemt tidsgrænse. I længden bliver det en anelse trivielt hele tiden at skulle dræbe en vis mængde af en bestemt fjende, og selvom der er en smule variation i udførslen af disse opgaver, så er det klart de historiedrevne quests, der er mest interessante.

Der er dog en ting, der hjælper lidt på de trivielle quests, nemlig kampsystemet, der viser sig at være det trækplaster som jeg havde håbet på.

Udviklerens mål har været, at kampsystemet skulle åbne op for en mere intuitiv og spontan spillestil.
Selvom jeg måske ikke føler mig direkte spontan eller ekstremt intuitiv, når jeg kæmper mig igennem de mange fjender, så er der alligevel noget om snakken. Jeg har aldrig været fan af de klassiske rotationer i MMO's, og selvom der er et vist element af denne type rotation i TERA, så er det mere min personlige kampstil, der afgør, hvordan jeg kommer igennem de enkelte kampe, fremfor nogle usynlige udregninger under spillets overflade.
Jeg spiller som en Slayer, en kriger, der bærer rundt på et drabeligt tohåndssværd, er iført en let rustning, og som har en bevægelig, men samtidig kraftfuld tilgang til de mange kampe. Mine angreb rammer med en dødbringende kraft, og selvom de som udgangspunkt ikke er specielt hurtige, så er det her, at kampsystemet virkelig viser sin styrke. Der er nemlig mulighed for at kæde angreb sammen blot ved et tryk på Space-knappen. Hvis jeg for eksempel bruger mit knockdown-angreb, der udføres med en bevægelse fra jorden og opad, så kan jeg trykke på Space på det rette tidspunkt, hvorefter min figur hamrer sværdet nedad igen i en flydende bevægelse. Det er effektivt og så ser det også ret labert ud, når man udrydder seks fjender med sådan en kombination.

Det er også muligt at undvige angreb ved at kaste sig til siden på det helt rigtige tidspunkt. Der er nogle sekunders nedkøling på denne evne, så man kan ikke kaste sig rundt som i God of War, men i visse situationer er en undvigelse lige præcis det der er brug for, hvis man ønsker at overleve.
En anden nytilføjelse er spillets targeting-system. Her er der ikke noget med at låse sig fast på en bestemt fjende, og så ellers bare fyre de forskellige angreb af. I midten af skærmen er et sigtekorn, som konstant skal være rettet mod fjenden, hvis man ønsker, at alle ens angreb rammer, hvor de skal. Dette medfører, at man konstant skal være i bevægelse, og kampene har derfor potentiale til at blive ret hektiske, hvis man står overfor en bevægelig modstander.

Normalt er jeg ikke den store PvP-spiller, men jeg gav det alligevel nogle forsøg i TERA, og endte faktisk med at finde det ret så morsomt. Blandt de forskellige PvP-typer er der duellerne. Starter man en duel med en anden spiller, kæmper man ikke til døden, men derimod indtil den ene kombattant kun har et enkelt livspoint tilbage. Hvis man deltager i en duel i en PvE-zone skal man dog være opmærksom på, at monstre stadig kan dræbe én. Taber man en duel, skal man derfor være ret varsom indtil man får helet sig selv igen, da man ellers vil være et nemt offer for de blodtørstige bæster, der hærger Arborea. Andre PvP-typer tæller Deathmatch, hvor man kan spille 10 mod 10, og Guild vs. Guild, hvor ens guild kæmper mod en anden i slag, der strækker sig over et antal timer, indtil et hold har opnået et vist antal point og lignende.
For mit vedkommende er det også kampsystemet, der gør PvP-delen underholdende. Det afhænger meget af ens evner i kampen, fremfor hvor godt udstyr eller lignende man render rundt med. På den måde oplevede jeg også, at det var muligt at overvinde en modstander, der var 3-4 levels højere end mig, men oplevede også det modsatte, hvor jeg fik stryg af en på papiret underlegen modstander.

Sammen med det actionorienterede gameplay er grafikken også nødt til at blive fremhævet som en af spillets store forcer. Spillet er til tider blødende smukt set i forhold til konkurrenterne, hvilket ikke mindst betyder, at man hele tiden vil se, hvad der venter af spektakulære scenerier i det næste område. Det er sådan set ligegyldigt, om der er tale om endeløse græssletter, sumpbefængte jungleområder eller den hyggelige forstadsby Lumbertown - det er bare knaldgodt ud uanset hvad.

TERA leverer en lettilgængelig men alligevel dyb MMO-oplevelse med en relativt tynd historie, et vanedannende actionorienteret kampsystem og en grafik, der gang på gang formår at imponere. Selvom jeg fra starten var skeptisk, så endte jeg alligevel med at blive grebet af hele tiden at skulle forfine min taktik til den næste kamp og ikke mindst nyde flere af de spektakulære landskaber, der konstant møder én i det smukke land Arborea.