Terminator: Dawn of Fate

Jeg har altid syntes godt om Terminator filmene. De emmer af stemning, og den paranoide illusion er godt fanget. Begge film har en række scener, som på glimrende vis skildrer en nær truende fremtid. En verden hvor mennesket er på flugt, fra en teknik der er løbet løbsk. De mørke billeder, hvor grinende kranier lægger underlag til den desperate kamp, er fremragende Jeg husker følelsen af, at ville se mere - ønskede nærmest en hel film dedikeret dette område.

Kampen om fremtiden
Nu får vi så en mindst lige så god mulighed. I Terminator: Dawn of Fate (Terminator) transporteres du til år 2027, hvor kampen er på vej til en kritisk fase. Spillet danner prolog til den første film. Maskinerne har udviklet en tidsportal, og vil drage tilbage i tiden for at forhindre fødslen af oprørslederen John Connor. Du får kommandoen over Kyle Reese, der som bekendt - i en forkvaklet hønen og ægget situation - ender med at blive John’s far. Du får tilmed muligheden for at kontrollere Kyle’s medsammensvorne kaptajn Justin Perry og Catherine Luna. På skift skal du styre dem gennem horder af metalmonstre - frem mod den forjættede portal.

Der diskes op med ti store baner, der igen er underopdelt i en række mindre baner. Begivenhederne følges fra en tredje persons synsvinkel, med stationære kameraer. Til at eliminere opstanden har Skynet bragt et nyt våben ind i kampen. Maskiner der på overfladen fuldstændigt ligner mennesker. Langsomt bliver menneskenes lejre infiltreret. Indefra foregår koldblodige eliminationer. Spillet åbner op med en længere CG sekvens, der sætter stemningen. I baggrunden tordner temamusikken fra filmene, og vi følger oprørernes kamp. Scenen skifter, en Terminator har infiltreret basen, hvor John Connor befinder sig - og der er flere på vej. Til starte med tager du kontrollen over Kyle. Samtidig med at du skal beskytte John, skal du løse en række underobjektiver. Disse varierer over at slukke ild, ødelægge computere eller befri kammerater.

Masser af våben, masser af tid
Til at uskadeliggøre de påtrængende robotter har du en række våben til din disposition. Her er forskellige automatiske skydevåben af forskellig kaliber samt granater. Dertil har du en såkaldt baton - en form for sværd - som kan benyttes til nærkamp. Vægtningen våbnene imellem er lidt underlig. Du vil faktisk ofte få mere ud af gå i nærkamp end fylde dem med bly. Til at assistere dig i kampene har du muligheden for at skifte til første persons perspektiv. Her har du - kombineret med en Auto-Lock funktion - væsentligt lettere ved at uskadeliggøre fjenderne. Desværre kan du ikke bevæge dig, mens du er i første person, hvilket fjerner meget af fidusen. Effekten af at tømme magasinerne, mod de fremstormende fjender, er dog udmærket. Patronerne sprøjtes ud af våbnene, mens kuglerne penetrerer målet.

Vægten er generelt lagt på action. De ganske få puzzles der er inkluderet, kræver som ofte blot, at du trykker på en knap, eller ødelægger et objekt. Hovedparten af tiden vil du bruge på, at bevæge dig fra lokale til lokale, og nedkæmpe metalhovederne. Ud over de håndvåben, der kan samles op, er der også inkluderet et par andre gimmicks. Du opbygger konstant adrenalin. På vigtige tidspunkter kan du udløse denne, hvorved kampen vendes til din fordel. Det kan være, at du skyder bedre, løber hurtigere eller bliver mere agil. Dertil så er der rundt på banerne placeret nogle maskinkanoner. Her skifter spillet lidt tempo, og der gives nu fuld rekyl mod et væld af fremstormende fjender. Disse sekvenser fungerer ganske udmærket.

Et helt skævt kamera
Desværre så er resten af spillet næsten umuligt at styre. Af uvisse årsager så har programmørerne valgt at satse på stationære kameraer. Det fungerer på nogenlunde samme vis som i Resident Evil. Konstant skifter kameravinklen, pludselig så går din figur ned, hvor han tidligere gik op. Dette giver en masse fnidder, hvor man løber frem og tilbage mellem to kameravinkler. Dertil så er der utal af situationer, hvor du bekæmper fjender som du ikke kan se. Det er dybt deprimerende, konstant at blive dræbt af usete fjender. I en titel som Resident Evil kan man til dels leve med denne form for kamera. Men i et spil, hvor hovedvægten er lagt på action, så er det utilgiveligt. Man mister lynhurtigt interessen, og bades i frustrationens koldsved. Det er ærgerligt, at en række gode ideer og en gennemgribende stemning dræbes af designfejl.