Test Drive Unlimited 2

"Vi mødes ved C4-køreskolen klokken 19!" Jeg skal prøvekøre online-delen af Test Drive Unlimited 2, og dét er essensen af den instruktion jeg har fået. Har du spillet forgængeren, ved du at TDU ikke er som andre racing-spil. Her er ingen opdeling mellem singleplayer og multiplayer, ikke noget med at skulle gennem kedelige lobbyer eller matchmaking for at finde nogen at spille mod. I stedet er der én stor åben verden, som alle spillere kører rundt i samtidig. Det er nærmest som et MMO.

Test Drive Unlimited 2 bygger selvfølgelig videre på den model, og det betyder at man kan lave aftaler som den ovenfor. Desuden er spilverdenen blevet udvidet, så man nu ikke kun kan køre rundt - man kan også gå rundt i bygninger, såsom bilforhandlere, tøjbutikker og - ja, køreskoler. Af en eller anden grund er denne køreskole, hvor man tager sin første racing-licens i spillet, indrettet som en amerikansk diner, med jukebox, ternet gulv, bardisk og det hele. Man kan bevæge sig frit rundt i førstepersonsperspektiv, lave diverse emotes som at grine, pege og flexe med musklerne, og se de andre spillere og deres avatarer gøre det samme. Og her mødes vi altså, jeg og en række andre spiljournalister, samt et par folk fra udgiveren Atari.

Efter vi har hilst og vinket til hinanden, er det tid til at komme i gang med at race. En af Atari-folkene sender os alle en invitation, og snart befinder vi os i før-race-lobbyen. I de fleste online-spil er "lobby" et fint ord for en statisk skærm med en liste over deltagere, men ikke her. I stedet bliver vi alle teleporteret til startlinjen for det løb, vi skal køre, og mens vi venter på at alle bliver klar, kan vi frit gå rundt og beundre hinandens biler, sammenligne data, og tilmed sætte sig ind og beundre interiøret.

Som nystartet spiller har man valget mellem tre biler, og de fleste af os journalister har valgt den samme Lancia, så i denne lille session er der måske ikke så meget at kigge på, som der vil være i en typisk gang multiplayer i det endelige spil. Heldigvis har kører de to tilstedeværende Atari-folk i henholdsvis i en Ferrari 599 og en Mercedes Benz 300SL.

Løbet går i gang, og uden at prale tør jeg godt sige, at jeg straks tager føringen (Ferrarien holder igen, tror jeg). Hvor man i freeroam deler spilverdenen med alle andre spillere, får man i disse lukkede løb sin egen private udgave af Ibiza. Hele øen er dog stadig intakt, så i princippet kan man bare lade de andre om at race og selv køre på sightseeing. Ikke at jeg har tænkt mig at gøre det - næhnej, jeg vil vinde, så jeg giver min lille Lancia alt hvad den kan trække.

Jeg beholder føringen indtil cirka halvvejs gennem løbet, hvor jeg mister grebet, skrider ud og ender i grøften. Et par af de andre kørere når at overhale, inden jeg får kæmpet mig tilbage på vejen, men et par sving længere fremme laver de samme fejl, og jeg ligger atter forrest. Sømmet ryger i bund, og jeg ender med at køre over målstregen flere sekunder før andenpladsen. En overbevisende sejr. Oh yeah!

Vi går videre til aftenens næste spiltype. TDU2 byder nemlig ikke kun på traditionel racing. Løbstypen vi skal køre nu, hedder Faster Than A Speeding Ticket. Den går i al sin enkelthed ud på at passere fem fartkameraer med så høj fart man kan, og spilleren med den højeste gennemsnitshastighed vinder. De fem kameraer er taktisk placeret, så det skifter hvor meget tilløb man har, og hvor langt de ligger fra forrige sving. Kameraerne kan passeres i vilkårlig rækkefølge, så man skal også overveje hvilken rute man vælger. Ikke overraskende vinder førnævnte Ferrari stort i denne begivenhed, men jeg kommer ind på en andenplads, og overbeviser mig selv om at det tæller som en sejr.

Herefter viser Atari-folkene os en af de andre måder, man kan udfordre spillere til race på. For udover at sende invitationer til sine venner, eller de folk man møder på de mange avatar-steder, kan man også udfordre forbipasserende kørere ved at blinke med sine forlygter. Accepterer de udfordringen kan man enten vælge et specifikt løb fra en liste, eller lade spillet finde et tilfældigt løb. Ibiza er en stor ø, så der er rigeligt med løb at vælge i mellem, og alt hvad man passerer af tøjbutikker, bilforhandlere og andre ting undervejs, bliver automatisk indtegnet på ens kort. Altså kan man udforske øen og race på samme tid. Smart!

De fleste racing-spil går ud på at køre mod hinanden, men TDU2 byder også på co-op-spiltyper. Vi prøver to af dem i løbet af aftenen. Den første hedder Follow the Leader. En tilfældig spiller udpeges til at være leder - han er så den eneste, der faktisk kan se ruten på sin GPS, og ved hvor næste checkpoint er. Hver gang alle i løbet har passeret et checkpoint, udpeges en ny leder. Det gælder om at nå i mål så hurtigt som muligt, så det er altså en spiltype, der kræver koordination og kommunikation mellem spillerne, enten via stemmechat eller bilernes blinklys. Det er en ret kaotisk oplevelse, og flere af kørerne må undervejs finde bakgearet, fordi de ikke drejede af det rigtige sted.

Næste løbstype går ud på at holde en bestemt afstand til hinanden - ikke for langt væk, og ikke for tæt på. Et ikon over den forreste bil i feltet lyser grønt eller rødt, alt efter hvordan man ligger. Så længe alle er inden for den rigtige afstand, hiver man point hjem for hver meter man kører, og på deltagerlisten i siden af skærmen bliver ens navn ligeledes skrevet med rødt, hvis man hænger i bremsen.

Umiddelbart virker disse co-op-løb lidt spøjse, fordi man ikke rigtig konkurrerer i dem, men ideen er selvfølgelig at man kæmper mod alle de spillere, der ikke er med, om de bedste placeringer på spillets leaderboards.

Vi slutter aftenen af med et kig på en af spillets dyrere lejligheder. Når man starter spillet får man tildelt en campingvogn med tilhørende garageskur, hvilket ikke er videre eksotisk. Men efterhånden som man racer, stiger i level og tjener penge, kan man købe sig til større og mere glamorøse boliger. Som for eksempel den enorme yacht, som vi nu besøger. Jeg modstår fristelsen til at råbe "I'm on a boat!" ud på det telefonmøde, som vi er blevet guidet gennem under hele sessionen, og følger i stedet vores vært ned i yachtens garage.

Der er direkte udsigt til havbund og fisk gennem kælderetagens vinduer, men jeg vil hellere se på de biler, der holder her. Jeg spotter blandt andet en Bugatti Veyron, en Ferrari Enzo, en Aston Martin One-77 og en DBS. Åh, hvem der bare havde penge. Ligesom i lobbyerne kan man nærstudere bilerne, tjekke data på dem, sætte sig ind og lege med sideruder og foldetag, hvis der er sådan et. Det er tænkt som endnu et aspekt af spillets fokus på sociale aktiviteter - det er trods alt federe at vise sin vilde bilsamling frem, i stedet for bare at snakke om den. Især når man kan invitere sine venner forbi med et enkelt knaptryk.

Og her slutter rundturen i Test Drive Unlimited 2 så. Vi siger pænt farvel og går hver til sit. Snart er jeg tilbage i min lille røde Lancia, og overvejer hvor mange løb jeg mon skal vinde, før jeg også kan flytte ind i en båd...