Tetris DS

Man skulle ikke tro det, men nu er det lige præcis tyve år siden, at den russiske videnskabsmand, Alexei Pajitnov, opfandt det uden tvivl mest populære puzzle-spil nogensinde - Tetris. For mit eget vedkommende skulle der dog gå yderligere tre år, før end jeg kunne stifte bekendtskab med spillet. Det var nemlig på min nabos Game Boy, at jeg for første gang skulle få lov at udforske det tillokkende Tetris-univers - og det var i sandhed en fantastisk oplevelse. Siden da har jeg spillet Tetris i arkade-hallerne, på mobiltelefonen, på hjemmekonsollerne og nyere tids håndholdte - men ingenting slår følelsen af det første Tetris - heller ikke det nyeste Tetris DS.

Tetris har altid været enkelt, men alligevel ekstremt udfordrende for hjernen. Selvom det nyeste udspil til Nintendo DS forsøger sig med en masse nye tiltag, så er det stadig selve grundspillet, der fungerer bedst, når man altså ikke bliver distraheret af irriterrende musik og vanvittige animationer.

Jeg har i skrivende stund tilbragt en god sum timer i selskab med Tetris DS, og det er ikke uden at blive grueligt skuffet over den måde, hvorpå udviklerne fra THQ har forsøgt at omdanne det oprindelige, charmerende gameplay til et mere moderne af slagsen. For at gøre det hele nemmere og lettilgængeligt er der blandt andet inkluderet en skitse af, hvordan de enkelte tetris-klodser lander, og det er muligt at forudse, hvilke klodser der kommer efter den pågældende klods man måtte have gang i.

Desuden kan man gemme en klods, som man ved et simpelt tryk på en knap så kan bruge ligeså snart man måtte have lyst til det. Men mest irriterrende af alt er dog uden tvivl det faktum, at hvis man roterer sin klods konstant, så vil denne ikke lande og sidde fast i bunden - dette gør det næsten alt for nemt at spille den klassiske mode, hvor man skal stable klodser i på en sådan facon, at der ikke er nogen huller imellem.

Ovenstående nye features virker måske som gode tiltag til et efterhånden gammelt koncept, men en del af det, der for mit vedkommende gjorde Tetris så stærkt vanedannende, var det kompromisløse gameplay, hvor det hele gradvist blev sværere og sværere. De nye hjælpemidler i Tetris DS fjerner en del udfordring fra det oprindelige gameplay - faktisk så meget, at jeg var tvunget til at droppe det klassiske klodsstablings-spil og give mig i kast med de nye tiltag og modes, som Tetris DS byder på.

De nye modes varierer fra middelmådige til dødsyge. Det er som om, at man ikke rigtigt har accepteret, at det, det hele handler om, er Tetris. I stedet for har udviklerne skabt modes, hvor man skal lave klods-torvetræk mod den kunstige intelligens, løse klods-puzzles med sin stylus, eller udføre diverse missioner - som f.eks. at bruge en særlig klods til at fjerne to linier. Ja, det er ligeså tørt som det bliver beskrevet - og end ikke THQs forsøg på at friske det hele op, hjælper på sagerne. Jo, man kan dyste over WiFi, jo, man kan høre Mario-temaet, jo, man kan se Mario gennemføre de oprindelige baner fra 8-bits spillet. Problemet er bare, at det ikke er den mindste smule interessant. Samtidig er der som sådan ingenting at låse op, udover et par musik-temaer.

Jeg er personligt helt tosset med retrospil, men når THQ beslutter sig for at fyre Mario, Zelda og Metroid-temaer af til højre og venstre, kan det hele godt gå hen og blive lidt for meget et 8-bits helvede. Tetris DS er nemlig præsenteret via et retro Nintendo-tema, hvor der til tider oven i købet kører scener fra de oprindelige spil på en af DS’ens to skærme. Det er sjovt første gang - anden gang er det en smule irriterrende, og tredje gang var jeg personligt ved at hive mit hår ud ved rødderne. Det hele virker en smule for liret, og som et sølle forsøg på at løfte det enormt simple gameplay helt ud af proportioner. Jeg havde ikke overskud til at lade blikket beskue blikkenslagerens gang på min øverste skærm, samtidig med, at jeg skulle koncentrere mig om at stable klodser på den nederste.

Jeg er delt i to. Den ene del af mig vil enormt gerne være glad for alle de nye tiltag, som THQ tilføjer til Tetris. Den anden del af mig vil egentlig bare stable klodser op, præcis som jeg gjorde i 1989, uden alt for meget lir. Sammenfattet set, ja så må jeg vel sande, at Tetris ikke er som Tetris engang var. Udviklernes konstante stræben efter at skabe noget nyt er ganske forståeligt, men alligevel er det som om der er pillet for meget ved den charmerende grundessens, og lige netop derfor fungerer Tetris DS ganske enkelt ikke. Det er Tetris, og så alligevel ikke. Næh du, find du hellere den gode gamle gameboy frem og spar dine penge i stedet. Jeg er skuffet.