The Alters

Jeg elsker nye koncepter inden for spil - altså mekanisk, strukturel innovation. Der er desværre ikke så meget innovation i spilbranchen disse dage, hvor efterfølgere og genbrug af gamle koncepter og måder at lave spil på er allestedsnærværende. Derfor er det fedt at se, når en udvikler har fundet på noget helt nyt, eller måske en ny måde at bruge et gammelt koncept på, som får en genre til at føles helt frisk og levende.

Derfor var det fedt at få The Alters i hænderne, et spil jeg har haft på radaren længe, men som alligevel er blevet udskudt igen og igen. Derfor har du uden tvivl set det før, til et show, eller bare som tilfældig trailer hist og her, men måske er du ikke bevidst om at det faktisk er ude allerede i morgen den 13. juni, for her har udvikler 11 bit Studios været langt mere vag i deres markedsføring. Og det er en skam, for det her er noget ganske særligt. Det er et fedt koncept, hvor de har blandet forskellige genrer sammen på en helt ny og spændende måde. Man spiller Jan Dolski, som vågner op i sin rumkapsel, efter den er styrtet ned på en ukendt planet. Han finder hurtigt ud af, at han er den eneste, der har overlevet, og må nu alene forsøge at finde en vej til overlevelse.

Han finder hurtigt frem til en kæmpe, mobil rumstation, en slags base, som er formet som et gigantisk hjul, men den er tom. Gennem kontakt med firmaet bag missionen får han at vide, at han skal udforske planeten. På sin første tur udenfor basen finder han et mystisk mineral kaldet Rapidium. Det viser sig at være noget, som forskere har jagtet i årevis, og som måske kan redde menneskeheden. Da han vender tilbage til basen, får han adgang til en kvantecomputer, som giver ham mulighed for at klone sig selv.

Men det er ikke bare kopier. Klonerne er versioner af Jan fra alternative livsforløb. For eksempel én, hvor han blev ved sin mor og udviklede en passion for mekanik. Computeren skaber nye minder til klonen, som passer til denne alternative baggrund, og pludselig bliver en til to: Jan og Mekaniker Jan. Og det stopper ikke her. Alle klonerne har unikke specialiseringer og navne, som passer til deres nye roller og personligheder. For eksempel kan du ende med en Kok Jan, en Ingeniør Jan, en Botaniker Jan og flere andre. Hver enkelt Alter har sin egen baggrund, dialog og behov, og det er op til dig at finde ud af, hvordan de skal samarbejde.

Det er et super fedt koncept, og det er netop derfor spillet hedder The Alters. Historien er overraskende gennemført og fascinerende. Du skal hele tiden tale med dine kloner, som alle har deres egne traumer, tanker og reaktioner, og du vil endda komme i kontakt med personer fra Jorden, som var en del af den oprindelige livshistorie, klonerne nu er afledt af. Disse samtaler kan føre til eksistentielle overvejelser og følelsesmæssigt intense øjeblikke, hvor du virkelig mærker, at det ikke bare er en strategisimulator - det er en menneskelig fortælling.

Okay, så rent lavpraktisk er det her ligedele udforskning i tredjeperson som den originale Jan, og ligedele vedligeholdelse, opgradering og ekspandering af din base, hvor du kloner dig selv og sørger for at de kloner du har trives. Det er usædvanligt, at et spil med så mange RTS- og ressource management-elementer har så meget fokus på karakterudvikling. Klonerne reagerer på dine valg, bliver glade eller nervøse, og kan endda skændes indbyrdes. Du skal tage stilling, mægle og sørge for, at alle fungerer godt sammen, for ellers begynder det at gå ned ad bakke. De kan blive deprimerede, vrede eller nægte at samarbejde. Du skal være en leder, en ven og en psykolog på én gang.

Samtidig skal du udforske planeten, som gemmer på mysterier, farer og skjulte hemmeligheder. Det er ikke bare overlevelse, det er en slags langsom opdagelsesrejse, hvor du aldrig helt ved, hvad der venter rundt om næste hjørne. Spillet blander basebyggeri, ressourcehåndtering, karakterpleje og udforskning i én samlet pakke, og det virker overraskende godt. Eksempelvis kan du finde mærkelige objekter i ødemarken, som ingen af dine kloner forstår, før du tager dem med hjem og lader den rette ekspert analysere dem. Det åbner små sidehistorier og bidrager til følelsen af at være på en fremmed, men levende planet.

Det centrale gameplay går ud på at holde din mobile base i live og flytte den væk fra solen, som truer med at brænde alt op. Men det kræver ressourcer, og de skal graves op på planetens overflade. Det foregår via et lille minispil, hvor du scanner jorden og sætter en minestation op. Men den skal bemandes af en klon, ellers sker der intet. Så du skal hele tiden prioritere: Skal du bruge ressourcerne på at bygge nye moduler til basen eller klone en ny version af dig selv med de nødvendige færdigheder? Disse motivationer er ikke som sådan nye for den type spil, men i denne kontekst bliver spillets egentlige gameplay flow mere unikt.

Spillet tvinger dig konstant til at tage beslutninger og balancere dine behov. En klon mangler måske et sted at sove, og uden søvn bliver han irritabel og ineffektiv. En anden klon synes, I skal fokusere på botanik, mens en tredje vil bygge nye systemer. Hvem lytter du til? Hvad er vigtigst? Det er dig, der bestemmer, og det føles hele tiden som om, du lige mangler én hånd mere, men en hånd mere vil så føre flere problemer med sig. Det gør gameplayet intenst og medrivende. Det føles som at være i spidsen for en ekspedition, hvor enhver beslutning har konsekvenser, og hvor samarbejde ikke bare er en mekanik, men en nødvendighed.
Basen er bygget op som et gigantisk hjul, hvor du hele tiden kan omarrangere modulerne. Det minder lidt om basestyringen i XCOM, hvor du skal have plads til det hele og tænke logistisk. Der er afdelinger til hver klontype, én til botanikeren, én til mekanikeren osv., og du får hele tiden brug for at udvide og tilpasse. Tiden er din største fjende, og du føler sjældent, at du er foran. Det gør, at du hele tiden er i gang med at optimere, justere og reagere på nye udfordringer.

Det skal dog siges at alt dette har en tendens til at blive lettere overvældende. Jeg spillede på PC, hvor det via makroer og musestyring er lidt lettere hurtigt at navigere igennem diverse systemer, og det er direkte svært at forestille sig hvordan det her fungerer på konsol. Selve onboardingen gennem tutorials er også mangelfuld, og jeg er lidt bekymret for at mange spillere vil falde fra, eftersom spillet simpelthen ikke effektivt kommunikere sin dybde via en solid indlæringskurve i løbet af de første timer. Heldigvis, hvis du holder ved, så bliver du belønnet.

Noget af det, jeg virkelig nød, var at udforske planeten. Den er smuk, dyster og føles ægte farlig. Der er radioaktivitet, magnetstorme og andre fænomener, som minder om S.T.A.L.K.E.R.-spillene. Det er super spændende at bevæge sig rundt på en planet, der virker som om, den ikke vil have dig der. Og måske er der mere, end det ser ud til? Man får følelsen af, at planeten er en karakter i sig selv, en tavs modstander, der hele tiden lægger forhindringer i vejen.

The Alters er en skøn blanding af genrer, der kombineres til en stærk og unik helhed. Det er et spil, der kræver omtanke, ledelse og strategi, men også et spil, der byder på dyb historie, stærke karakterer og en verden, man får lyst til at forstå. Jeg kan helhjertet anbefale det hvis du har hang til den slags.