The Bourne Conspiracy

Jason Bourne ramte Hollywood og verden med et øredøvende brag, da filmene om superagenten uden hukommelse viste, hvordan en god omgang action skulle skæres. Men filmene stod alene, og et tilhørende computerspil var ingensteds at finde. Ikke før nu, men heldigvis har ventetiden ikke været forgæves. Hvor filmspil alt for ofte skuffer, så leverer The Bourne Conspiracy meget af det tempo og den nerve, som de tre film med Matt Damon i hovedrollen blev kendt for.

The Bourne Conspiracy bygger på den første film om Jason Bourne, og sideløbende med fortællingen om hans adrenalinpumpende flugt fra Treadstone får man igennem flashbacks lov til at prøve kræfter med tidligere missioner fra superagentens CV.

Der er tale om et helt regulært skydespil, som godt kan vække mindelser om det undervurderede Kane & Lynch. Jason blæser sig vej til Treadstones bagmænd ved at gemme sig bag skranker, biler, vægge og kasser og dukke frem og plante kugler mellem øjnene på fjenderne. Det er set mange gange før og er helt lige ud ad landevejen. Våbengalleriet er sparsomt og begrænser sig stort set til en shotgun, et maskingevær og en pistol. Når fjenderne bliver ramt, flytter de position, men i bund og grund er deres intelligens helt til rotterne. De kan stå og gemme sig få meter fra Jason og alligevel lade ham plante en kugle mellem øjnene på dem, men for det meste finder ildkampene dog sted på en afstand, som mindsker det problem.

Men hvor skydekampene lidt falder i med tapetet, så går The Bourne Conspiracy andre veje i kampen for at fastholde spilleren. Hele vejen gennem spillet bliver man med jævne mellemrum også nødt til at udkæmpe regulære nævekampe. Her kan man vælge mellem et hurtigt og et kraftigt slag, og hører man til de avancerede kan man også gøre brug af både et hurtigt og et kraftigt spark. Det lyder sparsomt, men er i bund og grund tilstrækkeligt. Når man veksler mellem at holde paraderne oppe og angribe varieret, så får man faktisk en udmærket slåskamp serveret. Ikke mindst fordi Jason undervejs i slås- og ildkampe optjener adrenalin, som kan fyres af efter behov, hvilket resulterer i en hurtig mellemsekvens, hvor han smadrer fjenden med de forhåndenværende redskaber, hvad enten det er en skovl, en skumslukker eller et skrivebord. Er der tale om en ildkamp, så resulterer brugen af adrenalin i, at fjenden uskadeliggøres med et enkelt skud. Det er ikke revolutionerende, men det giver spilleren mulighed for at holde tempoet højt, for når kampene bliver for trivielle, kan man hurtigt komme videre ved at ofre lidt adrenalin på fjenderne.

Spillets største trumfkort er også, at det lykkes fint med at slå bro mellem film- og spilverdenen. Tempoet er hele tiden højt, og som spiller føler man sig med jævne mellemrun hensat til Jason Bournes univers gennem en række quicktime events, som er mellemsekvenser, hvor man skal være hurtig til at trykke på de knapper, hvis symboler dukker op på skærmen. Det resulterer i filmisk action af den bedre slags, og sammenholdt med det udmærkede omend regulære skydespil, så er det nok til, at man føler sig underholdt hele vejen gennem spillet.

Midtvejs kaster Jason og Marie sig endda ud i en tempofyldt biljagt i Paris i den lille, røde Mini. Undervejs forsøger de franske politibiler at torpedere det flygtende par, og Jason kan også her gøre brug af sin adrenalin og væve sig igennem trafikken i slowmotion, når der bliver brug for det. Biljagten fungerer som et fint afbræk i det halvmonotone skydespil, men decideret kvalitet er der ikke i biljagten. Den lille Mini hamrer rundt i lysenes by, som kørte den på skinner, og den virkelige verden føles meget langt væk. Det er kun, når man lykkes med en hasarderet adrenalin-manøvre i bullet time, at man føler, man får noget igen for indsatsen. Har man spillet bilbanerne i Reservoir Dogs, har man en fornemmelse af, hvordan biljagten i The Bourne Conspiracy føles: Letbenet, men opkvikkende. Hvis den var et tilbagevendende element i spillet, ville den for alvor tynge oplevelsen, men i de fem minutter, man suser rundt i Paris' gader og stræder, giver den lige præcis det afbræk, den er tænkt som.

Og et afbræk er også lige præcis, hvad The Bourne Conspiracy er. Et lille uforpligtende bekendtskab i sommervarmen eller -regnen. Det er ikke i nærheden af at være et mesterværk, og er man i forvejen lidt ond i sulet, kan man godt argumentere for, at spillet svæver lige deromkring, hvor "godkendt"-stemplet bliver uddelt. Men for alle os, som ser lidt mere lyst på tilværelsen, så er The Bourne Conspiracy nogle dejlige, tomme kulhydrater, som måske ikke mætter, men som bare smager dejligt, mens man gumler løs. At man så ikke kan tygge drøv på Bournes spileventyr er en anden sag. Holdbarheden er uden tvivl for kort, hvilket understreges af, at der ikke er nogen online-mode. Derfor er The Bourne Conspiracy heller ikke for alle, men er man let af sind, er det udmærket sommer-underholdning, der fænger akkurat lige så længe, som spillet varer. Er man Bourne-fan venter der tilmed en overraskende vanedannende oplevelse. Hjernen siger et sekstal, men hører man til dem, som synes, at Reservoir Dogs, Kane & Lynch og The Da Vinci Code var underholdende bekendtskaber, så vil man også synes rigtig godt om Jason Bournes spildebut og føle, at det fortjener et syvtal.