The Bureau: Xcom Declassified

Hvorfor ville nogen dog lave en Xcom-shooter? Det var det spørgsmål, folk stillede, da det spil vi nu kender som The Bureau: Xcom Declassified i sin tid blev annonceret. Fans af den klassiske serie var højlydt utilfredse, og spillet forsvandt snart fra radaren som en nedstyrtet UFO.

Og så lavede Firaxis deres Xcom: Enemy Unknown, der gjorde de sure fans glade igen. Og pludselig virkede et Xcom-skydespil ikke som så skrækkelig en ide alligevel, selvom man roligt kan sige, at der stadig er masser folk derude, der skal overbevises.

Jeg var en af dem. Selvom jeg ikke vil betegne mig selv som dybt skeptisk, så var jeg nysgerrig efter at se hvordan det ville lykkedes. Efter selv at have haft fingrene i spillet er jeg ikke længere så bekymret. TB:XD er bestemt hæderligt, men i hvor lang udstrækning, det gælder, må tiden vise.

Spillet låner heftigt fra en række kilder. En af de mest indlysende er Xcom: Enemy Unknown - og hvorfor ikke? Det er et fremragende spil, der foregår i samme univers. Andre indflydelser er mindre åbenlyse. Senior producer Nico Bihary nævner film som The Day The Earth Stood Still som inspirationskilde. Fra et kulturelt perspektiv er det let at se spillets arv, men ud fra et rent spilmæssigt synspunkt er det svært ikke at ignorere den indflydelse, Biowares Mass Effect-serie har haft på udviklingen af dette spil. Tillad mig at forklare...

I The Bureau styrer du et hold af tre jakkesætbærende alien-jagere. Du styrer en af dem direkte - han hedder Carter - og giver ordrer til de andre to. Ordrene gives via en cirkelmenu, der samtidigt sætter tiden i slow-motion, og dit hold udfører pligttro dine instruktioner, gemmer sig bag cover og skyder løs på de interplanetære udskud.

Det virker alt sammen meget bekendt, og så snart du har lært hvor knapperne sidder, tager det ikke lang tid at få styr på. På dette tidlige tidspunkt er det også ret let. Jeg var dybt metodisk og ville prøve en række forskellige tricks og manøvrer, så det tog mig lidt længere tid at marchere gennem demobanen. Men Dóri Halldórsson fra GRTV var ikke lige så nidkær i sin tilgang, og bragede gennem banen på den halve tid. Vi er blevet lovet, at den Normal-sværhedsgrad, som vi testede, vil blive opjusteret inden lanceringen, og det er der brug for. Lige nu er her ikke udfordring nok.

Det betyder dog ikke, at det ikke er sjovt. Jeg nød at udvælge taktikker midt i kampens hede, at sende mine tropper ud på flanken, at udnytte Lift-evnen til at løfte stærkere fjender op i luften, så Carter og kompagni kan fylde dem med kugler og plasma, og bruge Pulse-evnen til at skubbe fjender ud af dække.

Korridorer fører til skydetelte fyldt med cover, og det går kort sagt ud på at danne sig et overblik over hvert område, udpege de farligste fjender og udsigtspunkter som man kan skyde dem fra. Demoens lethed betyder, at vi aldrig rigtig får brug for mere avanceret taktik, men jeg fulgte nu spillets ånd og brugte dem alligevel, da det næppe bliver lige så let senere hen.

Her er en Mass Effect-agtig dialogmenu, og samtaler i Xcom Declassified præsenteres på stort set samme måde, selvom de mellemsekvenser vi så, var lidt stive i det. Når det så er sagt, så formåede de at levere fortællingen på effektiv vis, og stemmeskuespillet virkede hæderligt.

Et af nøgleelementerne, der er blevet bragt over fra Enemy Unknown, er perma-død. Det var en facet af Firaxis' spil, der resonerede stærkt med publikum. Folk elskede de konsekvenser, det tilføjede til actionen, og den vægt det gav selv de mindre udflugter. Der er ingen smerte i gaming så sød som den, man føler efter at have mistet en højt dekoreret soldat, der har været med en fra starten af kampagnen i Enemy Unknown. Jeg kan stadig huske de tropper, der døde under min kommandos bedrifter, når de betalte den ultimative pris for at bekæmpe invasionen fra rummet og redde planeten. I Declassified kan Carter genoplive sine tropper, og de kan genoplive ham, men det er en tidsfølsom handling. Venter du for længe, og dine agenter er væk for evigt.

Der er også andre ligheder. Selvom det ikke er lige så tegneserieagtigt som Firaxis' turbaserede strategispil, har det en lignende æstetik. Våben og fjender minder alle om ting, vi allerede har set. Her var nogle nye fjendetyper, men mange gamle modstandere vender også tilbage, herunder Sectoids og Mutons. Våben og figurers evner kan opgraderes via XP, der indtjenes i kamp, så spilleren kan skræddersy sin oplevelse.

Det, der adskiller de to spil, er omstændighederne og tempoet, der spilles i. Den oprindelige 1950'er-bagtæppe er blevet skubbet ti år frem til æraen med JFK, Grisebugten og den Kolde Krig. Det er en subtil forskel, men den fungerer fint. Dette er en oprindelseshistorie, en mulighed for at udforske hvordan organisationen Xcom blev til. Det giver 2K Marin en vis frihed når det kommer til ideer og features, men det er tydeligt ud fra den korte demo, at de ikke har begivet sig alt for langt væk fra det oprindelige koncept.

Bureauet har til opgave at dække over invasioner og krænkelser af amerikansk territorium, og selvom de i starten er på udkig efter mere traditionelle gerningsmænd, går der ikke længe før de indser at de illegale udefrakommende stammer fra et sted lidt længere væk end først antaget. Missionerne er delt mellem større og mindre operationer, og du vil kunne sende hold ud til brændpunkter når du selv har travlt andetsted, og få nyheder fra fronten i form af avisudklip.

Den største forskel ligger i spillets tredjepersonsperspektiv, og selv om det ikke er en helt sømløs overgang, er den stadig overbevisende. Nico Bihary sammenligner det med amerikansk fodbold, hvor Enemy Unknown spilles fra trænerens placeringen uden for banen, og Xcom Declassified spilles fra quarterbackens synspunkt, hvor han dirigerer tropperne på slagmarken. Det er en passende analogi.

Spillet klarer sig i sidste ende gennem denne ret begrænsede inspektion. Der er som sagt stadig problemer omkring sværhedsgraden, og visuelt er det ikke lige så stimulerende som man måske ville forvente, den lange rugetid taget i betragtning. Men det kan snildt ende som mindre ankepunkter (selvom det ikke ender som et grafisk forbløffende spil, ser det ikke dårligt ud), og hvis alt andet går op i den højere enhed, studiet sigter efter, kan vi se frem til en uventet fornøjelse, når spillet udkommer i august.