The Bureau: Xcom Declassified

Den ringklædte hånd klapper langsomt den hvide Angola-kat, mens en skræmmende rolig stemme giver mig mine instrukser: forklædt som dansker skal jeg flyve fra Hamburg via Paris til San Francisco. Som repræsentant for Gamereactor vil jeg der møde en tidligere agent fra det britiske forsvarsministerium for at tale om et hemmeligt projekt, der officielt ikke eksisterer. Jeg er ikke overbevist om at mit gråsorte hår, der får mig til at ligne en forelæser fra et norditaliensk Erasmus-program, eller min forfærdelige accent, der i bedste fald minder om en tidligere californisk guvernør, vil kunne underbygge mit dække. Altså må min hanseatiske evne til at drikke slå til for at bevare min skandinaviske identitet. Intet skal forhindre min rejse, hverken aflyste afgange eller tragiske flystyrt i San Franciscos internationale lufthavn.

Der findes altid mere end én sandhed, hvilket vi snart erfarer. Men denne fortælling holder sig til fakta, med den hvide kat som eneste undtagelse.

Vi er inviteret på besøg hos 2K Marin for at tale med udviklere fra forskellige afdelinger. Derudover får vi et sidste kig på The Bureau: Xcom Declassified, inden spillet udkommer sidst i august.

2K Marins studier ligger i det nordlige San Francisco, samme sted som den nedlagte Hamilton flyveplads. Vores chauffør siger henslængt "velkommen til Twilight Zone", da vi kører gennem et Red Dead Redemption-agtigt landskab (der dog er spækket med marinaer), for til sidst at ende i et ekstremt ordinært beboelses- og industrikvarter, der står i skarp kontrast til det frisindede San Francisco. Her er planterne alle nydeligt arrangerede, og der sidder opsynsmænd i alle de ensformige bygningers solbeskinnede haver.

I 2K Marins nye bygning - hvor holdet bag The Bureau: Xcom Declassified arbejder - bliver vi budt velkommen af to store statuer af Booker DeWitt og Elizabeth fra Bioshock Infinite. Vi passerer forbi hylder og montrer fyldt med de mange trofæer og priser, studiet har vundet for blandt andet Bioshock 2, og ankommer i et stort og rummeligt åbent kontorlandskab. Her har holdet deres arbejdspladser, der hver især er dekoreret med alskens nørd-merchandise, og på væggen hænger et stort The Bureau: Xcom Declassified-logo.

Som de har bevist med Bioshock-titlerne, kan holdet skabe imponerende og stemningsfyldte verdener, og det er præcis det, der først fanger vores opmærksomhed ved The Bureau: Xcom Declassified. Spillet fortæller, hvordan Xcom blev grundlagt i de tidlige 60'ere - en æra, der sjældent er blevet vist i spilsammenhæng. Men det er en tid, der giver en spændende baggrund både visuelt og historisk. Vi befinder os i Kennedy-æraen, hvor verden er tæt på ødelæggelse med våben af den radioaktive slags. The Bureau bliver først grundlagt for at bekæmpe truslen fra kommunisterne, men når fremmede væsener - med stærkt overlegen teknologi - angriber jorden, bliver bureauet del af et internationalt hold, der skal stoppe invasionen.

Art Director Jeff Weir viser nogle af sine inspirationskilder. Blandt dem finder vi film som War of the Worlds (lighederne mellem dens rumvæsener og dem fra The Bureau: Xcom Declassified er tydelige), kulisser fra Bond-film, men også moderne serier som Mad Men. Kampene i The Bureau foregår typisk i små amerikanske byer, og Jeff viser os billeder af Home Coming-parader, tankstationer og en diner i Googie-stil med rumalderarkitektur og futuristiske geometriske former. I 1962 var rumkapløbet i fuld sving, så NASA har haft stor indflydelse på Xcom-basens udseende. Altså er der masser af blinkende lys og telegrammaskiner fra en tid, hvor fjernsyn stadig indeholdte rør. Som kontrast virker rumvæsenerne truende og teknisk overlegne selv efter nutidens standarder. Selvom Xcoms Sectoids stadig ligner det klassiske 50'er-billede af skrøbelige rumvæsener, bakkes de op af futuristiske krigsmaskiner. De aggressive Outsiders bombarderer Jorden med såkaldte frø, små terningformede enheder der kan frembringe fremmede strukturer på Jorden.

Xcom-basen spiller en vigtig rolle, og udvikler sig gennem spillet fra et midlertidigt arrangement med halvt udpakkede flyttekasser til et opgraderet hovedkvarter, der benytter fremmed teknologi. Her accepterer vi missioner, starter sidemissioner, udvikler nye teknologier, taler med basens folk og samler vores hold og deres udstyr.

Hensynet til detaljer skaber en fascinerende verden, og vi suger til os af stemningen i basen og kampscenerne. Gameplay-elementer har selvfølgelig også spillet en vigtig rolle i figurdesignet. De bredskuldrede Mutons, såvel som deres deres elite-storebrødre med jetpacks, går med tunge rustninger, og modelling lead artist Austin Germer viser os hvordan individuelle dele af panseret kan skydes af, så man kan ramme sårbare punkter.

Når kampene raser er det op til Jetpack Mutonsene og Sectoidsene i deres trebenede kampdragter at sørge for, at vi aldrig føler os helt sikre. Selv de almindelige Mutons kan tvinge os ud af dække med deres angreb. De forskellige svage punkter kræver altid flankerende angreb, men samtidigt skal man sikre, at ens hold ikke bliver spredt for tyndt ud. Når et medlem falder, er der kun et kort vindue til at genoplive ham i, og når man det ikke i tide, mister man et betroet holdmedlem for evigt - et medlem der havde tilegnet sig vigtige evner i løbet af spillet. Altså har enhver fejl store konsekvenser, som i det klassiske Xcom.

Kernen i The Bureau: Xcom Declassified er kampene mellem squads, forklarer creative director Morgan Gray. De taktiske kampe har rødder i de gamle Rainbow Six-spil eller Full Spectrum Warrior. For at kunne give hurtige og præcise instrukser til ens hold har 2K Marin udviklet Battle Focus, en ringformet grænseflade med forskellige farver til at vælge individuelle holdmedlemmer og deres evner. Mens man bruger det, sløves tiden ned, og for at give større overblik flytter kameraet også til det valgte holdmedlem. Simple kommandoer, som at rykke et sted hen eller angribe, kan også vælges med D-pad'et. Med med Battle Focus-ringen kan man sammensætte kæder af kommandoer, der så bliver udført når man forlader menuen igen. Systemet fungerer fremragende, er intuitivt at bruge og giver mange taktiske muligheder. Udviklerne viser os en række tidligere udgaver af grænsefladen, der blev droppet fordi spiltesterne ikke tog godt imod dem af forskellige grunde. Selv det oprindeligt planlagte førstepersonssynspunkt blev droppet på grund af manglende overblik.

Jeg spørger Morgan om konceptet med perma-død, der ændrer sig let afhængigt af sværhedsgrad. Mest fordi dette koncept er så sjældent på konsol, og vi for nylig havde så meget sjov og sorg med det i State of Decay. Jeg vil vide mere. Efter min session med demoen har jeg det indtryk, at hvis jeg fejler en mission fuldstændigt, bliver jeg bare sendt tilbage til starten af den uden nogen rigtige konsekvenser. Vores hovedperson Agent William Carter kan selvfølgelig ikke rigtig dø, men de andre holdmedlemmer er dødelige og det er smerteligt at miste dem, fordi vi som sagt også mister deres evner. Manglen på en klar specialist blandt de fire figurklasser kan også reducere deres gennemslagskraft.
Morgan forklarer at spillet er lavet til at blive spillet mindst på veteran-sværhedsgraden, og at hans hold har haft mange ophedede diskussioner, men i sidste ende handlede det om spillerens virkelige tid og penge, og om at give dem alle muligheder for at have det sjovt. Det er et argument, der er til at forstå, og kun at tilbyde en sværhedsgrad, som i State of Decay, går nok kun an i download-titler. Risikosøgende spillere på udkig efter deres næste kick skal nok få deres udfordringer, men den der ikke kan lide princippet om perma-død vil kunne omgå det.

Konceptet med de lidt langsommere kampe og større fokus på taktik frem for action kan også ses i fortællingen, siger Morgan Gray. The Bureau: Xcom Declassified udspiller sig mindre som en film og mere som en miniserie, der kan have et langsommere tempo og forskellige spændingskurver.

Da turen nærmer sig sin slutning, vil jeg høre mere om den åbenlyst anderledes udviklingsproces, The Bureau: Xcom Declassified har været gennem. Efter den oprindelige annoncering af en actiontitel baseret på Xcom-serien blev 2K mødt af et hav af kritik. Det er nu fortid, og med Xcom: Enemy Unknown fik fansene et førsteklasses spil, der i høj grad orienterede sig mod sine forgængere. Morgan siger, at udviklerne var taknemmelige for at gå under jorden med spillet og kunne arbejde med The Bureau: Xcom Declassified i ro og mag. Nu hvor 2K har vist hvor forsigtigt, de håndterer Xcom-varemærket, er tiden sikkert moden til at introducere fansene til en anden slags Xcom-spil. Morgan tilføjer, at det er en af fordelene ved at arbejde for et selskab som 2K, der altid forsøger at lave de bedste spil og er villige til at tage chancer. Dengang Bioshock udkom, var der kun få firmaer, der ville realisere et projekt af den slags.

Efter alt hvad jeg har set af The Bureau: Xcom Declassified, mistænker jeg ikke længere 2K for kun at udgive spillet for at begrænse sine tab. Stemningen er fremragende, lokationen tilpas frisk, og de taktiske kampe er spændende og varierede. Med forskellige klasser, perks og udstyr får vi en værktøjskasse, der er ideel til at eksperimentere og sikkert vil holde kampene friske.

Vores besøg hos 2K Marin sker ikke bare på 66 årsjubilæet for Roswell-hændelsen, men værterne har også inviteret en særlig gæst. Mine ordrer lød trods alt på at møde en tidligere agent fra det britiske forsvarsministerium.

I studiets forhave møder vi den selskabelige og ranglede brite. Nick Pope har studeret UFO-observationer for den britiske regering i tre år. Derefter tog han sig af de X-filer som det britiske forsvarsministerium var tvunget til at offentliggøre. Manden har så at sige arbejdet i et ægte Xcom-kontor. I pressen er han blevet kaldt den britiske Fox Mulder - men han er ikke en ægte troende. Det betyder dog ikke, at han ikke har nogen interessante historier at dele. Han siger at de fleste UFO-observationer kan forklares, men en lille procentdel af fænomenet stadig er uopklaret. I visse tilfælde var der ellers betroede folk involveret, såsom piloter i det britiske luftvåben, og især disse sager var ubehagelige for regeringen. Det er uden tvivl pinligt for forsvarsministeriet at indrømme, at ukendte objekter har fløjet rundt i det britiske luftrum. Nick fortæller hvordan man nævnte små grønne mænd i nogle af rapporterne for at tage brodden af situationen i forvejen og styre pressen i en mere humoristisk retning.

Efter afsløringen af X-filerne kom konspirationsteoretikerne på banen, og påstod at regeringen kun havde offentliggjort de harmløse UFO-rapporter. Det er en situation, der lader til at være umulig at slippe ud af, og materiale man får hovedpine af at tænke over. Trods PRISM-skandalen og andre afsløringer råder Nick os ved besøgets afslutning til ikke at begå den fejl at antage, at nutidens regeringer ikke kan holde på hemmeligheder.