The Casting of Frank Stone

Ingen kan benægte, at Supermassive Games har en forkærlighed for horror. Den britiske udvikler har tidligere skabt en række lovende og velmodtagne gyseroplevelser, hvoraf mange er en del af The Dark Pictures Anthology. Uanset om Supermassives projekter hører til denne serie eller er selvstændige udgivelser som The Quarry, har udvikleren en tendens til at følge en meget genkendelig opskrift, som ærlig talt har haft brug for en opdatering. Denne opdatering kommer næste år, når anden sæson af The Dark Pictures begynder med Directive 8020. Men i 2024 står vi tilbage med et sidste gisp fra den gamle formel i Dead by Daylight-spinoffet, The Casting of Frank Stone.

Før jeg fortsætter med at tale om gameplayet og fortællingen, må jeg nævne elefanten i rummet: forbindelsen til Dead by Daylight. Dette er et spinoff-spil baseret på Behaviour Interactives enormt populære asymmetriske gyseroplevelse, men du behøver på ingen måde at have spillet Dead by Daylight for at nyde The Casting of Frank Stone. Der er masser af referencer og nik til de, der kender historien, men spillet fungerer også fint som en selvstændig gyserfortælling, der udforsker, hvordan DbD's frygtindgydende væsen, Entity, introduceres og påkaldes.

Men lad os nu vende tilbage til selve historien og gameplayet. The Casting of Frank Stone foregår over tre tidsperioder. Du oplever en del af historien i slutningen af 60'erne, hvor en lokal politibetjent, Sam, konfronterer seriemorderen Frank Stone og forsøger at forhindre ham i at ofre en baby. Derefter bevæger vi os frem til begyndelsen af 80'erne, hvor en flok teenagere, inklusive Sams søn, sniger sig ind på det samme stålværk, hvor Frank Stone dræbte utallige mennesker, for at filme et indie-horrorprojekt. Dette leder til et påkaldelsesritual, hvor Stones tilstedeværelse begynder at terrorisere og myrde de unge uden nåde. Endelig har vi nutiden, hvor en samling usædvanlige personer, herunder datteren af en af teenagerne fra 80'erne, samles i et foruroligende palæ under falske forudsætninger, hvor de snart befinder sig i et overnaturligt og blodtørstigt væsens vold.

Grunden til, at jeg nævner denne opdeling i tre tidsperioder tidligt, er, at Supermassive har en tendens til at springe mellem de tre perioder under fortællingen, hvilket ærligt talt gør det lidt forvirrende at holde styr på, især når der også er flere tidslinjer at følge.

For mig er en indviklet historie ikke nødvendigvis en fordel, og det gælder især i et gyserprojekt, hvor plottet ikke behøver at være dybt for at underholde og engagere. Men ærligt talt, det ville ikke genere mig så meget, hvis Supermassive kunne levere et gameplay, der føltes godt. Det har desværre ikke været tilfældet i lang tid, da historien ofte er den stærke side, mens gameplayet halter. Derfor fejler The Casting of Frank Stone ofte i sin fortælling, selvom der er enkelte øjeblikke, hvor det lykkes. Et andet problem er tempoet, der efter en fantastisk åbning falder markant, og det tager omkring seks kapitler, før der sker noget af betydning. Dette ville ikke være så stort et problem, hvis det var spændende at udforske stålværket eller palæet, men det er det desværre ikke.

The Casting of Frank Stone er, ligesom mange af Supermassive's tidligere spil, ikke specielt sjovt at spille. Spillet skinner mest, når man enten spiller den fantastiske co-op-oplevelse i sofaen eller benytter den mere filmiske tilstand for at springe de kedelige udforskningsmomenter over. Dette skyldes både, at figurerne føles træge og ufølsomme at styre, næsten som at bakke en 18-hjulet lastbil ind i en blindgyde, og fordi der er meget lidt at lave uden for de filmiske øjeblikke. Supermassive præsenterer en verden, hvor du kan vandre gennem snævre korridorer for at interagere med døre, der ikke kan åbnes, eller samle dokumenter og genstande op, som bidrager til historien, men ellers ikke har nogen effekt på selve handlingen. Der er nogle få gåder undervejs, men de er temmelig ineffektive og består mest af at finde nødvendige genstande på gulvet for at kunne komme videre. Som spiloplevelse er The Casting of Frank Stone derfor ret middelmådig.

De konstante quick-time events hjælper heller ikke meget. De dukker op ud af det blå og kræver en præcision, der føles helt malplaceret i forhold til resten af spillet, hvis de skal gennemføres perfekt. Selvom man normalt kan klare sig uden at have perfekt timing, virker det stadig fjollet, at det er indstillet på denne måde. Men uanset hvad man mener om QTE, har Supermassive altid lænet sig op ad dem, og jeg kan godt se værdien af mekanikken i couch co-op, da det holder folk engagerede. Men mens jeg kan tilgive QTE'erne, har jeg svært ved at tilgive det dårlige filmkamera-system. Når Frank Stones ånd begynder at hjemsøge og angribe teenagerne, kan de bruge et optrækkeligt filmkamera til midlertidigt at stoppe og eliminere Stone. Der er en narrativ begrundelse for dette, men i praksis føles det som en spildt mulighed, da det fjerner frygten ved at blive jaget af en ondskabsfuld fjende og i stedet hælder mod en fjollet gimmick uden dybde, hvilket gør, at monsteret aldrig får en reel chance for at komme tæt på dig.

På trods af at The Casting of Frank Stone viser, hvor nødvendige de planlagte ændringer med Directive 8020 næste år er for en Supermassive-titel, bekræfter det også udviklerens geniale styrker. Forgreningssystemet, der giver dig mulighed for at opleve en af flere slutninger, betyder, at der er stor genspilbarhed i The Casting of Frank Stone, hvilket gør det muligt at opleve nye historietrin, som du ikke ville være stødt på før. Atmosfæren, miljødesignet, karaktermodellerne, præstationerne og dialogen er også fantastiske. Grafikken er ikke fotorealistisk (selvom et sådant niveau af klarhed ville klæde en udvikler som Supermassive), og der er nogle underlige særheder med, hvordan en karaktermodel reagerer og udviser følelser, men for det meste ser dette spil fantastisk ud, har en stemningsfuld atmosfære og spiller uden større tekniske problemer.

Det er på grund af dette, at jeg finder The Casting of Frank Stone meget hit or miss. Der er elementer, der skiller sig ud og imponerer, men også mange aspekter, der holder spillet tilbage og skuffer. En mere flydende spilmekanik ville helt sikkert gøre underværker, men måske endnu vigtigere for et spil af denne type fra Supermassive, kunne fortællingen have haft gavn af mere raffinement for at sikre, at den føltes mindre indviklet og havde et mere afbalanceret og tilfredsstillende tempo. The Casting of Frank Stone vil gå over i historien som et sidste kapitel i denne æra af Supermassive, et kapitel med både op- og nedture. Men selvom det har sine fejl, er der bestemt potentiale i et samarbejde mellem Supermassive og Dead by Daylight, og forhåbentlig vil vi se dette udforsket igen i fremtiden.