The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena

Undertrøjen sidder stramt hen over den muskuløse krop, og svejsebrillerne er parkeret sikkert på den skaldede isse. Skal der meget mere til for at beskrive en af spilhistoriens mest brutale og gennemførte antihelte Richard B. Riddick? Fra plyssæderne i biografmørket var der ikke megen kærlighed at spore til den sidste furyaner, og den dyrtproducerede film floppede fælt. Men på Microsofts jomfru-konsol, den i dag velkendte Xbox, blev det licenserede spil rost til skyerne.

Det var dengang i 2004, og på det tidspunkt var Starbreeze Studios Sveriges wunderkind, der med stor teknisk snilde og ovenud imponerende karaktermodeller skabte mageløse spiloplevelser, oplevelser der pressede maskinerne til det yderste. I 2009 er klimaet en del mere skånselsløst og den virtuelle verden, som i mellemtiden er blevet både højtopløselig og dermed rasende detaljeret, kræver sin mand. Og det svenske hold af ildsjæle er kun til dels denne mand.

I virkeligheden er Assualt on Dark Athena ikke et nyt spil, men i stedet et blandingsprodukt. I pakken finder du det oprindelige Escape from Butcher Bay, krydret af med en 6-8 timer lang fortsættelse ombord på rumskibet Dark Athena og en håndfuld multiplayer-funktioner til dem der mente, at det nærmest var forkasteligt, at originalen ikke indeholdte den slags online-lege. Jeg tror dog, at sidstnævnte kan rulle den slags argumenter ind i et vådt badehåndklæde og så slå dem selv med det, for netop multiplayer-funktionerne er i Assault on Dark Athena den største akilleshæl.

Du skal grave dig forbi de udødelige Deathmatch, Team Deathmacth, Arena og Capture the Flag-spil, før du havner ved modes som Butcher Bay Riot og Pitch Black. Førstnævnte er en variation over Capture the Flag bare med tre fraktioner, og jeg oplevede ikke engang en kamp, der var bare tilnærmelsesvis mere spændende eller udfordrende, end hvad spil som Call of Duty 4: Modern Warfare, Halo 3 eller Left 4 Dead allerede har udødeliggjort, hvilket lægger presset på skuldrene af Pitch Black, der som titlen antyder, foregår i nærmest mørke. Her er en spiller Riddick, komplet med hans krumme Ulaks-knive, mens resten skal dræbe ham. Og dette fungerer faktisk efter hensigten, men der er ikke nok dybde eller variation i denne del til andet end et par enkelte afteners sjov. Resten af pakken er standardiseret sjov og ballade til dem der er cyberspace-jomfruer. Så der er ingen grund til at voldtage båndbredden i denne omgang; Riddick er ikke fremragende online-underholdning.

Heldigvis er det en nærmest pletfri opvisning i tempo og plotdrejninger du møder, hvis du i menuen vælger enten Escape from Butcher Bay eller Assualt on Dark Athena. Den oprindelige historie om Riddicks flugt fra det topsikrede fængsel Butcher Bay, der bl.a. også indeholder fortællingen om hans eyeshine, bugter og vrider sig som en slange over de 10-14 timer eventyret varer. Her bombarderer Starbreeze dig konstant med nævekampe, skuddueller og snigeri (set fra bl.a. tredjeperson)

Der spædes så yderligere til et sirligt tempo, gode dialoger, overordentlig kompetent stemmeskuespil og en for mig, mesterlig afslutning. Ud over et antal småting, så har svenskerne ikke rørt ved dette fabelagtige eventyr, og det er en god idé, for det kan måle sig med Gordon Freemans bedste eskapader i Half-Life 2.

Den gode fortælling fortsætter i Assault on Dark Athena, der foregår efter episoden på Butcher Bay. Her læner Starbreeze Studios sig godt nok lidt for meget op ad den skjulte tutorial jeg var så vild med i det oprindelige spil, men som tempoet stiger og Riddicks arsenal af våben udvides, viser det sig, at Dark Athena i den grad er en fortsættelse med lidt flere taktiske sider. F.eks. er spillets patruljerende droner ikke til at afvæbne, du kan kun bruge deres våben ved at slæbe rundt på dem - og dette foregår i snegletempo, så jo mere du bruger mørket og dine skarpe Ulaks, jo bedre.

Dark Assault er dog ikke uden flammende geværer eller hæsblæsende dueller, men denne anden episode virker mere i balance i forhold til konceptet. At denne del kun kan snige sig op på 6-8 timer alt efter ens engagement, er desværre lidt ærgerligt. Med så lang en udviklingstid havde jeg forventet mig et eventyr i samme længde som originalen.

Visuelt er The Chronicles of Riddick: Assualt on Dark Athena heller ikke førsteklasses. For det meste er spillet pænt, holdt i kolde grå toner, der passer perfekt til Riddicks verden af metal og flimrende computerskærme, men der skal ikke mange mellemsekvenser til, før du lægger mærke til de noget upolerede overflader og den generelle mangel på detaljer. Det er et 2004-spil, poleret og plejet efter alle kunstens regler for at få det til at være præsentabelt i 2009, men det kan ses at der er lagt lag efter lag af make-up på. Frankensteins monster lurer under overfladen. Det rykker dog ikke ved det faktum at Riddicks eventyr er ladet med atmosfære, du skal bare ikke forberede dig på en konsolbetvinger med fingrene dybt ned i de grafiske kredse.

At The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena stadig her fem år senere, fungerer strålende og leverer en af de mest gribende rutschebaneture inden for actiongenren, kan man vælge at se som et tegn på det tidsløse og klassiske design som spillet indeholdte, eller bare spilbranchens manglende evne til at forny sig i den mellemliggende tid. Personligt er jeg ikke i tvivl om at Starbreeze skabte en mindre klassiker, da de i 2004 udgav Riddicks hæsblæsende flugt fra Butcher Bay, og det er en historie der sagtens kan opleves igen mens vi venter på Gorden Freemans endelige opgør i Half-Life 2: Episode 3.