The Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay

Escape from Butcher Bay er beviset på at licensspil kan lade sig gøre. Glem alt om talende slips og deres markedsføringsteknikker. Om sikkerheden i at lave et standardprodukt, med et par let genkendelige scener fra filmen, og så ellers reklamere sig ud af det, indtil samtlige gamere er ved at nå kvalmegrænsen. The Chronicles of Riddick virker, fordi kræfterne bag det er fyldt med entusiasme og gå-på-mod. Fordi de ikke var bange for at gå mod strømmen og fordi alle de regler og love som der er forbundet med denne slags spil, brydes inden for de første få minutters spilletid.

Første genistreg kommer efter kun tyve minutter i selskab med spillet. Camoufleret som starten på spillet, trækkes man nemlig igennem styringen og spillets mange små facetter. Og adrenalinniveauet er drønhøjt hele vejen. Da man så pludselig vågner op ombord på et rumskib med kurs mod Butcher Bay, går det op for en at der kun er tale om en drøm, og dermed har man lige spillet sig igennem nogle helt basale instrukser uden nogensinde at kede sig. Dette er der ikke mange spil der kan prale af. Tænk blot på Splinter Cells dræbende kedelige træningsbane eller starten på et hvilket som helst Final Fantasy-spil.

Men fornyelserne stopper ikke der. Starbreeze Studios har nemlig også sat sig for at bryde reglen om at filmlicenserede spil absolut skal foregå i tredjepersonsperspektiv, så den evt. velkendte filmhelt straks skaber genkendelse hos spilleren. Riddick foregår i stedet som et FPS, der for det meste lader Vin Diesels anti-helt forblive usynlig, men som samtidig har nerve nok til at afbilde ham i form af en truende skygge på væggen, når man vader forbi en lyskilde. Og resultatet er forbavsende godt - oplevelsen bliver om end kun endnu mere intens på denne måde. Dette følges op af cut-scenes, hvor vi så for alvor får den velrealiserede forbryder at se. At sælge Riddick som værende et FPS er dog forkert, idet spillet indeholder lige portioner stealth, skyderi og hidsige nævekampe - et mix som Gamereactor ikke tidligere har været vidne til.

Historien centreres om Riddick, der sendes til det topsikrede fængsel Butcher Bay for at afsone sin straf. Den er udtænkt i samarbejde med Vin Diesel selv og instruktøren David Twohy, der også står bag den kommende film. Og det mærker man straks. Universet sys sammen på en perfekt måde, der giver spilleren lyst til at gå i gang med planerne for en flugtaktion. Samtidig får man de vigtige informationer om hvorfra Richard B. Riddick originalt fik sit sælsomme syn, og det alene er nok til at fans bør labbe spillet i sig. At hans Eyeshine også hurtigt væves ind i gameplayet, beviser blot at det svenske udviklerhold kan deres kram.

Visuelt er det også imponerende hvad Uppsala-udvikleren har kunnet tvinge ud af Xbox-konsollen. Detaljerne og de til tider skræmmende flotte overflader danner rammen om Butcher Bays mørke og forfaldne korridorer. Ensomme lamper blinker i de tomme gange og de indsatte ligner virkelighedens mennesker på en prik, mens de spiller terning eller ryger sig et par cigaretter. Det er tale om et minutiøst arbejde på den grafiske side. Et arbejde der har udmøntet sig i et af de mest markante spiludtryk i lange tider. Andre udviklere skal til at stramme sig an, for at lave noget der ser så godt ud.

Heldigvis halter gameplayet ikke efter. Som FPS fungerer Riddick både i nævekampe og med våben. Et afbalanceret og intuitivt system lader spilleren lege med næverne og samtidig skifte til et af spillets mange alsidige våben ved hjælp af et enkelt tryk på knappen. Dette følges til dørs af nogle elegante stealth-øjeblikke, hvor spilleren tvinges til at droppe geværet og i stedet forsøge sig med lidt list. Et lækkert farvesystem angiver let og præcist om man befinder sig i nok mørke til at snige sig ubemærket forbi. Her får den svenske udvikler så også lige gjort op med de ellers så brugte og til tider ubrugelige HUD-systemer.

Skal man sætte en finger på noget, så må det være den back-tracking og de loadetider som spillet ind i mellem har. Starbreeze har ikke kunnet se sig helt fri for at jage Riddick tilbage gennem allerede besøgte gange og snørklede stier, og selvom det aldrig bliver direkte enerverende, så er der tider hvor tempoet falder en smule og man rent faktisk bliver utålmodig. Loadetiderne gør også sit til at bryde illusionen fra tid til anden, men da de kun er placeret ved et fåtal af døre, så er det såmænd ikke værre end hvad Resident Evil-serien alle dage har kastet i hovedet på spillere. Man kunne måske også med rette påpege at der ikke er et multiplayer-element i spillet og at det, når det er overstået efter 10-12 timer, ikke har nogen som helst genspilsværdi. Men er det et reelt problem, når spillet underholder hele vejen og ikke virker som om det ville fungere på samme betingelser som de mere normale spil i genren?

Gamereactor er i hvert fald ikke i tvivl. The Chronicles of Riddick er et genredefinerende spil på alle måder. Det gør op med licensprodukternes dårlige rygte samtidig med at det viser vejen frem på en lang række områder, og det er netop hvad der savnes i en branche der alt for tit satser på det sikre og afprøvede. Det er en satsning, som nu bør bruges som en fakkel af de mange udviklere der løber forvildet rundt i mørket og ikke længere tror på at de kan gøre en forskel. Dette spil er årets absolut bedste overraskelse.