Vi nød at spille The Crew, da det udkom sidste år, men desværre kun i et begrænset omfang. Vores ellers ganske fine lyst til at forbedre og udvikle vores voksende garage blev en smule hindret af... Tja, nogle holdkammerater som vi kunne nyde de sjove oplevelser med. Selvom vi ikke gik helt i dybden med alt, hvad spillet dengang havde at byde på, formåede vi dog at klare os igennem en god del af spillets historieindhold, såvel som vi fik kørt os en tur fra kyst til kyst i vores pimpede Camaro. Det er et fornøjeligt arcade-racer MMO-spil, og da vi satte os ned med titlens første store udvidelsespakke Wild Run, varede det ikke længe, før vi genfandt glæden og rytmen.
Der er masser af nye ting at fortælle om, og vi fik en trin-for-trin gennemgang af alle de nye features. Til vores store overraskelse var den del af udvidelsen, vi havde set mindst frem til, faktisk det der viste sig, at være den sjoveste, og omvendt var den del vi havde glædet os mest til den mest undervældende (dog på grund af tekniske problemer, og ikke fordi den ikke var god).
Lad os starte med det bedste. Drag-racing. Da vi hørte, at denne feature var på vej til spillet, var vores første tanker, at denne spil-mode ville henvende sig mest til de mere seriøse bilinteresserede, som gik op i at vride hver en dråbe af bilernes hestekræfter ud af motorerne på deres firehjulede monsterbiler, inden de kastede sig ud i de hurtige ræs. Vi kunne ikke have taget mere fejl; med en god gruppe venner der konkurrerer i disse korte sprinterløb, er der stort potentiale for massevis af sjov. Disse events handler om timing: Varm dækkende tilstrækkeligt op, accelerer korrekt fra starten, og skift derefter gear med så stor præcision som muligt. Bilerne i disse events skal køres med finføling og respekt, og det er ikke unormalt at se modstandernes biler skride ud, og pludselig køre i den forkerte retning.
En anden sjov feature er introduktionen af monster-trucks. Vi fik lov til at prøve disse kæmpebiler i en specielt indrettet arena, hvor vi lavede tricks og flips som en anden Tony Hawk med kæmpehjul. Vi spurgte om, hvorvidt det i fremtiden ville være muligt for spillerne selv at designe baner i fremtiden, og selvom forslaget blev mødt med entusiasme, var det en entusiasme af uforpligtende natur. Selv med blot de baner som Ivory Tower tilbyder - og vi fik at vide at nogle af dem var en smule "wild" - kunne disse arenaer gå hen og blive kilden til en stor del af Wild Runs sjoveste øjeblikke, hvor spillere kæmper om high-scores med vilde tricks. Vi forventer massevis af saltomortaler.
Andetsteds har vi de nye drift-modes, hvor spillere prøver at lave lange drifts med score-multipliers. Vi har aldrig været synderligt glade for denne del af racing-genren, og det var derfor ingen overraskelser, at vi ikke klarede denne disciplin særligt godt, og kun fik vores multiplier op på en seks-syv stykker (der var åbenbart andre, der fik den op i tyverne). I demoen driftede vi rundt om våde gadehjørner, der var gjort fugtige takket være det nye dynamiske vejrsystem. Vejene er helt sikkert glattere med vand på, men det ligner ikke vi kommer til at aquaplane i The Crew (i hvert fald ikke på samme måde, som vi oplevede det i det nye Forza).
En anden ny feature er motorcyklerne, som bliver tilføjet til spillet. Det var ingen overraskelse, at det at skifte kameraet til førsteperson på en kraftig motorcykel gav en helt fantastisk fartfornemmelse, og de føles klart anderledes fra deres firehjulede modstykker (som forventet). Vi afprøvede dem på snørklede veje, som snoede sig ned ad en bakke, altimens vi blev forfulgt af politiet, hvilket betød, at vi ikke fik den fulde oplevelse af køretøjerne. Vi venter derfor med at komme med den endelige dom over motorcyklerne, indtil vi har fået lov til at prøve dem lidt mere af.
The Summit er en ny feature, der gerne skulle bringe spillerne sammen, og skabe mere fokus på aktiviteterne. Denne mobile hub dukker op rundt omkring på The Crews kort over USA, og vil benytte sig af hvert områdes unikke geografiske elementer. Vi kørte for eksempel ræs i den flade og støvede ørken udenfor Las Vegas, men hvem ved hvor vi vil befinde os, når eventet rykker videre til en ny destination? Ligegyldigt hvor det finder sted, virker det som en sjov måde at bringe spillerne mere sammen, og skabe et naturligt samlingspunkt for både grupper og enlige racerkørere.
Helt tilbage da vi så The Crew for første gang sidste år før spillets udgivelse, konkluderede vi, at hvis spillerne fik adgang til de nødvendige værktøjer til selv at skabe indhold i den massive åbne verden, ville spillet have ben at gå på. Det er muligvis det mest interessante element her; nye features der lader spillerne smide markører i verden, og hurtigt skabe deres egne racerløb og stunt-konkurrencer. Spillerne har længe benyttet sig af terrænet, og brugt det til at skabe deres egne personlige udfordringer, men disse nye features lader til at formalisere denne del af spillet, og spillerbasen vil utvivlsomt få en masse sjov ud af det. Man behøver ikke engang at spille med venner, da man kan skabe en udfordring, og derefter tilbyde den til tilfældige spillere, som leder efter aktiviteter. Har du lyst til at køre om kap rundt om et bjerg, fra by til by eller langs en flod? Dette kunne selvfølgelig sagtens lade sig gøre før, men nu er det gjort betydeligt nemmere ikke kun at køre om kap, men også at finde andre spillere at køre om kap mod. (Vi må hellere nævne, at det var under gennemtestningen af disse features, at vi oplevede tekniske problemer, og selvom vi fik det til at virke til sidst, forventer vi en langt mere gnidningsfri oplevelse, når udvidelsen kommer på gaden).
Da der er tale om et MMO-spil, forventede vi, at en level-cap ville begrænse adgangen til noget af indholdet, men det lader ikke til at være tilfældet. "Vi ville sikre os, at spillerne kunne spille det så hurtigt som muligt," fortalte spillets producer Stephane Jankowski os, da vi spurgte ind til, hvordan nye spillere får adgang til Wild Run-indholdet.
"I The Crew skal man som ny spiller gennem prologen, du ved, de missioner du skal klare i starten af spillet, som beskriver hvordan spilverdenen fungerer osv. Det tager 20-25 minutter. Når det er overstået, har du din første bil, og er klar til The Summit og dermed også de nye extreme-specs, dragster, monster og drift-modes. Man prøver dem af, og derefter kan man fortsætte med historien eller ej, vi låser i hvert fald op for noget af progressionen, for at sikre at man enten kan lave nogle af de sjove ting, Summit-ting, eller hoppe hurtigt tilbage til historien. Det er sådan set der, så tidligt som muligt, at vi åbner op for muligheden for at lege med det nye legetøj."
En del af indholdet vil faktisk gavne alle spillerne, og ikke kun dem, der investerer i udvidelsen (der er tre måder at investere i udvidelsen på - udvidelsen alene, udvidelsen plus hovedspillet og til sidst udvidelsen, hovedspillet og et season pass, i hvad der kaldes "The Complete Edition"). Hele spillet får en grafisk overhaling, og vi er blevet lovet fysisk baseret rendering, nye visuelle effekter fra det dynamiske vejrsystem og en udvidet depth-of-field. Taget i betragtning hvor krævende den enorme åbne verden i The Crew kan være, så spillet ganske godt ud før, men hvis vores hands-on tid er nogen indikation, bliver det snart rigtigt flot. Vi kunne dog godt have tænkt os en side-om-side sammenligning, bare så vi rigtigt kunne se de nye detaljeforskelle.
Det lader på alle måder til at være en positiv udvidelse til The Crew, og de eksisterende spillere, som stadig ræser i den åbne MMO-verden, vil uden tvivl se frem til at afprøve det nye indhold. Der kommer sandsynligvis også lidt nyt blod til titlen. Det ville i hvert fald ikke overraske os, at motorcykler og monster-trucks ikke kunne tiltrække nogle flere folk.