The Cursed Crusade

The Cursed Crusade er en af de mere kontrastfyldte spiloplevelser, jeg længe har haft. For selvom det på nogle punkter virker klodset eller ubehjælpeligt, er det på andre og ganske centrale punkter slet ikke tosset. Og nogle gange står de ting, der slet ikke fungerer, klods op af dem der virker. Det er ret spøjst.

Men lad os starte ved begyndelsen. The Cursed Crusade er et hack'n'slash-spil der foregår under korstogene. Du spiller som Denz de Bayle, hvis far var korsridder men aldrig vendte tilbage fra det tredje korstog. Det betyder at han har mistet land, slot, titler og sin mor. Han slutter sig derfor til korstogene i et forsøg på at finde sin far, bringe ham hjem, og forhåbentlig genvinde alt det han har mistet.

Nåhja, og så er både ham og hans familie ramt af en forbandelse, der gør at de til tider bliver til dæmonlignende skikkelser med horn mens deres omgivelser står i flammer, men som også giver dem nogle ret praktiske magiske evner.

Under en midlertidig tjans som lejesoldat møder Denz spanieren Esteban Noviembre, der er ramt af samme forbandelse, og de danner makkerskab og slår sig til korstoget sammen. I mellemtiden har Denz' far, der stadig lever, tilsyneladende fundet en kur mod forbandelsen, så der er håb forude for vores to helte.

Det er historien i korte vendinger, og selvom den har potentiale, så bliver det aldrig forløst på grund af dårlig fortælling. The Cursed Crusade er nemlig glad for lange mellemsekvenser, meget lange, og både instruktionen og stemmeskuespillet i dem er gennemgående temmelig dårligt. Næsten alle overspiller, og de lyder alle sammen som folk der står i et lydstudie snarere end en slotsgård, en mark, et telt, eller hvor de nu befinder sig.

Samtidigt taler de alle med amerikansk accent - i et spil der foregår i middelalderens Frankrig. Det virker både anakronistisk og malplaceret, og en klassisk britisk eller måske endda fransk accent, som enkelte små bifigurer har, ville være langt mere passende. Eneste undtagelse er Esteban, der har en tyk spansk accent, men anakronismerne fortsætter idet at han nærmest konstant kalder Denz for "hombre".

Overordnet er grafikken heller ikke noget at råbe hurra for. Banerne er for det meste relativt små, med en detaljegrad der ikke imponerer, og figurmodellerne er heller ikke vanvittigt flotte. Dertil kommer at mange af fjenderne er ens.

Og det er her, man begynder at bemærke kontrasterne, for spilmotorens effekter er faktisk ganske fine. Én bane foregår midt under et uvejr, og her kaster lynene et overbevisende lys, ligesom man i mange mellemsekvenser også har velfungerende dybdefokuseffekter.

Og så er der animationerne - de er nemlig også overraskende flotte, resten af grafikken taget i betragtning. Når først klinger og øksehoveder hamrer mod hinanden, bevæger spillets figurer sig både flydende og overbevisende. Animationerne er tydeligvis lavet med motion capture, og måske er det dét, der har været den store post i budgettet. I hvert fald er de særdeles naturtro, og man mærker vægten bag hvert eneste sving og parade. Faktisk hører de absolut til i den bedre ende.

Selve kampsystemet er også glimrende. Her er to knapper til slag, lodrette og vandrette, en til blokader og en til at sparke. De kan kombineres på forskellig vis, og efterhånden som man stiger i level (og det gør man efter hver bane) kan man låse op for nye kombinationer. Der er en håndfuld forskellige våbentyper, såsom forskellige sværd, økser, morgenstjerner og spyd, der hver især har deres egen type angreb.

Denz og Esteban kan til hver en tid træde ind i forbandelsen (hvilket sprogligt ikke giver nogen mening, men det er nu engang det, spillet kalder det). Her bliver spilverdenen som sagt dækket af et tæppe af gløder og flammer, og i denne tilstand kan de udløse forskellige magiske evner, der hjælper i kamp - såsom afstandsangreb og des lige. Dog kan man ikke bruge for lang tid i forbandelsen ad gangen, da man ellers slet og ret dør.

Timer man sine parader ordentligt, fungerer de som en slags counter-slag, der efterlader modstanderen helt åben over for angreb, og sammen med comboerne og de magiske evner betyder det, at kampsystemet i The Cursed Crusade faktisk fungerer helt fint. Det er ikke videre originalt, men er godt implementeret, og det er i sidste ende det, der redder spillet fra dumpekarakterer.

Dét, og så mulighederne for co-op. The Cursed Crusade kan spilles af to både i splitscreen og over Xbox Live, med den ene spiller som Denz og den anden som Esteban, og det hjælper selvfølgelig på den samlede oplevelse. Og selvom der ikke er fokus på loot, kan man dog alligevel overdrage sit udstyr til medspilleren, hvis man finder noget, som denne gerne vil være den nye ejer af. Og det er jo meget hyggeligt sådan at tage på eventyr sammen.

Men man skal være villig til at trækkes med de dårlige mellemsekvenser og det forfærdelige skuespil, hvis man skal have noget ud af spillet. Gameplayet byder ikke på andet end hack'n'slash - der er ingen nævneværdige puzzles eller andet til at variere tempoet, udover lidt quick time events hist og her.

Så selv med et godt kampsystem og flotte animationer rækker helhedsindtrykket ikke til mere end en middelkarakter. Finder du spillet i tilbudsbunken kan det dog godt være et kig værd.