Spil fyldt med fortællermæssige QTE's har efterhånden været en standard siden kult-klassikerne Fahrenheit og Shenmue udkom for mere end 15 år siden. Denne trend blev for alvor cementeret med Heavy Rain og The Walking Dead-serien som de helt store frontrunners, hvilket affødte et hav af spil med varierende kvalitet og kun få innovationer hist og her. Formlen var tydelig. En kluntet kampvogn tung styring, irriterende kameravinkler og halvfesne 90'er adventure-elementer. Det var historien spillerne havde som den helt store drivfaktor og illusionen om, at dine valg havde en reel konsekvens på fortællingen. Specielt det nu afdøde Telltale-studie og Quantic Dream var de helt store syndere og efter et stykke tid blev manglen på konsekvens og den dårlige styring også spillenes undergang. Den middelmådige modtagelse af Beyond: Two Souls og de sidste par Telltale-titler kan anses som en symbolsk aflivning.
Trods forbrugernes trang efter noget nyt, valgte Sony alligevel at satse på Supermassive Games' Until Dawn.
Sleeperhittet fra 2015 formod, trods alle odds og uden nytænkning, faktisk at klare sig rigtig godt. Styringen var kluntet, kameravinklerne ofte forfærdelige og de forcerede adventure-elementer var ikke ligeså irriterende for oplevelsen som det var set tidligere. Hvorfor? Fordi dine valg ikke bare var en illusion, men rent faktisk havde en afgørende påvirkning på hovedpersonernes evne til at overleve. Kombineret med fortræffeligt skuespil af Peter Stormare, Rami Malek og Hayden Panettiere, fik Supermassive Games skabt en uventet succes.
En række VR-titler senere og Supermassive Games er tilbage på deres fortællermæssige hjemmebane.
Selvom navnet på Supermassive Games' nyeste titel er anderledes, skal man ikke lade sig narre, The Dark Pictures: Man of Medan er efterfølgeren til Until Dawn. Tilbagevendende fans vil derfor allerede fra den indledende sekvens føle sig hjemme, hvorfor fokus igen er på den enkelte karakters personlighed og relation til de andre i gruppen. Når det så er sagt, snubler Man of Medan på et hav af områder, og vil med høj sandsynlighed ikke nyde samme kultstatus som Until Dawn formåede at opnå tilbage i 2015.
I denne omgang er vi ikke længere strandet i en hytte midt i ingenting, men bliver i stedet transporteret til et forladt militærskib fra 2. Verdenskrig midt i Atlanterhavet. Karaktergalleriet er også blevet formindsket til kun fem personer og uden den Hollywood starpower vi så i Until Dawn. I stedet for mere kendte navne vælger Supermassive Games at bruge den mindre kendte Shawn Ashmore som frontfigur, men han mangler samme karisma og tilstedeværelse som castet fra Until Dawn. Peter Stormare vender heller ikke tilbage som den gådefulde fortæller, og er blevet erstattet af en mindre karismatisk man med en stor kærlighed til Mozarts ikoniske Rekviem Lacrimosa. Omstændighederne fra slutningen på Until Dawn taget i betragtning giver skiftet mening, alligevel kunne jeg ikke lade være med at savne hans præsens. Det er selvfølgelig en mindre detalje.
Som nævnt udspiller handlingen i Man of Medan sig hovedsageligt på et gammelt skib. Inden vi bliver introduceret til protagonisterne, skal spillere igennem en prolog der fortæller historien om, hvorfor skibet er blevet forladt for så mange år siden. Det fungerer som en udmærket appetitvækker og er samtidig en tidlig indikator på alle spillets værste problemer. Man of Medan har et hav af irriterende gameplay-elementer med en direkte forstyrrende konsekvens for indlevelsen. Dette skyldes hovedsageligt, at næsten ingenting har ændret sig siden Until Dawn ramte spilmarkedet for 4 år siden. Styringen er stadig kluntet og kameravinklerne til tider møgirriterende. Der er dog et øget fokus på at finde små spor, der kan opklare præcis hvorfor, at hele besætningen døde for så mange år siden.
I løbet af handlingen samlede jeg tusind små ting på jorden op og undersøgte dem. Nogle havde en direkte indflydelse på handlingen og andre intetsigende. Det er et fedt whodunit-element, som skaber et incitament til at bevæge sig videre i handlingen. Jeg ville bare ønske det ikke skulle være så anstrengende at komme rundt på skibet. Der var momenter, hvor jeg ikke orkede at udforske et område, fordi det at bevæge sig fra den ene til den anden ende var i kluntet sneglefart - også med speed walk funktionen. Styringen er bare blevet for gammeldags og med valgdrevne spil som Life is Strange og Detroit: Become Human, er det for ringe at Supermassive Games ikke anstrenger sig for at forbedre dette element. Selvsamme element vi var tilbøjelige til at tilgive i 2015, er Man of Medans største achilleushæl.
På den grafiske front varierer det mellem sindssygt flot og forbavsende grimt. Det samme kan desværre også siges om karaktererne. Der var momenter, hvor jeg reelt var imponeret over de flotte omgivelser på skibet som f.eks. en mystisk balsal og hvordan regnen mesterligt skabte en mørk stemning. Til min egen overraskelse virkede det desværre også som om, at grafikken havde fået et hak i den forkerte retning siden Until Dawn. Ansigtsanimationerne var mere stive og mindre naturlige. Dialoger kunne se direkte obskure ud med underlige malplacerede smil og unaturlige kropsbevægelser ude af takt med en samtale. Her hjælper det heller ikke, at skuespillerne bag karaktererne Julia, Alex og Fliss ikke ligefrem leverer en særligt overbevisende performance.
Heldigvis er alt ikke ved siden af. Supermassive Games leverer en oplevelse med rigtige valg, hvor den mindste bevægelse og et svar kan udløse de mest forfærdelige konsekvenser. Dette bliver dertil hjulpet på vej af, hvordan vi som spillere aldrig kan vide os sikre på om vi er en del af en hallucination eller virkeligheden. Ofte vidste jeg ikke om mine valg var virkelige eller om mine karakterer bare var blevet en del af skibets illusioner. Supermassive Games rammer hammeren lige på sømmet og det er spillets absolut bedste aspekt. Det er bare synd, at resten af spillet ikke leverer samme niveau.
Alt i alt er The Dark Pictures: Man of Medan, hverken en specielt god eller direkte forkastelig oplevelse. Den grafiske nedgradering fra Until Dawn, ofte middelmådigt skuespil, forældet gameplay og forvirrende kameravinkler medvirker alt sammen til at skabe en ikke anbefalelsesværdig oplevelse. Er du kæmpe fan af QTE's, spil med udelukkende fokus på konsekvenser af valg og Until Dawn, er spillet muligvis for dig. Ellers bare springover.