Dansk
Gamereactor
previews
The Darkness II

The Darkness II

Gamereactor tog morgenflyet til New York for at teste efterfølgeren til The Darkness. Kan Digital Extremes leve op til arven fra Starbreeze?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

"Giv mig Darkness-kraften", skriger en arret mand med hud som et grønt månelandskab. Samtidigt slår hans håndlangere massive søm gennem mine hænder, i min første korsfæstelse i førstepersonsperspektiv. Hovedpersonen Jackie vrider sig under den hårde behandling, men får bare flere tæsk. Lilla energi flyder ud af hans krop og samles i en urne. Et makabert syn, men alligevel er det ikke voldsspetaklet, der fanger min opmærksomhed, men i stedet det grafiske.

Jeg er i New York for at kigge på The Darkness II. Digital Extremes har fået æren af at forvalte Starbreezes arv, og det første de gjorde var at kaste den realistiske stil fra originalen ud af vinduet, for i stedet at vise, at The Darkness trods alt bygger på en tegneserie. Derfor fremstår spillet i høj grad som håndtegnet på en måde, der fører tankerne hen på Borderlands og Ubisofts klassiker XIII. Jeg overdriver ikke, når jeg siger at Darkness i bevægelse er det mest tegneserieagtige jeg har set i noget spil. Det er som om siderne er vækket til live, og umiddelbart føles det som et fuldstændigt indlysende valg.

The Darkness II

The Darkness II udspiller sig to år efter etteren, og Jackie er stadig ikke kommet sig over mordet på kæresten Jenny. I Darkness II vil vi få mere at vide om hendes død, og hun får også en lille rolle i eventyret. Men for ikke at skræmme de folk væk, der ikke har læst tegneserien eller spillet etteren, er historien skrevet så alle kan tage Jackies eventyr til sig. De tro fans behøver heller ikke bekymre sig. Skaberne har selv været med og bidraget til historien, for at gøre den helt autentisk.

Dette er en annonce:

Tilbage til præsentationen, hvor Digital Extremes skruer tiden en anelse bagud. Jackie går gennem en prangende restaurant, og en tjener fnyser af ham mens to powerblondiner forsøger at fange hans opmærksomhed. Detaljerigdommen er mageløs, og den tegnede stil gør at figurene kommer til live på en helt anden måde end de livløse ansigtsudtryk vi er vant til fra genren. Historien er en vigtig del af Darkness II, og der er rigeligt med forudbestemte mellemsekvenser til at føre fortællingen fremad. Netop sådan en sparkes i gang, da en bil uden advarsel rammer et vindue, og en voldsom kamp bryder ud. Ild, glasskår og massiv ødelæggelse sætter en mægtig stemning, og Jackie får motioneret aftrækkerfingrene, men får også chancen for at vise begge sine ormetentakler for første gang.

Denne gang har man villet gøre tentaklerne lettere at bruge. Venstre aftrækker bruges til at samle ting op, mens højre aktiverer et angreb. Alt fra lygtepæle til bildøre og selvfølgelig også modstandere kan samles op, og tanken er at du skal kunne fokusere på skyderiet. Derfor vil tentakelarmen automatisk holde for eksempel en bildør op foran Jackie som skjold, mens en modstander i stedet slynges mod andre fjender. Alternativt bliver staklen revet over, og resterne kastet mod nærmeste mur.

The Darkness II

Overordnet er kampene betydeligt hurtigere denne gang, Jackie kaster sig smidigt fremad og griber lynhurtigt fjerne våben ved hjælp af tentaklerne. Lyden er blytung og skarp, og trykker alle de rigtige steder. Man kan hele tiden improvisere ved at samle nærtliggende genstande op og bruge dem som våben, der fungerer udmærket som både køller og spyd.

Dette er en annonce:

Hvor forgængerens baner ofte var mørke, på grænsen til kedeligt lysberøvede, har Digital Extremes valgt en anden løsning på den udfordring, at Jackie kun kan bruge sine kræfter i mørke. Mørket er altså vores helts rette element, og derfor vises det knivskarpt og tydeligt. Lyset er derimod kraftigt overmættet, sløret og direkte ubehageligt for øjnene. At skyde alle lyskilder i stykker gør, at man både får mulighed for bedre at udnytte sine superkræfter, men paradoksalt nok også at man bedre kan se.

The Darkness II

En anden stor forandring gælder de små Darklings. Digital Extremes var ikke helt tilfredse med hvordan Darklings blev brugt i det første spil, og har derfor lavet et mere fleksibelt system for de små bæster. De er nu både sjovere, mere relevante og føles som en naturlig forlængelse af serien. Desuden lever de nu deres eget liv, og under en hård kamp i en undergrundsbane får vi blandt andet set hvordan en af de små grimrianer står og urinerer en falden fjende i ansigtet. Alle i lokalet bryder sammen af grin.

Demonstrationen fortsætter, og Jackie kæmper sig til sidst fri fra korsfæstningen og indleder jagten på den arrede mand. Skurken flygter for livet, mens han skriger ordrer til sine folk om at stoppe Jackie. Det bliver også startskuddet på et eventyr, som efter alt at dømme lover godt. Vi håber på en meget værdig opfølger, som lever helt op til den benhårde tegneserie det bygger på.

Relaterede tekster

The Darkness IIScore

The Darkness II

ANMELDELSE. Skrevet af Lasse Borg

Lasse går på mareridtstur i efterfølgeren til det tegneseriestærke action-spil. Læs anmeldelsen af The Darkness II her og hør om det virker.

Konkurrence-special: The Darkness II - statue

Konkurrence-special: The Darkness II - statue

NYHED. Skrevet af Lee West

Der er gode gys, og så er der gode gys. Og så er der dårlig samvittighed. Tilbage i 2012 kørte vi en konkurrence om at vinde en lækker Darkling-statue og glemte alt om...

The Darkness II-interview, del 2

The Darkness II-interview, del 2

ARTIKEL. Skrevet af Lasse Borg

Lasse rejste til London for at møde udviklerne bag The Darkness II, Digital Extremes, og prøve spillet af. Læs anden del af interviewet her.

The Darkness II-interview, del 1

The Darkness II-interview, del 1

ARTIKEL. Skrevet af Lasse Borg

Lasse rejste til London for at møde udviklerne bag The Darkness II, Digital Extremes, og prøve spillet af. Læs det første interview her.



Indlæser mere indhold