The Elder Scrolls IV: Oblivion

Jeg træder ud i lyset og kniber øjnene sammen for ikke at blive blændet af solens stråler, med goblin-blod på mit sværd og kejserens amulet i hånden. Kejseren er død og hele Tamriel er godt på vej mod en katastrofe af bibelske proportioner. Med hans allersidste ord, bønfalder han mig at finde rigets sidste arving, og lægger dermed verdens skæbne i mine hænder. Det er jeg dog ligeglad med. Jeg kigger mod horisonten, ud over de glitrende vande, forbi de solbeskinnede ruiner og mod det sted, hvor skovklædte bjerge møder himlen. Det er der, jeg skal hen. Verden må klare sig lidt længere uden mine heltegerninger.

Ti minutter senere er jeg nået en god del af vejen. Marken foran mig står i fuldt flot og fuglene kvidrer. Det hele er ekstremt idyllisk, lige indtil musikken pludselig snoer over i en mol-akkord og varsler fare. Jeg hører godt den hæse gøen, men kan intet se i græsset, så jeg træder et par skridt tilbage og går op på et lille klippefremspring, for at få et bedre overblik. Der, længere oppe, ser jeg noget mørkt bevæge sig. Jeg kaster en brændende fakkel mod ulven, der hurtigt bryder i brand, men som fortsat løber direkte mod mig. Jeg trækker mit sværd og gør klar til at svinge med det. Jeg rammer den i siden, og ulven tumler livløs forbi mig i luften og ruller ned af den nærmeste bakke. Jeg følger den med blikket hele vejen og lader så mine øjne vandre ned mod søen og øen, hvor jeg startede for adskillige kilometer siden. Bagved ligger hovedstaden i kejserdømmet. Derfra kan jeg næsten ane rigets grænser mod syd. Mit eventyr er kun lige begyndt, og allerede nu er jeg dybt forelsket i Oblivion.

Det hele begynder dog ca. en time tidligere med en fabelagtig intro, der nærmest er cinematisk, hvor Patrick Stewart (kendt fra Star Trek og X-Men) som kejseren beskriver sin forestående død. Musikken, skrevet af Jeremy Soule, er blændende. Selv sidder jeg indespærret i en stinkende fængselscelle, mens en af de andre indsatte kommer med upassende bemærkninger.

Jo, jeg er mørkelveren Silver Madell igen, nu mere detaljeret end nogensinde før. Oblivion benytter sig nemlig af FaceGen, et værktøj, som bogstavelig talt giver mig kontrollen over hver eneste detalje i ansigtet. I godt og vel et kvarter sidder jeg og roder lidt med størrelsen på mine næsebor, jeg skaber en lidt højere pande, justerer min teint under øjenbrynene og gør mine øjenlåg mindre - og sådan bliver jeg ved, indtil jeg er fuldstændig tilfreds. Den eneste begrænsning er, at jeg ikke kan lave et decideret skæg, kun stubbe, men det betyder ikke noget, for det har Silver ikke brug for.

Som med Morrowind, findes der et utal af racer med forskellige forudsætninger og udseender. Fra de kattelignende Khajiiter til øglefolket argonierne, over orker til elvere og mennesker. Med min endelige fremtoning klar, går spillet endelig i gang, og over den næste halve time lærer jeg så alle de færdigheder, jeg får brug for ude i verdenen. Til sidst stilles jeg spørgsmålet om, hvilket fag jeg gerne vil have lært og hvilket stjernetegn. Faktisk så starter Oblivion på en meget rolig facon, noget der giver dig en god ballast til eventyret forude, i stedet for bare at smide dig af ude i ingenting, som både Daggerfall og Morrowind var skyldige i.

Ligesom det er tilfældet med forgængerne Arena, Daggerfall og Morrowind, er Oblivion et mageløst og helt gigantisk stort rollespil, hvor valgfriheden er ulig noget, du kender fra noget andet spil. Der er ingen, der fortæller mig, hvordan jeg skal spille, jeg kan gå præcis hvor det passer mig og gøre præcis hvad jeg vil. Hvad har jeg lyst til? Vi jeg være verdens mægtigste kriger og vinde hæder og ære i gladiatorarenaen? Eller vil jeg hellere være den mest snedige mestertyv, der plyndrer de rige herregårde? Eller vil jeg i stedet udforske glemte ruiner og gå gennem dødelige fælder? Eller, eller, eller i al uendelighed. Det er bogstavelig talt mig selv, der bestemmer det hele, og det er ganske enkelt fantastisk.

Men disse uendelige vidder havde Morrowind også, og den verden havde alligevel sine fejl og mangler. Frem for alt var den rimelig gold og uinteressant. Spillet var også ekstremt ubalanceret og kunne let underløbes ved at finde de mere kraftfulde ting tidligt i spillet. Og kampene, som ellers var tillagt meget plads, var noget af det mest sterile og langsomme i lange tider. Oblivion er større på alle måder, og kejserdømmet Cyrodiil er betydelig mere varieret end vulkanøen Vvardenfell. Omgivelserne er rasende smukke og er en blanding af realistisk, uberørt natur og dunkle, faretruende grotter, ældgamle ruiner og nærmest eventyrlige steder med sin helt egen arkitektur. Faktisk minder Oblivion, specielt i dæmonverdenen, ret meget om Doom 3 i sin atmosfæremættede stemning - om end det hele er dobbelt så ubehageligt og smukt. Vrisne dæmoner angriber ustandseligt, ofre stønner fra deres massive jernbure, mens små, mekaniske miner hopper direkte op i ansigtet på mig. Alt fra fjender til de skatte jeg finder, er nøje tilpasset til mit nuværende niveau, så der er altid udfordring at finde på et givent eventyr. Og så er kampene nu frem for alt hurtige, dynamiske og spændende, hvilket ikke mindst skyldes den robuste fysikmotor.

Oblivion bruger nemlig, præcis som det er tilfældet med Half-Life 2, enhver chance for at fylde ethvert bord, sværd eller død krop til randen med fysiske egenskaber, således at de bevæger sig præcis, som de bør ifølge alle Newtons principper. Specielt magien bliver helt hysterisk lækker at se på, når en ildkugle farer gennem et rum, eller når du med telekinese løfter rundt på ting og sager, ikke ulig Freemans Gravity Gun. Til trods for den gennemførte fysik, så er det dog de uforudsete effekter, der er spillets mest gennemførte. Pile der ikke rammer deres mål hamrer mod den nærmeste væg, mens jeg dukker mig for at kaste min næste besværgelse. At jeg kan udløse fælder med et veludført kast. At det bæger jeg tidligere, ret skødeløst satte fra mig, nu falder ned fra hylden og vælter et par flasker vin.

Da jeg endelig bliver færdig med at lege og har fyldt havnen i Anvil med både flydende og ikke-flydende ting, er det tid til at lave noget, der har med kejserens amulet at gøre. Det tog ikke forfærdelig lang tid at finde frem til rigets arving, men det tog betydelig længere tid at få ham til at indtage tronen som herskeren over riget. Jeg elsker simpelthen ideen med, at jeg ikke fra starten er udset til at være omdrejningspunktet for alt og på forhånd skal styres i en bestemt retning. På den måde slipper jeg også for ret ulogiske ting såsom, at hvis jeg nu havde valgt at være en øgle eller et kattedyr, så ville jeg virke uendelig malplaceret som værende kejserens eneste nulevende barn. Friheden er pegepinden frem for alt andet. Det skal også lige siges, at spillet kan håndtere et hvilket som helst valg, du foretager. Gladiator, vampyr, lejemorder, en svampeplukkende hippie, kan alle sammen gennemføre spillet. Desuden findes der nu også en masse nye evner, der låses op for, som du bliver bedre til dine færdigheder, hvilket betyder, at det kan betale sig at specialisere sig. I det tidligere spil var du stort set nødt til at sprede dig ud over det hele: lidt sværdfægtning, et par ildkugler og lidt snigeri, men nu er serien altså blevet så balanceret, at det ikke længere betyder noget.

Takket være det avancerede ansigtsværktøj, er det også lykkes for Bethesda at lave unikke ansigter og ansigtstræk på alle i den enorme verden. Resultatet er, at verdenen ikke bare er langt mere levende og virkelig, men også at systemet til at overtale andre mennesker, nu fungerer fabelagtigt. Med en blanding mellem smiger, et par lette grin og et par trusler, er det let at få hvem som helst til at synes om dig, eller i stedet hade dig. En ret vrissen lord kan helt pludselig finde på at sælge sit hus til dig, en grådig købmand kan give dig en favorabel rabat og en beskidt tigger kan finde på at hviske alverdens hemmeligheder ind i øret på dig - noget der kan sende dig ud på helt nye eventyr. Du kan endda helt og holdent blive en byboer og så ellers bo der sammen med alle andre, uden nogensinde at skulle tæve løs på dem med en hammer.

Både de civile og fjenderne styres af en avanceret kunstig intelligens, der giver alle personer forskellige mål at opnå og som bagefter lader dem løse dem ud fra et sæt moralske regler. I et tilfælde kom jeg til at gå ind i et hus, hvor ejeren lå og sov. Hun vågende da jeg nærmede mig hende (i mine tunge støvler) og bad mig venligt, men ret bestemt om at gå. Faktisk er det fascinerende bare at sætte sig ned og så ellers iagttage verden omkring sig.

Nu er Silver naturligvis en sød pige, og hun kunne aldrig drømme om at slå nogen i hovedet med en hammer, så det passer mig fint, at der er visse regler, der kan overholdes. I stedet for (som visse andre på redaktionen) at stjæle det første og bedste ridedyr og så ellers styrte af sted med byvagterne i hælene, bestemte jeg mig for rent faktisk at gøre mig fortjent til min hest. Det tog noget tid, men da jeg endelig havde skrabet guldpengene sammen, kunne jeg pludselig opleve Tamriel fra hesteryg. At kunne rejse rundt hurtigere er naturligvis praktisk, også selvom spillet senere lader dig "teleportere" til de steder, du allerede har været. Jeg er også helt vild med det faktum, at hesten faktisk forsøger at vandre hjemad til det sted, hvor du oprindelig stjal eller købte den - eller bare hvordan den går omkring på må og få, når du ikke bruger den.

Det designmæssige er på Xbox 360 udført med store, tydelige menuer, masser af genveje og letlæselig tekst, og selv samme ting går igen i PC-udgaven, så det virker ærlig talt lidt underligt at spille Oblivion med et tastatur og en mus, også selvom præcisionen er en smule bedre med distancevåben. Xbox 360- og PC-versionerne er praktisk talt identiske, men der kræves noget af en muskel-PC for at få samme fornemme oplevelse som på konsollen. Den maskine vi testede spillet på havde 2GB hukommelse og et Radeon X1800-grafikkort, hvilket gav PC-versionen lidt flere effekter at spille med, og en højere opløsning. Alt i alt er Oblivion dog et eventyr, der bedst opleves fra sofaen.

Der findes så meget at fortælle om i Oblivion, og så meget at opleve, men det tjener ikke noget formål at sidde og gennemgå det hele her. Jeg har naturligvis ikke set alle fyrre kvadratkilometer, gennemført samtlige opgaver eller mødt de tusindvis af karakterer, der findes derude, men din rejse gennem Cyrodiil bliver en helt anden end min. Det er det der er så gennemgribende fantastisk ved spillet, og det er derfor at Oblivion er det bedste rollespil nogensinde.