
Det er nogle sjove ting, vores hjerner vælger at lagre. Selv om det er godt og vel et år siden, husker jeg stadig en lille notits på forsiden af en af formiddagsaviserne, hvorfra de tre ord oppe i hjørnet prentede sig ind i hukommelsen. "Verdens bedste rollespil", stod der med små, fede typer, som lokkede med en anmeldelse inde i avisen. Da Gamereactor kort forinden havde belønnet samme spil med et funklende tital, var det tydeligt, at der her var tale om noget helt særligt. Og Oblivion - det fjerde afsnit i The Elder Scrolls-sagaen - gik da også sin sejrsgang verden over og fik et saligt smil frem i mundvigen hos mangen en Xbox 360-gamer og Pc-spiller. PlayStation 3 var stadig et år fra sin europæiske fødsel og kom derfor ikke med på det storslåede eventyr i Tamriel. I hvert fald ikke før nu, hvor spillet genudgives på det blanksorte monster, og det igen er blevet aktuelt at overveje de tre små ord, som proklamerede, at Oblivion ikke havde sin lige på nogen spilhylde.
Det er altid farligt at begynde at uddele VM-bælter, men det ligger helt fast, at Oblivion er en fantastisk oplevelse, som man ikke må snyde sig selv for, hvis man er til rollespil. Over 100 timers eventyr gemmer der sig i kongeriget Tamriel, som er i overhængende fare for at blive overrendt af djævleyngel fra helvedesportene, som har åbnet sig overalt i landet efter kongens død. Den eneste måde, Tamriel kan reddes på, er ved at finde kongens hemmelige søn og få ham kronet, hvilket naturligvis er en opgave, som koster 30-40 timer i sig selv.
Og det er her, Oblivion glimrer fra første færd. Hvis man kan lide at få bundne opgaver og løse et forudskrevet eventyr, så misser man blot et par gange med øjnene, da man første gang ser det fantastiske Tamriel, og så begiver man sig ellers af sted for at opstøve kongens søn. Men føler man i stedet, at de åbne vidder og de høje tinder trækker, så står det en frit for at vende rundt på hælen og skabe sig et helt andet liv end heltens.Vil man være ond? God? Magiker, tyv eller kriger? I Oblivion er der frit valg på alle hylder, og det fungerer storslået. Tamriel er blændende smukt, og overalt finder man grotter, som kan udforskes, fjender, som kan nedkæmpes og venner, som skal hjælpes. Det er ikke forkert at beskrive Oblivion som en slags offline-Warcraft, og selv om der er tale om et voksent rollespil, så er det stadig tilgængeligt for begyndere udi genren.
Desværre lægger man også hurtigt mærke til, at der er tale om et spil, som oprindelig er skabt til at køre på andre maskiner. Selv om Blu-ray-drevet i PS3'en har nedbarberet loadetiderne betragteligt, så pruster maskinen stadig, når man begiver sig rundt i Tamriel på hesteryg. Her hakker grafikken betragteligt og prikker hele tiden hul på den lille eventyrboble, som Oblivion ellers spinder så flot om en. Og det er en skam. Særligt for dem som har tænkt sig at udforske hele kongeriget, kan rystelserne godt fremkalde en pæn portion søsyge, mens det for andre hurtigt bliver en vane at lynrejse rundt i Tamriel ved at klikke på landkortet i rygsækken. At spillet også skæmmes af pop-ups, hvor buske, sten, klipper og fjender dukker op ud af den blå luft gør ikke sagen bedre, men fjerner heldigvis ikke det storslåede og smukke indtryk, som spillet heldigvis også efterlader.
Irritationsmomenterne fra sidste års udgivelse er stadig til stede: Selv om du er til hest, vil ulve forfølge dig flere kilometer og først give op, når du står af og smækker dem i hovedet med et skarpt svær, og det bliver altså irriterende allerede efter femte gang. Og når man spiller i tredje persons-perspektiv har vores helt ikke ordentlig kontakt til Tamriel. Han løber sidelæns, hopper håbløst latterligt og bestiger lodrette bjerge. Det er måske småting, men i en verden af nær-perfektion, stikker de samtidig i øjnene.
Slutteligt kan man også diskutere, om kampsystemet i Oblivion er helt så godt, som det er blevet gjort til. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg hurtigt besluttede at udvikle mine evner til at snige mig frem i skyggerne og nedlægge fjenderne på afstand med min trofaste flitsbue og den uundværlige fire-scroll af den simple årsag, at sværdkampene er for upræcise i styringen. Et problem, som formentlig er affødt af, at de kan udkæmpes i både første- og tredjeperson. Man kunne godt ønske, at udviklerne af et rollespil turde kigge på deres action-kolleger, som laver hack'n slash-spil og så kopierede de bedste elementer. Gjort rigtigt ville det kun styrke oplevelsen.
At der er fejl og mangler i så stort et spil som Oblivion er en selvfølge. At de er tydelige at få øje på har den simple forklaring, at niveauet genne hele spillet er så højt, at selv små skønhedspletter skinner igennem. Det ændrer heldigvis ikke på, at Oblivion er en guldklump, som bør stå på enhver velassorteret spilhylde. Eventyret er enormt, mulighederne næsten lige så store, og indlevelsen, når man sniger sig frem gennem grotter og huler, frodige marker og golde helvedes-stier kunne næsten ikke være bedre. Oblivion er også på PS3'en en regulær tidsrøver, som fortjener at gå endnu en sejrsrunde. Så grib sværdet, og afsig eden: For Tamriel!