The Elder Scrolls IV: Oblivion Remastered

Det originale Oblivion er nok det spil, jeg har postet flest timer i igennem tiderne. Jeg kan huske, jeg så trailerne på repeat, da jeg var en arbejdsløs purk på nogle og tyve, og jeg glædede mig som en lille påskelam til, at spillet endelig udkom. Da det så kom, spillede jeg hundrede, hvis ikke tusindvis af timer, hvor jeg afsøgte Cyrodiil for selv de mindste missioner eller ruiner, som ikke var opdaget før, og så skulle de sidste Oblivion-gates lukkes, for man kan jo ikke have det skidt rendende. Sådan nogle Clannfears i ens baghave laver mere kaos, end rotter kan, og de er også en del mere farlige. Jeg havde ikke forestillet mig, at Bethesda ville opdatere deres gamle spil, men så begyndte nettet at sitre med påstande om, at Oblivion skulle komme i en ny og shiny version, og selvom spillet blev teaset flere gange, så kom det aldrig. Det ændrede sig dog for nylig, da Oblivion Remastered blev shadow-droppet, og jeg sad klar ved Steams download-knap klokken 17:00. Her er så mine erfaringer med Bethesda og Virtuos' opdatering.



Jeg vil fokusere mest på, hvad der er nyt i den nye version, da de fleste sikkert har spillet lige så meget, hvis ikke mere end mig, så lad os komme i gang. Jeg vil starte med det, de fleste nok har hørt mest om, nemlig det nye lag maling, som klassikeren har fået. Ifølge udviklerne kører Oblivion Remastered på den gamle spilmotor Creation Engine, som Bethesda stadig bruger en nyere version af til spil som Fallout 4 og Starfield, og de kalder det hjernen bag opdateringen. Det vil sige, at det er den, der styrer AI og spilmekanikker, og oven på den kører Unreal 5-grafikmotoren, så alt ser skinnende nyt ud. Man kan tydeligt mærke, at det er Creation Engine, der kører showet bag alt den grafiske bling. Det føles som Oblivion helt ned til sin kerne, på godt og ondt. Spillet har stadig den charmerende jank, som man brokkede sig over i starten, da spillet udkom, men som internettet nu har besluttet absolut ikke må mangle i spillet. Karaktererne snakker stadig forbi hinanden i stor stil, og når man ankommer til et af hovedstadens distrikter, bliver man bombarderet med de samme skæve udbrud fra karaktererne, som man altid har modtaget. Når man har vænnet sig til, at grafikken er så flot, som den er, så føles Oblivion Remastered ekstremt meget som originalen. Et produkt af sin tid i den grad, og det er fantastisk.



Der er dog blevet tilføjet et par ting til spillet, så det også føles mere friskt. For eksempel er der kommet flere stemmer til de forskellige racer i spillet, hvilket giver det et friskt pust. Jeg kunne dog bemærke, at lydkvaliteten var en smule forskellig mellem de gamle og de nye stemmer, men måske var det bare mig, der hørte syner.



En anden tilføjelse er, at levelsystemet er opdateret. Hvor man før blev belønnet for de evner, man brugte mest, så kan man her selv vælge at bruge tolv skillpoints på de evner, man har lyst til, hvilket gør, at man også kan gøre sig bedre til evner, man ikke nødvendigvis har brugt så meget, hvilket er ganske fedt. Jeg ved dog ikke, hvad jeg foretrækker. Jeg synes faktisk ikke, jeg kunne mærke nogen stor forskel, men det er godt at have muligheder. Alt i alt er de nye tilføjelser ganske hyggelige, men det ændrer ikke ved, at det her er Oblivion, og det er jeg ganske glad for.



Noget jeg godt kunne have tænkt mig, udviklerne havde ændret, var, at fjenderne stadig stiger i niveau med én. Min allerstørste kritik var og er stadig, at man i starten møder tyve med sløve jernvåben, men når man er høj i niveau, møder man almindelige banditter med det bedste udstyr, hvilket gør, at man tænker, hvis de render rundt med Daedrisk udstyr, har de så overhovedet brug for at røve tilfældige folk? Det kunne moddes væk i originalen, og det håber jeg også, det kommer til at kunne i den nye version, for det er nok det allermest irriterende ved både originalen og denne nye iteration af det legendariske fantasy-spil.



Lad os så snakke om det, man kan se i trailerne, nemlig den smukke grafik, som spillet har fået på, som en kåbe over et slidt jakkesæt. Unreals mange grafiske muskler bliver brugt i opdateringen, og alt fra alle mulige lys-effekter til det magiske ray tracing er med, hvilket også kan sænke billedhastigheden. Har man en maskine, som kan trække det, så ser det hele imponerende ud, men jeg skulle bruge frame generation for at nå over 60 billeder i sekundet, og jeg hører også, at spillet sprutter på konsollerne. Mon ikke det bliver bedre med tiden? Det kunne man håbe på. Heldigvis kan man slå meget af det fra, hvilket gør, at mindre kraftige systemer kan køre spillet, men så ser det ikke nær så godt ud. Lyset er meget af det, som gør, at spillet ser så fantastisk ud i trailerne, og når det er væk, så ser det hele en smule fladt ud desværre.



Karaktererne er også et punkt, hvor jeg har lidt ambivalente tanker. Internettet har besluttet, at mundbevægelserne er dårlige, men det har jeg nu ikke et problem med. Internettet elsker at brokke sig, men vi historielærere underviser i noget, der hedder kildekritik, og jeg synes ikke, det er det store problem. Det jeg synes er et problem, er, at karaktererne ser underlige ud. Der er ingen pæne mennesker i Oblivion. Næsten alle ligner karikaturer og ser værre ud, end de gjorde i Oblivions original. Jeg tror, det skyldes, at rynker og lignende bare ikke rigtigt lignede rynker dengang, og det gør de nu, hvilket fører til ekstremt grimme karakterer, selv når vi snakker unge og rige personer i hovedstaden. Det er næsten som om Unreal har gjort det hele for realistisk, og det synes jeg ikke om. Det tager noget af charmen fra spillet, som jeg følte for originalen. Det kan være subjektivt og bare være mig, men her kunne udviklerne godt have gjort det bedre. Det kunne de også med de mange teksturer, jeg især så i hulerne, hvor man kunne se sømmen i bunden af grotterne, hvor der var små trekanter, der ikke havde nogen overflade. Det er lidt sjusket.



Historien er den samme, hvis du spiller den almindelige version af spillet. Alle udvidelser er med, hvilket er superfedt, og det er historisk den samme oplevelse, som mange sikkert har haft igen og igen i de nitten år, spillet har været ude. Hvis man køber premium-versionen, får man nogle ekstra missioner med og noget hestearmering, hvilket er ganske ironisk for dem, der er "in the know", men om det er de ekstra 10 euro værd, er jeg ikke sikker på. Jeg synes stadig, historien holder, som den skal, og selv om der er flere opgaver, jeg kan gennemføre på ingen tid, fordi jeg kender dem udenad, så er der stadig missioner, der er fede at opleve med den opdaterede grafik. Shivering Isles er også lækkert at se i de nye klæder, som udvikleren har givet spillet. Unreal 5 passer bare til den mere syrede stil, der er i Sheogoraths domæne, mere end den måske gør i Cyrodiils idylliske landskaber.



Så alt i alt synes jeg, Oblivion Remastered er en habil genudgivelse af et legendarisk spil, som vil få nostalgien frem i de fleste, der har levet med historien og Martin Septims kamp mod Mehrunes Dagon i snart to årtier. Bethesda og Virtuos har bibeholdt stemningen og skelettet af det, som Oblivion var, og opdateret det, så det føles friskt. Oblivion er et produkt af sin tid, og jeg ved ikke, om nye spillere vil kunne leve med det jank og den akavethed, som vi andre føler er charmerende i dag, men som en smuk og skinnende tidskapsel er Oblivion Remastered lige det, man kunne ønske sig. Ikke mere og ikke mindre.