Dansk
Gamereactor
anmeldelser
The Elder Scrolls Online: Necrom

The Elder Scrolls Online: Necrom

Claus giver sig i kast med den nyeste udvidelse til The Elder Scrolls Online.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Elder Scrolls Online, eller ESO, er noget af et bæst af et MMORPG. Jeg er, som man måske kunne læse i min "En Newb Spiller Elder Scrolls Online"-artikelserie, ret ny i spillet, og det bliver jeg nok ved med at være, for mængden af indhold er intimiderende, og evigt tiltagende også, måske mest kritisk af alt. Jeg tænker at der vitterligt er tusindvis af timers spil, og jeg har et job, så jeg kommer nok aldrig til at opleve alt. Det hjælper den nye udvidelse Necrom ikke på, da det er en udvidelse med en del kød på. Så lad os se hvad Bethesda denne gang har tilføjet til deres langlivede spilserie.

Det jeg nok mest nyder ved spillet er at alle missioner og karakterer har specifikt stemmeskuespil. I andre MMO'er er det bare vægge af tekst for det meste, og jeg får aldrig læst mig frem til, hvorfor jeg skal dræbe 10 rotter. Ikke bare det, ESO har direkte glimrende stemmeskuespil, og genkendelige skuespillere også, som forklarer hvorfor rotterne skal udryddes. Det sætter dog også farten ned i spillet, da de fleste karakterer har meget på hjerte. Det har de også i Necrom, men jeg synes de generelt er underholdende at lytte til. Handlingen i Necrom har nemlig sit fokuspunkt i Deadric-prinsen Hermaeus Moras rige, og det er ikke ligefrem normale mennesker, der er her. Hermaeus Mora, som man møder i starten af udvidelsen, er en blanding af en blæksprutte med alt for mange øjne, og noget H.P. Lovecraft kunne have fundet på. Den groteske prins hyrer en til at redde hans rige Apocrypha, hvor han skjuler en masse forbudt viden, men også Nirn, som er planeten Elder Scrolls foregår på. Mere info får man ikke i starten, og man skal så finde ud af, hvad det er der truer de to eksistensplaner. Man får derefter adgang til Apocrypha og Telvanni-halvøen. Telvanni-halvøen er som de områder, man så i blandt andet Morrowind især, og Apocrypha er et underligt og bizart sted med flyvende boghvirvelvinde, tentakelmonstre, og væsner som man kun ser i mareridt normalt. Historien tager en både igennem Telvanni og Apocrypha, og de to områder er store og varierede. Det er fedt at udforske især Apocrypha, da det er så underligt det hele, men Telvanni er også ganske spændende, med underlige planter, kæmpe svampe, og flyvende vandmænd.

The Elder Scrolls Online: Necrom
Dette er en annonce:

Historien er også ganske underholdende, og jeg vil ikke spoile den, men jeg kan bare sige, man møder nogle sjove karakterer, og så optrævler man en stor konspiration, som potentielt kan ødelægge eksistensen for alle, hvilket ikke er så godt. Jeg kan rigtig godt lide at historien er så mysteriøs, og fordi den fletter de to områder sammen på så effektiv vis. Der er også nogle underholdende sidemissioner, som supplerer hovedhistorien godt. Så overordnet er historiefortællingen i topform i Necrom.

Nogle af de andre ting, som er blevet tilføjet i Necrom er først en ny klasse. Arcanist, som har evner der passer med hele H.P. Lovecraft-temaet der er i udvidelsen. Arcarnist-klassen har, som de andre klasser, forskellige evner, der passer til den der vil skade en masse, heale, eller tage imod tæsk, ligesom de stereotypiske roller i andre MMO'er. Vil man uddele skade, er det på afstand og med lasere og kasteskyts. Healer-vejen giver lidt sig selv, og det mere nærkampsorienterede kan tage imod tæsk, men stadig uddele en del skade. Jeg rendte for det meste selv, og jeg gik skadevejen, hvilket var ganske sjovt. Arcanist har et nyt pointsystem, der hedder Crux, som er point man sparer op ved at kæmpe, og som man kan bruge på sine evner, så de gør mere skade. Det fungerer godt, og er en spændende ny mekanik, som jeg håber kan implementeres i nye eller ældre klasser.

Man introduceres til Arcanist-klassen igennem en af de to nye følgesvende man kan finde i Necrom. Azandar er en videnssulten Redguard, og hans evner supplerer på opfindsom vis den nye klasse. Det er fedt at en følgesvend på den måde understøtter en klasse, så den er nemmere at gå til, og det kunne andre MMO'er lære en masse af. Derudover kan man også møde Sharp-as-Night, som er en mystisk Argonian, altså de øgleagtige væsner, som er i de andre spil i serien også. Han siger ikke så meget, men jo mere han begynder at stole på dig, jo mere åbner hans sig op. Han passer fint ind i det mystiske tema, som Necrom går efter. Det er fedt, og lige mig.

Der er også et nyt Raid, eller Trials som det hedder i ESO. Jeg havde ikke så meget tid til at prøve det, og da jeg gjorde, gik det ikke så godt. Det virkede dog i samme tråd som resten af udvidelsen, og trods en del genbrug, var det spændende at se hvilke monstre der skulle smadre ens gruppe på 12 mennesker. Det var også hvad der skete. Der er desuden en verdensbegivenhed, hvor man kunne udfordre tre bosser sammen. Så der er da lidt at se til, og en masse loot, hvis det er noget der kan friste. Mit fokus var dog på historien, og der skete meget i de Trials jeg var med i, hvor jeg tænkte, jeg er nødt til at se en guide, for at kunne klare mig, så det er ikke let tilgængeligt for at ESO-newb som mig desværre.

Dette er en annonce:
The Elder Scrolls Online: Necrom

Grafisk er der ikke sket det store i lang tid i ESO. Det hele er da flot at se på, og Hermaeus Mora er da også imponerende lavet, men det hele begynder at se lidt antikveret ud. Det kan man nok ikke undgå med et MMO, der har så mange år på bagen som ESO. En opgradering af grafikken kunne dog ikke skade. Musikken er dog lige i skabet, og understøtter de to nye områder flot.

Når man køber en udvidelse i ESO, så får man kun en brøkdel af hvad andre MMO-udvidelser tilbyder. Derfor er der også ufatteligt mange små udvidelser, man kan købe i spillet. Det er helt uoverskueligt, og i det hele taget er mikrotransaktionerne fjollede her. Jeg har ikke snakket så meget om det i tidligere artikler, men ESO's system er forfærdeligt, hvad ekstra køb angår. Necrom er relativ stor udvidelse sammenlignet med High Isles, som jeg kiggede på for noget tid siden. Der er mere indhold her end tidligere, så hvis min anmeldelse har fristet, så er Necrom et godt sted at begynde.

Vil man have mere indhold, vil jeg foreslå man kigger på nettet, så man ikke får købt noget, der ikke lever op til det man ønsker. Jeg fik Necrom og behøvede ikke købe noget mere, eller ville ikke købe mere. Jeg er personligt fan af atmosfæren i Necrom, og kan man lide Morrowind, så er det mere af det. Necrom er en god og substantiel udvidelse, hvor især historien skinner, men udover Crux-systemet og Arcanist-klassen, kunne det være godt med en portion nytænkning i ESO's evigt ekspanderende univers.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
God historie, den nye Arcanist-klasse, to nye companions, solid stemning hele vejen igennem.
-
Ikke synderligt nytænkende, heftige mikrotransaktioner, svære Trials, genbrug hist og her.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold