The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited

Sidste torsdag skrev jeg om mine første indtryk af The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited. Jeg fortalte om mine overraskende gode oplevelser, og sluttede af med at sige, at mit Elder Scrolls-hjerte var glad. Men jeg var dog spændt på, om den følelse ville holde stik, eller om jeg bare på det tidspunkt, var forblændet af håbet om at kunne genopleve den ægte Elder Scrolls-følelse.

Hvis du spørger mig, hvad jeg husker bedst fra fx The Elder Scrolls: Skyrim, ville det være spillets evne til at hive mig helt ind i verdenen, der blandt mange minder stod klarest. Jeg kunne løbe rundt i timevis i Skyrims snefulde bjerge, udforske den forunderlige verden og glemme alt om missionerne. Man blev opslugt, og man var en del af Skyrim. Jeg kan med glæde sige, at netop denne følelse er tilbage i The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited. Jeg har svært ved at koncentrere mig om én ting og én mission, fordi der hele tiden dukker noget op ude i horisonten, som jeg bare må vide hvad er. Pludselig finder jeg mig selv, tre timer senere, et helt andet sted, end der jeg var på vej hen. Jeg har endnu ikke kedet mig Tamriels massive verden, og det er til trods for, at man er fanget i en ret så lineær zonefremgang. Der synes dog altid at være noget at tage sig til. Om det er at tage forskellige ordrer ind i craftingsystemerne, at bekæmpe dæmoner, der til tider popper op i landskabet, eller om det er at hjælpe nogen i en af de landsbyer, man lige er kommet forbi på vejen, så er der altid noget at give sig til.

Også i stil med tidligere spil i serien, har TESO:TU en heftig baggrundshistorie, som jeg forklarede nærmere i den første del. Helt kort er spillet delt op i to handlinger. Der er den overordnede handling, hvor spillets tre alliancer Daggerfall Covenant, Aldmeri Dominion og Ebonheart Pact kæmper mod hinanden for at overtage tronen og dermed magten i det kejserløse Tamriel. Det er i denne tid, at vores egen historie udspiller sig. En historie, der handler om forræderi, mørkets prins Molag Bal, den evigt onde Mannimarco og vores sjæl.
Spillet og dets univers er utrolig dybt og detaljeret, og det ses tydeligt i de forskellige bøger og sjældnere lorebøger, der er spredt ud i landet, samt igennem de mange dialoger, man har med NPC'er i løbet af spillet. Men det kan også blive for meget af det gode. Man skal virkelig være vågen og opmærksom, når man spiller. Ikke noget med at smutte i tre minutter for lige at lave en kop kaffe, mens nogen taler, eller at spole forbi dialogerne. Så er man lettere fortabt, når man vender tilbage til samtalen. Personligt føler jeg mig heller ikke helt inde i den primære historie endnu. De centrale missioner kommer i bidder, og i starten fangede historien mig ikke - noget jeg ellers synes, Elder Scrolls-serien før har gjort godt. Men spillet ligger op til at fastholde spillerne i længere tid, og jeg synes, at denne centrale historie udvikler sig mere og mere positivt. Jeg tror, TESO:TU's budskab er, at man virkelig må holde ved, og at de loyale spillere, der bliver hængende, også belønnes med en tiltagende fascinerende historie. Det er dog heller ikke svært at gøre, fordi der er tonsvis af andre ting at give sig til, indtil man også er helt bidt af den centrale historiedel.

Det er dog ikke alle racer, der er lige sjove at have med at gøre, har jeg erfaret. Som jeg skrev i den første del af anmeldelsen, kan man vælge imellem ni racer: dark elf, wood elf, high elf, argonian, ork, redguard, bretons, khajiit og nord. Disse racer hører hver især til de tre alliancer. Alt efter hvilken race og alliance man hører til, starter man et særligt sted i spillet. Mens missionerne hos Aldmeri Dominion og til tider også hos Daggerfall Covenant virkede lidt intetsigende og småkedelige, var det en fryd at spille i Ebonheart Pact. Ikke at dette område gik fri fra de gentagende hente-og-bringe-missioner, men jeg synes, at man her oplevede flest finurlige sidemissioner og minimysterier.

ZeniMax Online Studios har formået at skabe rammerne for en ganske fin og nostalgisk tur down memory lane. Jeg kan genkende de eventyrlige områder med farvestrålende kæmpesvampe og et småsært, vildt dyreliv, høre velkendte fraser (jeg er dog ikke stødt på den brugte "arrow to the knee" endnu) og opleve Tamriel i al sin pragt. Jeg tror, at rigtig mange fans af serien vil føle sig godt tilpas i TESO:TU. Men selvom spillet lever op til mine forventninger, når det kommer til Elder Scrolls-delen, hvad så med den mindst ligeså vigtige online-del?

Mit første indtryk var, hvor fantastisk det er at dele sine oplevelser i Tamriel med andre. At være omgivet af andre spillere gav virkelig verdenen en dynamik og et liv, som jeg før har savnet. Man følte sig altid lidt alene i Skyrims grotter og store marker, men det er man ikke længere. Jeg er da også blevet reddet et par gange af rare forbipasserende spillere, der er kommet til min undsætning. Jeg synes, der hersker en god stemning i spillet, og det er et fornøjeligt sted at opholde sig. Men TESO:TU møder en række udfordringer på netop det sociale område, som giver mig nogle bekymringer.

Det første og nok største problem må være valget af kommunikationsform. Jeg meddelte allerede i min første del af anmeldelsen, at ZeniMax Online Studios har valgt AL form for tekstchat fra. I stedet har de valgt at bruge en områdebaseret stemmechat. Jeg kan godt se idéen bag denne beslutning. Forestil dig, at du træder ind i en af Tamriels store byer. De forskellige NPC'ere passer deres daglige gang, mens du kan høre folk i nærheden tale om den seneste quest eller fortælle om, hvordan det gik i den sidste dungeon, de besøgte. Byerne vil være levende og summende på en helt ny og dynamisk måde. Men lige nu falder det helt til jorden, fordi folk primært bruger mikrofonen som støjspreder. Vi skal åbenbart alle sammen høre, når LordFarty96 hører Carly Rae Jepsens nyeste hit, eller når KillerBoy1000 kommer op at skændes med sin bror. I den første del af anmeldelsen skrev jeg faktisk, at det foregik ret glidende, når man skal finde grupper til dungeons. Det viser sig, at jeg har været heldig de første gange. Efter jeg skrev den første anmeldelse, har jeg testet flere dungeons, og det har til tider været en sand pinsel at finde en gruppe. Man kan nemlig ikke bare skrive i en fælleschat, at man mangler en healer eller en tank til en bestemt grotte. Man må enten vente på, at man spillet selv parrer dig med en gruppe, eller man må stille sig hen foran en dungeon og håbe, at nogen vil hoppe med i gruppen.

De områder, hvor jeg oplevede, at stemmechatten var en succes, var i PvP, og når man endelig kom ind i en dungeon. Her er det meget tidsbesparende at kunne brøle sine kommandoer og tips ind i mikrofonen i stedet for at skulle forlade kampen, gå ind i en chat og skrive det hele der. Jeg håber sådan, at stemmechatten vil udvikle sig, og at spillerne imellem måske kunne få en kultur for at begrænse støjen og fremme de spilbaserede samtaler. Det kunne blive en alle tiders rollespilsoplevelse.

Mit forhold til PvP-delen af spillet er endnu lidt anstrengt. På den ene side synes jeg stadig, at PvP-området er alt for enormt, men på den anden side ved jeg, at det er nogle helt fantastiske kampe, der venter mig derinde. Det er det sidste, der triumferer hver gang. Uanset hvor irriteret jeg er over afstanden, rider jeg altid tilbage til kampene, fordi de i bund og grund er en fed oplevelse. Det er nemlig ikke bare spillere, der hakker løs på hinanden. Der er også et taktisk aspekt i kampene. Man skal overtage de andre alliancers kritiske knudepunkter såsom ressourcesteder og borge. Det er ikke noget, en gruppe på fem lige kan klare. Det kræver teamwork. Det er også rart at se, at denne PvP-del hænger sammen med den baggrundshistorie, spillet har. Jeg kan med andre spil til tider blive en smule forvirret over, hvorfor jeg egentlig skal ned og hente flaget eller lignende. Her har jeg en klar motivation til at dræbe de andre alliancer. Det giver kampen en dybere mening og betydning. Jeg synes overordnet set, at PvP-delen er en af spillets styrker, og kunne ZeniMax Online Studios krympe området en smule, ville det jo være perfekt!

Jeg roste også styremekanismerne til skyerne, og disse roser er skam stadig gældende. Spillet hører efter min mening hjemme på en konsol. Den skrabede abilitybar giver mening her, kampene synes dynamiske takket være styremekanismerne, og selv små ting som at dirke en lås op, giver bare mere mening med et brummende joystick i hånden. På en PS4 controller finder man blokér knappen på L2, angrebsknappen på R2 og de specielle evner spredt ud på cirkel, kryds, firkant, trekant, L1 og R1 knapperne, og det giver alt samme god mening. Sprint finder man på L3, mens crouch er på R3. I level 15 introduceres man for en våben-bytte-mulighed, hvor man kan have udstyret én primær abilitybar med ét sæt primære våben samt en sekundær mulighed. For at bytte rundt på disse to, må man søge hele vejen over til D-padden. Og jeg siger "hele vejen", fordi det føles ærlig talt som en besværlig bevægelse at gøre midt i kampens hede. Jeg kan heller aldrig huske om det nu er pil op, ned, højre eller venstre, jeg skal trykke på, så jeg kommer dem alle sammen igennem og får gerne skiftet både perspektiv og drukket en potion, før jeg endelig får skiftet våbnene. Men man kan desværre ikke selv bytte rundt på disse indstillinger.

Noget jeg ikke nævnte i den første del af anmeldelsen var, at de har fjernet den månedlige betaling. Nu betaler man kun engangsbeløbet for spillet, og derefter kan man frit udforske Tamriel uden nogen omkostninger. I sidste ende var det netop denne månedlige betaling, der fik mig til at afmelde min konto til PC-versionen for nogen tid siden. Men nu kan man gå til og fra spillet, uden at man betaler for det. Derfor tror jeg at denne beslutning har været særlig klog af ZeniMax Online Studios. Til gengæld har de indført en mulighed for at købe en premium konto, der blandt andet skulle forkorte kø-tiderne og bidrage med finanser til den nye butik kaldet "Crown Store". Heldigvis kan man ikke købe noget i butikken, der vil give spillere en unfair fordel. Det er udelukkende kosmetisk.

Måske skal jeg i virkeligheden slutte der, hvor jeg også sluttede sidst. Fordi mit Elder Scrolls hjerte er altså stadig glad. Selvom jeg har brugt adskillige timer i Tamriel, har jeg endnu ikke kedet mig, og jeg har også tænkt mig at tage tilbage mange gange endnu. Med joysticket i hånden og Tamriel for mine (virtuelle) fødder, oplevede jeg, præcis den følelse jeg savnede, da spillet udkom på PC. Selvom TESO:TU stadig har noget at arbejde med MMO-mæssigt, har de endelig formået at gøre spillet til et, der hører hjemme i Elder Scrolls-serien.