Dansk
Gamereactor
anmeldelser
The Evil Within 2

The Evil Within 2

Claus har ventet spændt på en efterfølger lige siden originalens udgivelse, og han kan glædeligt rapportere, at The Evil Within 2 indfrier alle forventninger.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

The Evil Within kom ud i oktober 2014, udviklet af Tango Gameworks og udgivet af Bethesda. Spillet blev mødt med blandede anmeldelser, men generelt var folk positive omkring det. Mange havde set frem til et nyt spil fra faderen til Resident Evil-serien, Shinji Mikami, da "survival horror"-genren havde det meget skidt på det tidspunkt daværende tidspunkt. Resident Evil 6 var lige udkommet kort forinden, og her havde mekanikkerne siden forgængeren udviklet sig til en underlig horror/action-hybrid, som ingen var synderligt tilfredse med. The Evil Within skuffede derfor heller ikke, da strukturen og mekanikkerne rent stilistisk mindede mere om det som man fandt i det elskede Resident Evil 4. Personligt elskede jeg de dystre omgivelser The Evil Within, og de groteske monstre, som man ikke altid kunne besejre, men måtte snige sig forbi. Historien var syret, og man var hele tiden usikker på hvad der var virkelighed, og hvad der var fantasi.

Det er nu blevet tid til et nyt kapitel i sagaen om den uheldige Sebastian Castellanos, som i starten af spillet drikker sine sorger væk, efter de traumatiserende hændelser i det første spil. Disse hændelser er helt centrale for spillet, og har man ikke spillet det første spil, kan hele præmissen godt virker overvældende. For lige at opsummere, så finder man ud af i det første spil, at man er koblet til et system, som hedder STEM, hvor flere hjerne er koblet kollektivt til hinanden, for derved at skabe virtuelle verdener. The Evil Within 2 starter så med at hovedpersonen, Castellanos, finder ud af hans datter, som han troede var død, faktisk er i live og er koblet til en af disse STEM-systemer. Hun er kommet i fare, og Castellanos skal nu ind i hendes STEM-verden og redde hende.

Man skal holde tungen lige i munden for at følge med i den krøllede historie, men når spillets handling begynder at bevæge sig fremad med raske skridt, bliver det hele lidt nemmere at sluge. Historien ender faktisk med at være glimrende. Ens jagt efter sin fortabte datter fører en ind og ud af surrealistiske realiteter, hvor man hele tiden bliver overrasket over udviklernes opfindsomhed. Jeg vil ikke ødelægge for meget, men ens jagt efter Lily fører en længere og længere ind i tykt spind af intriger og mareridtsscenarier, det ene mere opfindsomt og rædselsvækkende end det forrige. Her minder spillet en hel del om sin forgænger, i og med at man ikke helt er sikker på, hvad der egentlig foregår rundt om en, da alt det man tror er virkelighed, er i spil, og kan og vil blive brudt. Historien er glimrende integreret i strukturen og i mekanikkerne, og de to ting supplerer hinanden glimrende.

Dette er en annonce:
The Evil Within 2
The Evil Within 2The Evil Within 2The Evil Within 2The Evil Within 2

Selve mekanikkerne, nu hvor vi er ved dem, er som i det første spil. Styring og funktioner er meget baseret på, at man skal overleve overfor diverse monstre som man enten kan skyde hvis man har lyst, eller snige sig om bag dem og snigmyrde dem bagfra. Sværhedsgraden bestemmer dog hvor meget man kan kæmpe, da de højere sværhedsgrader er ret nærige med ammunition og andet brugbart grej. Jeg brugte selv en kombination af at snige mig rundt, og angribe når det var nødvendigt. Spillets svage monstre som nok bedst kan sammenlignes med zombier, kan ikke se så godt, så det er sjældent man ikke selv kan bestemme, hvordan en situation skal kunne håndteres.

Crafting-systemet, som også spillede en anseelig rolle i det første spil, er kraftigt udvidet i dette ny kapitel, og næsten alle offensive og defensive evner Castellanos besidder kan opgraderes så man spiller mere effektivt. Derudover kan våbnene også gøres stærkere, og dette bidrager til en fantastisk dyb spiloplevelse, hvor man hele tiden udvikler de evner og våben som passer til ens spillestil. Man kan dog ikke bare udvikle som en gal. Man finder i den syrede verden opgraderingskomponenter overalt, og når man slår monstrene ihjel efterlader de sig altid ting som man kan opgradere med. Det gør udforskning utroligt vigtigt, og det er også her, at den største forskel er på dette spil og sin forgænger.

Dette er en annonce:

Spillet er nemlig meget mere åbent end det første. Man ankommer til en, bogstavelig talt, iturevet verden, hvor intet er som det ser ud. Det tog mig lidt tid at vende mig til denne forskel, men da jeg så gjorde det åbnede spillet sig enormt. Hver eneste del af den iturevne verden har nemlig relevans. Man modtager kort efter man ankommer radiosignaler på sin modtager, som man så kan forfølge, og disse fører for det meste til godter eller historiesekvenser, som forklarer lidt om, hvad der er gået forud for spillets begivenheder, og de uddyber desuden det der foregår lige nu. Der er ikke nogle dele af kortet, som ikke har en eller anden hemmelighed, og det ganske tilfredsstillende at finde et hus man ikke har været i før, hvor man finder en uventet og ofte overrumplende historieoplevelse. Hvis man skal sammenligne denne spilverden med noget tidligere, så tænker jeg de første tre Silent Hill-spil.

Der er dog også sekvenser, hvor man er fanget i et hotel eller på et museum, og skal løse gåder og bekæmpe monstre inden for et begrænset område, som man også gjorde i det første spil, og denne kombination fungerer perfekt. Så gameplayet er i orden, men grafikken er også værd at nævne.

Verdenen i The Evil Within 2 er som nævnt iturevet, da den som følge af spillets historie, er ved at blive ødelagt. Man kan, når man løber rundt, se andre dele af verdenen, som svæver over ens hoved, og det sjove er, at man senere i spillet kommer til at kunne kigge, på de område man lige har befundet sig i, mens man løber rundt i et nyt. I det hele taget har grafikken et surrealistisk udtryk med klare hints til Salvador Dali. Vigtigt er det desuden at nævne de boss-monstre man møder. Disse spænder fra monstre som er sat sammen af døde kroppe med 6-7 ansigter, til sukkende, Cronenberg-inspirerede monstrøsiteter, som har et fotografiapparater som hoveder. Jeg har spillet mange horror-spil i min tid, men jeg har aldrig været så "freaked out" som jeg var mens jeg har kæmpet med eller undgået disse ugudelige kreationer. Denne opfindsomhed gør derfor også, at man render rundt med en klump i halsen, når man skal håndtere disse. Her skal det dog også siges at, de almindelige zombier, eller hvad de nu er, ikke kan måle sig med bosserne, og faktisk gør kontrasterne mellem disse og almindelige zombier, at de virker lidt irrelevante og ligegyldige. Derfor bliver de bare forhindringer på vejen til næste oplevelse. En ting som ikke er en forhindring er dog lyden.

Lyden er genial i The Evil Within 2. De lydeffekter som især monstrene bruger, er utrolig skumle, og gav mig gåsehud flere gange. Man kunne på afstand høre hvilke monstre der ventede på en, men man kunne ikke altid se dem. Når man hører en klikkende lyd ved man at de usynlige tandmonstre er til stede, men de er jo ikke til at se, så man kigger sig hele tiden over skulderen. Her skal våbnene også nævnes, og den tilfredsstillende lyd når man blæser hovedet af en zombie med et eksploderede højt pop. Så tilfredsstillende.

The Evil Within 2
The Evil Within 2The Evil Within 2The Evil Within 2The Evil Within 2

Den atmosfæriske lyd er også fantastisk, og man føler virkelig, at man render rundt i en verden, der er ved at gå i stykker. Vinden hvisler i træerne, og i nogle områder slår lynet tilfældigt ned, lige ved siden af ens karakter.

Musikken er meget minimalistisk, og når man bare render rundt i den ødelagte by, så hører man den ikke ret meget. Den sætter i stedet ind, når noget stemningsfuldt sker. Det kan være når man møder et større monster, eller når historien har brug for musik, der passer til stemningen. En vildt fed detalje er, og det er nok unikt for PlayStation-versionen, at nogle af lydende kommer ud af ens controller. Eksempelvis er der et monster, som jeg ikke vil spoile her, som bruger denne feature på en meget forstyrrende og skræmmende måde. Det er fedt når et spil udnytter den platform den befinder sig på, til det maksimale, og jeg har ikke set mange spil, som gør brug af den lille højtaler, som man finder på PS4'eren.

Stemmeskuespillet er desuden solidt, og både Castellanos og Kidmans stemmeskuespillere gør en glimrende indsats som to tidligere kolleger, som grundet det første spils omstændigheder, er kommet på hver sin side af historien. Der er, især imellem de to, en god kemi, hvor man kan mærke, at de engang har stolet meget på hinanden, men som sidenhen har mistet denne tillid. Dette og hele billede- og lydsiden er med til at skabe et af de bedste spil i år.

Så alt i alt er Evil Within, et fantastisk spil. Gameplay og historie går op i en højere enhed, hvor man bare nyder, at udforske den surrealistiske og sprængte verden. Grafikken og lyden hjælper også til at skabe denne syrede og skræmmende verden. Desværre kræver historien at man kender til det første spil, og nogle af monstrene er simpelthen ikke skræmmende.

HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk historie, glimrende gameplay, flot surrealistisk lyd og visuel stil, helstøbt verden.
-
Kendskab til originalen er påkrævet, til tider lidt uinspireret monster-design.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Tilbage i 2014 meddelte Resident Evil skaberen Shinji Mikami sin tilbagevenden til survival horror genren (en genre manden selv gjorde populær), med... 9/10

Relaterede tekster

The Evil Within 2Score

The Evil Within 2

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Claus har ventet spændt på en efterfølger lige siden originalens udgivelse, og han kan glædeligt rapportere, at The Evil Within 2 indfrier alle forventninger.



Indlæser mere indhold