The Expanse: A Telltale Series - Episode 1

Det hører til sjældenhederne, at et mindre studie lancerer et genredefinerende spil, men det var ikke desto mindre, hvad Telltale gjorde med deres The Walking Dead fra 2012. Historien om Lee og Clementines forsøg på at bevare deres menneskelighed under en zombieapokalypse var ikke bare rørende og medrivende - det revolutionerede også den stagnerede adventuregenre og lagde grundlaget for en række episodiske spil, der kopierede formatet. Desværre formåede Telltale aldrig selv, trods et par glimrende spil som The Wolf Among Us og Tales from the Borderlands, at bygge videre på succesen, og efter en lind strøm af halvbagte udgivelser lukkede studiet i 2019. Nu er Telltale imidlertid tilbage i en reformeret udgave, men formår The Expanse: A Telltale Series at fange fordums storhed, eller forsætter det blot derouten?

Det spørgsmål er det endnu for tidligt at svare definitivt på, da The Expanse endnu mangler fire episoder, som vi løbende vil dække i takt med, at de bliver tilgængelige. Men lad det være sagt med det samme: Episode 1 er på ingen måde nogen lovende start.

The Expanse er lavet over Amazon Prime TV-serien af samme navn, der selv er baseret på en bogserie af forfatterpseudonymet James S. A. Corey. I The Expanse har menneskeheden koloniseret solsystemet, men de øvrige galakser er stadig blot fjerne prikker på nattehimlen. Det er et lidt mere jordnært sci-fi univers, end vi typisk er vant til, uden farverige rumvæsener og eksotiske planeter, hvilket som sådan passer meget godt til Telltales karakterdrevne fortællinger. Du spiller som Camina Drummer, en sekundærløjtnant ombord på rumskibet The Artemis, hvis sammensatte besætning rejser solsystemets yderkant tynd i jagten på skjulte skatte. Et mystisk fund på et skibsvrag, bliver starten på en dramatisk og farefuld rejse, der potentielt kan koste alle karaktererne livet - bortset fra Carmina selv, da der er tale om en prequel til TV-serien, hvor hun spiller en prominent rolle.

Inden vi kommer til min kritik af episoden, så lad mig starte med at sige, at spillet trods alt har et fornuftigt fundament. Hvor det ofte virkede som om, at mange af de senere Telltale-spil var ved teknisk set at falde fra hinanden, så er The Expanse relativt velfungerende. Ja, nattehimlen ligner nogle gange en dårligt konverteret JPEG, og ansigtsanimationerne, særligt når der skal vises store følelser, får mig næsten til at savne de komisk opspilede øjne, der var så prominent en del af Telltales oprindelige grafikmotor. Men det er overordnet kompetent, og den afdæmpede, mørke farvepalet kontrasteret mod ildevarslende gule og rødglødende måner, giver spillet en klar visuel identitet.

The Expanse genintroducerer også et vigtigt element, som gradvist forsvandt, i takt med at Telltale pumpede flere og flere spil ud - udforskning. Du får nu tid til at udforske store, åbne områder, som det forladte krigsskib, der udgør scenen for det meste af første episodes handling, og der er masser af samlegenstande og historielogs at finde. Samtidig er bevægelsen også forbedret. De abrupte kameraskift og den sløve gang, der gjorde mange af scenerne i tidligere Telltale-spil til en drøj affære, er skiftet ud med en traditionelt tredjepersonsperspektiv og en karakter, der ikke er bange for at sætte i løb, når du beder hende om det. I flere sektioner sættes tyngdekraften endda ud af spil, og du skal navigere med nogle små jetpacks. Du kan her vende omgivelserne på hovedet ved at lande på vægge eller loftet, hvilket giver håb om nogle interessante gåder i de kommende episoder. Så Telltale har altså skabt rammerne for en god fortælling. Men hold nu op, hvor skal de oppe sig, når det kommer til rent faktisk at fortælle den.

Det går allerede galt fra første færd. Som nævnt spiller du som Camina Drummer, der fra starten af - i modsætning til dig som spiller - kender samtlige af de øvrige besætningsmedlemmer ud og ind. Derfor har udvikleren besluttet, at de første tyve minutter at den ret korte episode skal gå med at traske rundt på skibet og hilse på de øvrige karakterer, der blandt andet tæller mekanikeren Maya Castillo, (slags)brødrene Arlen og Rayen Morozon, hvis job det er at samle genstande i rummet, og den rent ud sagt skidesure pilot Khan Tran. Det hele virker enormt kunstigt, og ud af de fem møder, jeg havde, kan kun et enkelt - min civiliserede samtale med doktoren Virgil Marks - beskrives som bare nogenlunde naturligt. Resten endte ud i underligt opstyltede slåskampe på både ord og næver, som gav meget lidt mening, når vi endnu ikke er bekendt med universet, endsige karaktererne. Det havde med sikkerhed fungeret bedre, hvis besætningen løbende var blevet introduceret fremfor denne akavede speed dating.

Det dårlige førstehåndsintryk forstærkes af, hvor generisk The Expanse fremstår på næsten samtlige parametre. Tag nu rumskibene. The Artemis ligner et tandlægekontor, og her er ingen af de små gadgets eller fascinerende designvalg, der gør Star Treks USS Enterprise eller Normandy fra Mass Effect så interessante. Bedre bliver det ikke, når man udforsker vraget af et hærget krigsskib. Godt nok flyder det over med blod, og på makaber vis svæver afhuggede hoveder i det vægtløse rum. Men alligevel savnede jeg de atmosfærisk belyste korridorer, der gjorde USG Ishimura fra Dead Space så mindeværdige.

The Expanse føles koldt, stift og sterilt, og det samme kan også siges om skuespilspræstationerne. Hverken Cara Gee i hovedrollen som Camina Drummer eller de øvrige stemmeskuespillere formår at puste liv i de flade karakterer, og særligt når scenerne kræver lidt ekstra følelsesmæssige indlevelse, skuffer resultater. Man kan næsten se for sig, hvordan stemmeskuespillerne utålmodigt kigger på armbåndsuret i optagelsesstudiet. For lige at runde lydsiden af, så gør den heller ikke det store væsen af sig, og særligt soundtracket er mikset alt ffor lav. Nuvel, alt skal ikke nødvendigt være stort og bombastisk, og The Expanse lykkes da også delvist med sin dystre stil og atmosfære. Men for et spil, hvor gameplay er begrænset, og atmosfæren derfor næsten fylder alt, er det simpelthen ikke godt nok.

Kvaliteten af historierne og karakterportrætteringen har i mine øjne altid svinget gevaldigt i Telltales-spil. Men et område, man aldrig kunne kritisere, var de engagerende dialoger. Man følte sig virkeligt involveret i historien (også selvom det ofte var en illusion) takket være en lind strøm af dialogvalg, der kørte på en timer, og som dialogen dynamisk tilpasse sig efter. Desværre er de dynamiske dialoger nu fortid, og du sidder nu som passiv tilskuer til langt hen af vejen kedelige samtaler, indtil du stilles over for blot to (mod fire førhen) valgmuligheder.

Men hvad så med de valg, man rent faktisk får? Om de har konsekvenser, bliver vi klogere på, som de næste afsnit udkommer hver anden uge. Om de er engagerende, tør jeg heller ikke helt konkludere endnu. De første valg føltes ganske trivielle, men som episoden skred frem, kom der nogle af de pest eller kolera-beslutninger, der typisk har kendetegnet Telltales spil. Som du udforsker det forladte skib, sættes du på et tidspunkt over for et dillema, hvor du kan vælge mellem en karakter velbefindende eller potentialet for en større gevinst, der ville gavne hele besætningen. Uden nogen synderlig investering i karakteren, var det nemt at ofre ham for det fælles gode. Tilbage på skibet opstår, der pludselig drama, da et af de ledende besætningsmedlemmer går os i ryggen (dette er ikke en spoiler, da vi får det at se i første scene). Efter lidt drama, kan du kan nu afgøre karakterens skæbne, og jeg tænkte endelig, nu, efter en time, sker der noget spændende.

Og så slutter episoden.

Jeg måtte lige dobbelttjekke mit ur. Kunne det virkelig passe? Men ja, den var god nok. Første episode af The Expanse varer kun lidt over en time. Og jeg tog mig endda god tid til at lede efter hemmeligheder og samlegenstande. Episodiske spil er generelt korte, men det her føles alligevel undervældende. Med tanke på, hvor meget drama og action Telltale formåede at klemme ned på deres to timers episoder førhen, så er det her ingenting. Episoden bød reelt set på et kvarters minutters meningsfyldt indhold.

Med fire episoder tilbage er der rigeligt med tid til at vinde mig over, og det kan næsten kun blive bedre herfra. Men med tanke på, at udviklere af episodiske spil ofte bruger ekstra mange ressourcer på at finpudse den første episode, der jo i grunden skal sælge de resterende, så kan jeg også godt blive lidt nervøs for, om Telltale får rettet op på, hvad der allerede nu ligner en synkende skude. Det rimelige tekniske fundament og den øgede fokus på udforskninger giver en smule håb. Men The Expanse kunne næste ikke komme værre fra land.