"Welcome to this years Deathbowl", kommentatoren, som er fuldstændig gasblå i hovedet, slynger de sidste bemærkninger ud i luften, og der bliver stillet om til kamparenaen. Pistolen lades og med stift blik skuler jeg til alle sider. Fremad går det og med et par velrettede skud ligger de første par rumvæsner med hovedet godt plantet i jorden. Flere af mine soldater kommer mig til undsætning, og knapt nok er de på plads, før den første horde af fjender flænser sig igennem, som en varm kniv gennem smør. GameReactor har været en tur på afveje i den fjerne del af galaksen og delt bøllebank ud til provokerende rumvæsner i spillet: The Gladiators - The Galactic Circus Games (TG).
Hvad foregår der her?
I grove træk skal man som gladiator slå andre folk/rumvæsner til plukfisk i en gigantisk kamparena, hvor tusinder og atter tusinder af både rumvæsner og mennesker sidder og hepper på hver deres favorit. Hvor man måske ville betragte gladiatorkampe som enlige sjæle, der kæmper mod hinanden, er virkeligheden dog en anden, da man holdvis skal overvinde det andet. Man kunne måske tro, at TG var et FPS-spil, men dette er langtfra tilfældet, og RTS-shooter er måske nærmere ordet til at beskrive det. TG er egentlig en spøjs størrelse, da den mest af alt er en mellemting mellem Z - Steel Soldiers og Freedom Force. Den samme tegneserieagtige charme og de dumsmarte bemærkninger fra Freedom Force og det noget arkadeagtige gameplay som i Z - Steel Soldiers. Denne blanding er lidt pudsig, men fungerer for så vidt meget godt. I rollen som kommandør/gladiator skal derefter styre en række forskellige enheder, som rangerer fra almene soldater til andre med raketstyr eller lignende, som man erhverver hen ad vejen. I den endelige version skulle det være muligt at spille tre kampagner og dermed spille med alle de væsner, spillet indeholder.
Taktik er altafgørende, hvis man skal gøre sig håb om at overleve i arenaen, og hvis man regner med at styrte ind med rygende pistoler, kan man godt tro om igen. På sin vej gør man klogt i at gøre brug af tårne eller bunkere opstillet til lejligheden, eller med lidt taktisk snilde placere sig et højt sted på en bakketop for eksempel, og derefter plaffe ens modstandere ned én efter én. Banerne i sig selv bevæger sig fra de tørre sandørkener til frodige jungler og skove og videre til et ishelvede af dimensioner. Der er ikke noget basebyggeri eller afslapning over TG, og samtidig er spillets udvikling fasttømret på forhånd, hvilket ses ved, at der normalt kun er en vej at gå. Dette tvinger én til at gennemspille en bane, der volder én kvaler igen og igen, til man til sidst har overvundet den.
Intelligens er ikke et af spillets vellykkede sider, som blandt andet ses ved, at ens fjender styrter hovedkulds af sted mod én i sværme, hvilket medfører store bunker af multi-farvet hakkekød.
Næsten færdigt
Selvom TG ikke er helt færdigt endnu, er grafikken næsten helstøbt, og stort set alle effekter fungerer uden problemer. Grafisk kan der trækkes paralleller mellem TG og Freedom Force, der kom et par måneder tilbage. Ligesom i Freedom Force indeholder TG en speciel tegneserieagtig stil. De overdrevne farver som florerer i skrigende lilla, koboltblå og syregrønt giver et ellers realistisk univers et pift af afslappethed. Dette mikses sammen med nogle klichekommentarer og dumme bemærkninger fra ens mænd og følelsen af, at der bliver taget dybt pis på alt i spillet, er overvældende. Musikken består af nogle hårdt pumpede beats med et pift af techno og house, hvilket hjælper med til at gøre stemningen panisk og på samme tid adrenalinpumpende.
Øh, okay?
Der er stadig et stykke tid til udgivelsen af TG, og selvom det hele ser færdigt ud, er der stadig et par ting under overfladen, der lige skal justeres på. TG er et specielt spil, og man skal kunne lide den tegneserieagtige stil, hvis gameplayet samtidig skal fænge. Umiddelbart virker det utrolig let tilgængeligt, og man kan på nul komma fem sætte sig ind i, hvad der foregår. Dette appellerer til de fleste og kan måske hjælpe med til at skaffe TG et publikum.