The Godfather

Da filmproducer Al Ruddy i sin tid satte sig for at filmatisere Mario Puzo’s The Godfather, indkaldte han en række instruktører til samtale. De fleste forestillede sig en film spækket med mord og magtspil, men for Francis Ford Coppola var The Godfather "en fortælling om en familie". Ruddy købte vinklen og hyrede den uprøvede instruktør, og resten er filmhistorie.

The Godfather revolutionerede gangster-genren ved at flytte fokus fra psykotisk afskum og kristne moraler til relationerne i mafiafamilien Corleone. Netop filmens karakter af familiesaga, gør den svær at konvertere til computerspil, og Electronic Arts mødte da også skepsis fra mange sider, da de købte sig ret til at spilmatisere Coppolas filmperle. Instruktøren selv har undsagt spillet som sjælløs vold, ligesom spilkommentatorer som vores egen Matthew Kumar, har haft meget svært ved at se meningen med projektet. Indvendingerne giver mening, når EA’s seneste preview-kode snurrer i husets spilalter. Men The Godfathers væsentligste problemer ligger ikke i handlingen.

At Coppolas film ikke uden videre lader sig spilmatisere, har EA for længst indset. Derfor spiller du heller ikke hverken Michael eller Don Corleone i softwaregigantens storsatsning. I stedet skaber du som spiller en helt ny figur, der, med behørig inspiration fra Grand Theft Auto-spillene, skal kæmpe sig vej op gennem New Yorks forbryder-hierarki anno 1940’erne. Ret hurtigt finder du dig i lommen på Corleone-familien, for hvem du skal sprede lovløshed og uorden på byens gader - og betale politiet for at se den anden vej. Butikschefer skal afpresses og spillebuler overtages med vold og magt. Med tiden kan du så arbejde dig ind på konkurrerende forbryderfamiliers territorier gennem morderiske overfald og økonomisk udsultning.

Mens du som spiller indtager hovedrollen i en lyssky udgave af den amerikanske drøm, har du også en birolle i sagaen om den mægtige Corleone-familie. Nøglescener fra filmen gengives og missioner baseres på dens centrale handlingsforløb - uden at det dog ændrer sig afgørende undervejs. Strukturen er et kompromis mellem den ukrænkelige original og kravene til et vellykket computerspil, og som sådan er det fornuftigt tænkt.

Filmklassikerens handling, figurer, stemmer, musik og locations danner tilsammen et stemningsfuldt bagtæppe for spillets missioner - hverken mere eller mindre. Men det har også sin berettigelse for de filmfans, der hele deres liv har drømt sig væk til New Yorks "mean streets". Og spillets filmsekvenser oser af umage, fra det fornemme stemmeskuespil til figurernes livlige mimik og gestik.

Således beroliget er der kun tilbage, at parkere sig foran skærmen og fortabe sig i fyrrernes forbryderliv. Eller det var i hvert fald planen. For jeg fik gang på gang mine filmdrømme forpurret af fejl og mangler. At spillets gameplay er set før kommer vi ikke uden om, men The Godfather viser faktisk takter til at tilføre sandkasse-skabelonen et skud forretningsførelse. Det egentlige problem ligger i udførelsen.

Efterkrigstidens New York er gengivet uden visuel flair - gade på gade fyldt med grove, firkantede bygninger - men alligevel har EA måttet skære sigtbarheden ned til 20-30 meter. Resultatet er et storbymiljø, der virker tomt og anonymt. I det hele taget har The Godfather for lidt at byde på som audiovisuel oplevelse, og styringen gør kun ondt værre. Det tager alt for lang tid at dreje sig og sætte i løb, og i kamp er aftrækkerfingeren irriterende træg. Kameraet er heller ikke videre hjælpsomt: Når man vender bilen, følger det kun langsomt med, og til fods er det hyperfølsomt.

I preview-form er The Godfather en skuffelse. Spillet rummer simpelthen for mange fejl og mangler, der spænder ben for de søde filmdrømme. Men management-elementerne er lovende, og får EA fejlrettet grundigt her i slutspurten, kan deres licensprojekt stadig nå at blive en habil gang sandkasse-action.