The Gunstringer

Kinect fejrede for nyligt sin første fødselsdag, og det bragte et dilemma med sig, for det snedige kamera savner gode spil. Hvis du er som jeg, købte du Dance Central og Dance Central 2 og morede dig stort, men lige omkring der sluttede det så også. Nu er The Gunstringer her dog endelig, og det skulle efter sigende være en god grund til at puste støvet af mit Kinect-kamera.

Selve navnet er faktisk et overraskende beskrivende billede af hvad man har i vente. Her er tale om en ordleg, hvor ordet gunslinger (revolvermand) og string (snor) er blevet flettet til ét ord. Hovedpersonen er derfor en udød, sej marionetdukke med to revolvere, et uendeligt ammunitionslager og stor hævntørst. I denne unikke westernhistorie blandes en teaterscene altså med originale og veludførte ideer.

Mere specifikt løber den skydeglade dukke gennem et antal baner, som hver består af fire korte afsnit og en afsluttende boss. Hvert afsnit indledes med at Gunstringer ligger begravet i jorden, som det skelet han er, og blot ved at løfte ens venstre hånd giver man ham altså liv. Jeg bliver aldrig træt af dette, og har svært ved ikke samtidigt at råbe "Rise from your grave!", som fortælleren i firsernes klassiske Altered Beast.

Apropos fortæller, så har The Gunstringer også en af slagsen, der beskriver næsten alle spillets situationer på forbilledlig vis. Stemmeskuespillet er strålende, men det bedste er hvordan alt, hvad der sker på skærmen, løbende bliver vævet ind i den samlede historie. En kommentar om, hvordan jeg glemte at rejse mig fra mit dække inden jeg skød mod fjenden, giver meget af den samme dybde til historien, som når jeg senere får fortællingen om hvorfor en bestemt bordelmoder fungerer som boss. Alle der har spillet Bastion ved hvad jeg her mener, hvilket er synd for Twisted Pixel Games, der må se sig forvist til en andenplads når det gælder denne originale ide.

Charmerende hovedpersoner og hyggelige fortællere betyder dog ikke noget, hvis selve spilbarheden ikke fungerer. Men The Gunstringer formår at udnytte sine originale ideer på bedste vis. I størstedelen af tiden springer vores kære revolvermand direkte ind i billedet, og det er herefter min opgave at styre hans føder med min venstre hånd, mens min højre hånd bruges til at kontrollere hans skydevåben.

Omhyggelige fejende bevægelser med den venstre hånd kræves for at undvige de mange forhindringer, mens et vertikalt svirp engang i mellem skal bruges for at få dukken til at hoppe. Med højre hånd kan man i mellemtiden markere op til seks forskellige fjender, hvorefter en rekylbevægelse, som var din hånd en pistol, vil resultere i at fjenderne skydes.

Styringen er god og præcis, og det er ikke kun en fryd at skyde slyngler og banditter, men også bonusser som genopfylder livsenergien. Fodarbejdet, som styres med venstre hånd, forvolder heller ikke nogen problemer sammenlignet med så mange andre Kinect-titler, men indeholder dog ikke den samme præcision som de mere traditionelle spiloplevelser. Det er dog oftest min fejl når jeg dør, og ikke spillets - lige som det skal være. Særlig morsomt er det for øvrigt når man skal løbe til højre, mens man skyder mod venstre, hvilket naturligvis betyder at man må krydse armene og se lidt fjollet ud.

Kombinationen af en præcis styring og en sværhedsgrad, der som standard er sat lavt, betyder at den første gennemspilning kun byder på få fatale øjeblikke. Skulle du dø, vil du yderligere få lov til at starte nærmest præcis hvor den sidste kugle ramte dig - det føles næsten som at have uendelige liv. Der findes dog masser af muligheder for at indtjene ekstra points, samt låse op for mere udfordrende spilmuligheder, ny musik, nye fortællinger og andre visuelle bonusser.

At bedømme The Gunstringer er en lidt forvirrende opgave, fordi man bliver nødt til at vurdere dets kvaliteter som alment spil, samt mod hvad der ellers findes til Kinect. På bundlinjen har jeg dog haft fornøjelsen af at teste et godt spil, faktisk et rigtig godt spil, der stadig har et par uheldige elementer som sænker karakteren en smule.

Uanset hvor meget jeg elsker den sammenbidte skelet-cowboy og de bedårende skurkekarakterer, som alle udgør en af mine favoritverdner fra hele spilåret, kan jeg ikke abstrahere fra at styringen har sine brister. Det, jeg har sværest ved at se bort fra, er dog, hvordan alle de lækkert designede boss-karakterer alle besejres i stort set identiske dueller. Et i teorien begrænset spilsystem udnyttes ellers til fulde til at give stor variation i banerne, hvilket kun får minusserne til at stå endnu tydeligere.