Der har hersket en Tolkien eufori, i kølvandet på Peter Jacksons uhyre populære konvertering af Ringenes Herre til biografens mulm og mørke. Der opstod her lidt genstridigheder mellem Vivendi Universal og Electronic Arts, hvor førstnævnte havde licens til bøgerne mens sidstnævnte sad på filmene. Det er som bekendt endt med, at begge udgiver titler baseret på kildematerialet. Nu bevæger Vivendi Universal sig dog væk fra trilogien, og hopper i stedet ud i et børnevenligt univers i spraglet kolorit. Hobitten, der lagde grundstenene til Ringenes Herre, finder vej til den digitale verden.
Vi transporteres direkte til det hyggelige Herredet, hvor Bilbo Sækker har sin trygge bolig. Pludselig dukker troldkarlen Gandalf op på dørtrinet, og i hans følge er en større flok dværge ført af den hovmodige Thorin. Af uransagelige årsager ender den sky hobbit som holdets tyv i en dristig mission, der involverer en hidsig ildspyende drage - Smaug. Man skal nu begive sine behårede fødder uden for Herredets sikre grænser i noget ganske uvant for en hobbit - nemlig et eventyr.
Det er tydeligt, at Zelda serien har drysset inspirationens tryllestøv over begivenhederne. Uden at være et decideret børnespil, så har titlen alligevel stærk appeal til det yngre publikum. Man kastes ud i 12 farvestrålende kapitler, der alle har en tydelig reference til den tegnede verden. Omgivelserne er meget tiltalende - holdt i bløde former og gengivet med kraftig brug af muntre pastelfarver. Mirkwood, Rivendell og Lonely Mountain er alle fantasifuldt afbildet, fyldt med små detaljer, der er med til at bringe de skrevne ord til live. Her vil man løbe ind i en række personligheder, der udover Gandalf og Thorin også inkluderer Elrond og sleske, paranoide Gollum.
Fra spillets åbning må man uvilkårligt drage paralleller til Vivendi Universals knap så heldige konvertering af Ringenes Herre. I stedet for Frodo er det blot Bilbo, som man skal styre rundt i Herredets idyl. Småopgaver skal løses, såsom at få fikset en destrueret bro. Dette sker på gammelkendt facon, hvor man skal finde hammer og søm til en snedker - der så bikser møget sammen. Omgivelserne er snært afgrænsede, hvor man konstant ryger ind i usynlige mure, og ikke kan forcere ellers lave hegn. Det virker en kende søgt, når man ikke kan forcere en å, der kun går til navlen på den lille sjover. De forskellige opgaver virker som introduktion for senere prøvelser, hvor man eksempelvis får øvet sig på at snige sig rundt. Dette benyttes blandt andet til at snige ind i et hønsehus og hente æg - uden at vække hønsene.
Mens kapitlerne bladrer forbi udvides spektret af muligheder sig. Den skæbnesvangre ring indfinder sig på puslingens finger, og sværdet stik bliver en del af oppakningen. Dertil så afslører Bilbo talenter som stangspringer, mens man forcerer afgrunde ved hjælp af sin vandrestav. Gameplayet bliver hurtigt et solidt miks af platform, kamp, stealth og puzzleløsning. Man bevæger sig konstant inden for afgrænsede områder, hvor man aldrig er i tvivl om målet. Kontakter skal presses, trolde snydes og ulve onduleres - alt sammen foregår det på yderst intuitiv maner, hvor kameraet fint forstår at understøtte det valgte 3. persons perspektiv. Styringen er ganske glimrende, hvor man frit kan locke på fjender - hvilket åbner op for noget Zelda-strafing. Det er også rimeligt let at snige sig rundt, hvilket ofte er meget tilrådeligt.
Til at øge levetiden, så er der også proppet lidt lette RPG-elementer ind i pakken. Rundt om på banerne gemmer der sig såvel penge som krystaller, som har til formål at udbygge henholdsvis købekraft og energi. Efter endt mission bliver der foretaget en optælling af, hvor meget man har samlet, og hvor mange undermissioner der er blevet løst. Dette skulle gerne give incitament til lige at gøre det en smule bedre. Selv om det selvfølgelig er fint, at kunne købe nye effekter, så har man dog ikke meget lyst til, at skulle igennem de enkelte baner igen, når de først er gennemført. Grafikken er meget indbydende, med storøjede figurer i farverige landskaber. Der er heller ikke de store tekniske problemer, hvor et normalt problembarn som kamerastyringen fungerer udemærket. Framehastigheden ruller dog blot af sted med en opdatering på omkring 30 frames i sekundet, hvilket virker lidt tungt. Musikken er uhyre stemningsfuld, og byder på keltiske undertoner, hvilket passer glimrende ind i miljøet. Selv om the Hobbit på mange områder er et ordinært arcade eventyr, så har det alligevel en masse charme og et tiltalende miljø. Det bliver spændende at følge.