The Hobbit

Historiens mest ambitiøse filmprojekt er blevet tilgængeligt for os alle. Peter Jackson har gjort et fabelagtigt stykke arbejde med Ringenes Herre. Det er langt fra sandheden at påstå, at undertegnede ikke havde høje forventninger til instruktøren, men med splatterfilm som det altoverskyggende i instruktørens bagage - om ikke andet er det det, han er mest kendt for - kunne man have sine bange anelser. Vi kender alle resten af historien, hvor alle bange anelser blev gjort til skamme.

At Electronic Arts så valgte at gå den direkte populistiske vej, da de med licensen i hånden kreerede de gameplay-mæssigt fattige, men visuelt dybt imponerende Two Towers og Return of the King er en anden side af sagen. EA satte i den grad stil over substans, og den slags sælger tilsyneladende spil i spandevis. Man må bare gøre sig klart, at det er nødvendigt at tage chancer og tænke kreativt, hvis man udover penge også vil opnå respekt og anerkendelse i nutidens spraglede verden af digital underholdning.

Vi kender alle Frodo, Gandalf, Aragorn og alle de andre heltemodige karakterer fra Tolkiens trilogi, men har man ikke læst Hobitten, vil man kun kende Bilbo Sækker som en birolle-indehaver med et næsten sygeligt afhængighedsforhold til Saurons ring. Efter de bittersmagende dråber, EA kunne presse ud af Tolkiens univers, har Gamereactor ventet på et mere kompetent bud. The Hobbit fra Inevitable Entertainment er et meget anderledes spil end EAs titler. Vi er henne i en helt anden genre med et helt andet udtryk, men resultatet er ikke som sådan bedre. Det er desværre kendsgerningen, efter vi har haft Bilbo ude på hans soloeventyr på Sonys 128-bit format.

The Hobbit er en platformer, og derfor er indsamling af diamanter og hoppen rundt på såvel store som små søjler og klippefremspring ting, man kommer til at muntre sig med fra start til slut. Det lader sig ikke skjule, at udvikleren har udset sig rollespilsgenren som leverandør af idéer. Som Insomniac havde held med det i Ratchet and Clank 2, har Inevitable Entertainment implementeret et karakterudviklingssystem i The Hobbit, hvorigennem Bilbos kamperfaring gør ham stærkere og løbende mere modstandsdygtig overfor høvl. Kampsystemet er klassisk, men også dette element er underkastet et udviklingssystem, hvor nye muligheder for at uddele drøje hug viser sig, efterhånden som man graver sig dybere ind i den episke fortælling. Selv stealth elementet har fundet vej til spillet om den lille nysgerrige hobbit, som trods sit heltemod ikke har den store lyst til at prøve kræfter med store trolde.

Selv om det kan lyde sært, er det i små opgaver som at åbne kister, at en smule kreativitet i udviklingen af spillets gameplay lyser igennem. For skønt hr. Sækker hopper rundt på niveauer, slår på tæven efter bedste evne og nu og da lister af sted på sine behårede fødder, så virker det hele en kende tamt. Gameplayet hænger ikke særlig godt sammen, og det virker mest af alt som om, Inevitable Entertainment ikke har haft et overordnet mål med udgivelsen, men i stedet har prøvet sig frem på må og få og endt op med en gameplaymæssig rodebutik. Her ud over mangler de enkelte gameplay-dele en del finpudsning. Stealth delen er udvikleren hurtigt kommet over, og det samme er sket med spillets puzzles.

Nu er spillet ikke primært tiltænkt den voksne gamer, hvorfor det lettilgængelige gameplay og de simple puzzles er forståelige træk fra udvikleren. Men ser man på den gruppe af yngre gamere, som kan have glæde af et spil af denne type, vil de med stor sandsynlighed allerede have udviklet en vis kritisk indstilling overfor mediet og samtidig være forvænt med væsentlig bedre titler. At spillets grafiske side heller ikke tager kegler, gør ikke oddsene bedre. Overfladerne er kantede og udvaskede, og grafikmotoren er ikke noget at skrive hjem om.

The Hobbit er ikke en direkte ringe udgivelse, men uden Tolkiens formidable univers og fortælling at læne sig op ad, ville spillet gå i glemmebogen efter en times spil. Det kan være en stor ulempe for et spil, at det trækker så kraftigt på et episk værk, for der er en tendens til, at udviklere sløser gevaldigt i den tro, at værkets popularitet nok skal bære spillet i sig selv. Det kan den meget sjældent - og heller ikke for The Hobbits vedkommende.