The Hobbit

Imens vi med tilbageholdt åndedræt venter på at kongen vender tilbage, og dominerende lægger gaderne øde, sniger Vivendi Universal Games sig ind af bagvejen i et farverigt eventyr. Alvoren brænder væk som dug for solen, imens vi smæsker os i en barnlig verden, som ikke tager sig selv alt for alvorligt. Ordene danser nærmest på skærmen, imens man begraves i genkendelsens glæde. Bogens indhold er nemlig blevet taget seriøst, og det ellers noget tilbagelænede eventyr udfolder sig over de dramatiske højdepunkter. Selv om Vivendi Universal Games ikke har fundet den hellige gral, så får man alligevel dråber fra underholdningens krus.

Gandalf spiller på motivationens førsteviolin i en eventyrlig symfoni, der skubber Bilbo ud af tryghedens varme favntag. Illusionen om afsondringen af omverdenen i det utopiske Herredet brister, da en åbenbarende drøm sparker ham den sidste vej over dørtrinnet. En større flok bistre dværge venter, og den frygtelige drage Smaug skal besejres. Oppakning skal samles under sommerfugles himmelflugt og fugles tilfredse kvidren. De små behårede fødder hopper lystigt rundt på små ærender, mens man gør sig klar til den skelsættende rejse.

Snart er man langt væk fra faste rutiner og utallige varme måltider. I stedet er Bilbo omkranset af alskens udfordringer, der rangerer over dristige platformsspring til kamp med dundrende trolde. Alt er præsenteret i meget kontrastfyldt farverigt grafik, hvor Bilbo indsmigrende blinker med sine store øjne. Det er tydeligt, at kildematerialet er henvendt til yngre beskuere. Omgivelserne er lystige - holdt i indbydende former og naivistisk stil. Desværre er de nærmest for unuancerede, hvor man skal kigge langt efter sigende ansigtsudtryk og smækre detaljer. Teksturerne er relativt ensartede, lys- og partikeleffekter tilstedeværende uden at glimre og animationerne er tilstrækkelige uden at byde på den store variation. Alt har en følelse af den gyldne middelvej, hvilket samtidig medvirker til at frames spyttes af sted i en stabil hastighed.

Gameplayet er naturligvis centreret omkring Bilbo, og dennes vej mod Lonely Mountain, hvor mægtige Smaug venter i alt sin vælde. Undervejs skal et hav af platforme passeres, trolde listigt snydes og grumme ulve have på snuden. Gollum dukker naturligvis også op, og læsper patetisk om sin eneste ene. Hvilken man naturligvis skal snuppe, så man kan bevæge sig rundt som blot en skygge af sig selv. Her er ikke et hav af våben, men blot en trofast vandrestav, der samtidig kan benyttes som afsæt til spring over længere afsatser. Senere blander sværdet Stik sig i begivenhederne, og lyser lystigt når fjender beslutter sig for at nærme sig den kære Hobbit. Sten kan benyttes til at pille fjender væk fra afstand, og man kan her skifte over i første persons perspektiv, hvilket puster præcision ind i begivenhederne.

Ellers følger man Bilbo rundt fra et tredje persons perspektiv, hvor han kækt agerer gymnast til ære for det cirkulerende kamera. Styringen fungerer relativt godt, og byder på et enkelt men intutítivt kampsystem. På bedste Link-maner kan man låse sig fast på modstanderne, og nu ellers strafe sig rundt om strømmen af fjender. Drabelige slag udveksles - prust og støn - og endnu en usling må stække våben. Kamp er dog sjældent den mest kloge vej frem, da Bilbo jo ikke ligefrem er den store actionhelt. Møder man større grupper af modstandere eller måske bare fysisk overvældende skabninger, så er det måske smartere at snige sig vej frem. Dette fungerer som oftest glimrende, men kameraet har desværre en tendens til at besværliggøre fremfærden lidt. Det skyldes at det oftest har en nærmest stokastisk dynamik, som forvirrer mere end det gavner. Vel kan man selv påvirke rotationens dans, men det føles aldrig helt som om man kan tøjle bæstet.

Lydsiden harmonerer glimrende med resten af handlingen, hvor keltiske toner indsmigrende strømmer ud af højttalerne. Effekterne lever dog ikke op til samme standard, og virker lidt tamme i sammenhængen. The Hobbit er på mange områder en tiltalende titel, der lægger sig pænt op af sit ophav. Elskere af eventyret vil hurtigt føle sig hjemme, og kan indlade sig på en relativ stressfri rejse. Det føles aldrig direkte uretfærdigt og ufremkommeligt. Dette har selvfølgelig også en påvirkning på intensiteten, hvor man sjældent føler sig pacet videre. Følelsen af at opnå noget stort dukker aldrig rigtigt frem af tågerne. Der er tale om en titel, der henvender sig til et yngre publikum, og som ikke kommer bragende med de store fagter.