The House of the Dead 2 & 3 Return

Lyspistol-spil. Alene ordet er fantastisk at sige, ikke mindst fordi det bringer så mange smukke minder med sig - og endda dufte. Operation Wolf, er f.eks. ikke bare en blankpoleret Uzi og et kobbel pixelerede soldater, det er også mit livs bedste sommer et eller andet sted i Sverige. Time Crisis er andet og mere end en skrigende orange pistol og en fodpedal, det er smagen af en iskold jordbærmilkshake og et overforbrug af femmere.

Det er også derfor, at jeg har svært ved, at indrømme det overfor mig selv: Lyspistol-spil er industriens dinosaurer. De kom, så og sejrede, og så blev de ellers udslettet igen. Hvorfor visse spilfirmaer stadig forsøger, at give genren kunstigt åndedræt, fatter jeg intet af, men i Segas tilfælde er det vist mere smagen af penge, end smagen af dybtstegte pommes frittes og kærligheden til genren, der trækker.

House of the Dead 2 & 3 Return, der foruden at indeholde en af de mest absurde titler i nyere tid, også bærer på intet mindre end to af Segas mest vellidte skydespil, er en fuser fra begyndelsen. Nok er Wii perfekt egnet til skydespil i kraft af sin bevægelsesfølsomme Wii-mote, men at smække den i Zapperen, får en til at ligne noget fra et afsnit af Månebase Alfa, og det hele føles upræcist. Imens er det, bare at sidde med den løst ved hoften, noget der fjerner enhver indlevelse - så hvad gør man? Det føles også specielt komisk, at genlade et monster af en shotgun og så ellers holde Wii-moten ud foran sig, mens man nedlægger horder af levende døde. Boom, boom siger det på skærmen, når jeg fyrer et par bønner af, plaf plaf, tænker jeg, mens jeg kigger ned på min fjernbetjening. Det holder simpelthen ikke. Jeg føler mig mere som en lærer, der er ved at bruge en overheadprojektor og en pegepind, end en hemmelig agent på mission.

Bedre bliver det ikke af, at House of the Dead 3, allerede dengang det blev udgivet på Dreamcast, føltes gammeldags og indskrænket. Du styrer ikke selv helten rundt, men tager turen gennem banerne via en usynlig rutschebanetur, hvor der så er mellemstop i de uddødes gemakker. Fælles for alle stederne, det være sig borge, hemmelige laboratorier eller mørke katakomber, er at du skal pege og lade, mens zombierne skal stønne og vade. Det er ligetil, og styringen af dit sigtekorn er yderst tilfredsstillende (når det ikke er Zapperen). Alligevel kedede jeg mig bravt hele vejen, selv med en ven. Intensiteten mangler fuldstændig, og da spillet samtidig gør alt, hvad det kan for at ødelægge stemningen med amatøragtigt stemmeskuespil, så sættes det sidste søm hurtigt i kisten.

"We can't let everybody's death be in vain", siger enten min spilfigur eller min vens, mens vi kæmper os gennem et laboratorium fyldt til randen med glasflasker og en håndfuld zombier. Fremførelsen er til at knække sammen over, og da vi senere, ræsende i en bil får serveret "We're meeting G over there..." - sagt nærmest i søvne - er billedet komplet: House of the Dead 2 & 3 Return er stendødt.

Og var det ikke for stemmeskuespillet, så kunne grafikken nok have gjort det alene. Jeg er fuldstændig klar over, at Wii ikke er en visuel mastodont, men at se to spil, hvoraf det første blev udgivet på Dreamcast i 1999, være nøjagtig ens, ned til nærmest sidste polygon, er bare ikke i orden. Animationerne er mekaniske og kunstige, fjenderne uden detaljer og banerne firkantede kulisser. Naturligvis indeholder denne udgave en masse ekstra ting, og muligheden for at spille mod bosser, gennemføre en række tidsbaserende opgaver og træne, men det hiver ligesom ikke de gamle knogler op på benene.

Faktisk skal man være overordentlig glad for lyspistol-spil eller have været frosset ned de seneste otte-ni år, hvis man skal finde House of the Dead 2 & 3 Return tiltalende. Personligt er jeg overhovedet ikke afvisende over for et nyt spil, men der skal ske mindre mirakler og smides mere end en håndfuld nye ideer på bordet, hvis genren stadig skal være iblandt os om fem år.