Har du nogensinde været vred, mens du spillede? Hvad med hidsig eller bare kørende på en rus af endorfiner? Ja, jeg har også været der. En specielt vellykket aften med Call of Duty 4: Modern Warfare, kan sende min pulsmåler helt op under taget, mens en vundet kamp i Pro Evolution Soccer, hvor jeg scorer med få sekunder tilbage, kan få mig ned på knæ i stuen i gang med at knuge den nærmeste pude som var det en flere kilo tung pokal. Glædesrus, opstemthed, vrede, skuffelse, hidsighed. Jeg har været dem alle sammen igennem, det er naturlige reaktioner når man spiller, når mit konkurrencegen kickstartes og jeg skal kæmpe for overlevelse. Spil kan gøre noget ved mig...til en vis grad.
Men spil kan ikke, på nær Ico og Shadow of the Colossus, involvere mig følelsesmæssigt i historien, spilfigurerne og rejsen. Den slags skal komme fra hjertet, jeg skal mærke, at jeg er bange på min figurs vegne, mærke modløsheden over min situation, over hvad der sker med folk omkring mig og hvad de går igennem. Og det gøres ikke ved at stikke mig et gevær og fortælle mig, at jeg er det sidste bolværk mod en invasion fra rummet.
Team Ico er, uden at pakke det ind, mestre i det følelsesladede, i at finde de helt basale begreber frem, der gør det anstrengende for mig, hvis jeg forsøger ikke at involvere mig. Som Ico, den lille dreng med den hornede hjelm, kunne min første indskydelse måske være, at redde mit eget skind, at slippe ud af min fangekælder og se himlen igen. I stedet danner jeg, med en pige jeg aldrig rigtig snakker med, et dybfølt venskab. Hun er hjælpeløs, nærmest gennemsigtig og har brug for mig, jeg kan ikke svigte hende.
Det samme gør sig gældende i Shadow of the Colossus. De enorme, udskårne bjerge, der vandrer hvileløst rundt på de golde marker, virker først som ubetydelige og ligegyldige forhindringer, der bare skal nedlægges, men som historien skrider frem, bliver det klart, at man ikke selv er herre over sin skæbne og at man, måske, er i gang med at udrydde noget smukt og enestående. At man er et redskab i hænderne på noget ondskabsfuldt. Bedre bliver det ikke da Wanderes hest dør. Uden overhovedet at vide det, er du blevet fortrolig med din sorte ganger. Hvornår opstod de bånd, hvordan kan en pixeleret hest blive en ven? Eller endnu vigtigere, hvorfor gør det så ondt at se den forsvinde ned i dybet?
Om Team Ico selv kan svare på dette vides ikke, men det er tydeligt, at deres tredje spil The Last Guardian, opererer i samme smukke grænseland af store følelser, venskaber og sælsomme eventyr. I The Last Guardian er din ven et monster. Dette må vi antage, da det har været kædet fast til at hul i jorden. Samtidig er dets fjerpragt præget af sporadiske spyd og pile, et vidnesbyrd om drabelige kampe for overlevelse.
Alligevel er vi ikke i tvivl om at monsteret, der ligner en blanding mellem en ørn og en drage, er vores ven. Den ligger hovedet på skrå som en lyttende hundehvalp, da vores spilhelt klør den nænsomt i panden og har de mest bedårende øjne. Allerede der, er vi klar til at gøre hvad som helst for at passe på vores ven - og det er et enestående trick. Følelser for et fabeldyr i et spil.
Præcis hvilken størrelse The Last Guardian bliver oplevelsesmæssigt, er endnu ikke til at spå om, for hvad har vi i virkeligheden set? Ikke meget. Jeg tror dog godt alligevel, at jeg tør sige, at det bliver et klassisk Team Ico-spil. Allerede nu er den grafiske palet som løftet ud af de forgående spil. Ruiner, overstrøet med græs og badet i et smukt, blødt skær blander sig med en opadgående sol og en dreng, der både af udseende og tøj, lader til at komme fra samme område som Ico og Wanderer. Vi kan nærmest fornemme båndet mellem dem.
Da Team Ico endnu ikke har ladet nogen spiljournalist gribe joypaddet, så er alle disse skriblerier stadig kun bygget på traileren. Derfor kan det også være, at ovenstående slet ikke stemmer overens med det billede af The Last Guardian som det japanske udvikler sidder med. Men en ting er sikkert; traileren emmer af følelser, forhåbninger og drømme - og det er et godt tegn på, at Team Ico er ved at sammenkoge en omgang fremragende elektronisk underholdning til os.
En anden mening
Usædvanligt smukt, følelsesladet og anderledes spil, der snildt kan ende som endnu en klassiker.