Skip to main content
Gamereactor Previews The Last of Us
Previews

The Last of Us

Vi sendte Rasmus på besøg hos Naughty Dog for at høre mere til deres nye store titel.
Rasmus Lund-Hansen 13 december 2011

Zombier. Post-apokalypse. Omtrent de to mest populære temaer inden for spilbranchen gennem de seneste år. Listen over titler, der opererer inden for et af disse to emner er lang, og The Last of Us, den næste spil fra Uncharted-udvikleren Naughty Dog, går så langt som at kombinere dem. Altså kan man argumentere for, at spillets udgangspunkt ikke er særlig originalt.

Men spørger man udviklerne, er det ikke så vigtigt. Hvad der til gengæld er vigtigt er, at ingen endnu har formået at lave et spil, der benytter denne genre rigtigt. I spil handler det typisk om større eksplosioner, flere afhuggede lemmer og mere blodsprøjt. Det, der gør historier som dem fra 28 Days Later eller The Road så spændende, er ikke zombie-udbrud eller øde landskaber. De er bare baggrunden, der giver anledning til det rigtige drama - til den karakterdrevne fortælling om hovedpersonernes udvikling.

Og det er også målsætningen med The Last of Us. Det skal sætte en helt ny standard for survival horror, og for karakterdrevet drama i spil.

Titlen blev afsløret under Spike TV's Video Game Awards i sidste uge med en teaser-trailer, der introducerer os for de to hovedpersoner, Joel og Ellie, og giver os et kort glimt af hvad det egentlig er for en verden, The Last of Us foregår i.

Menneskeheden er tæt på udryddelse. En uhyrlig svampeart har inficeret de fleste mennesker og muteret dem til kannibalistiske monstre (inspireret af virkeligheden, i øvrigt, selvom virkelighedens svampe-familie indtil videre kun inficerer insekter og slår dem ihjel).

Præcis hvor lang tid, der er gået siden epidemien ramte, får vi ikke at vide - men Joel er gammel nok til at huske verdenen før infektionen, mens 14-årige Ellie aldrig har kendt andet.

At vokse op i så fjendtlig en verden gør en temmelig hårdfør, og Ellie går da også med springkniv, og er ikke bange for at bruge den når det godt hedt for sig med de inficerede. Joel er en overlever, der er skrap med skydevåben og gerne tager stumpe slagvåben i brug, når både inficerede og mennesker bliver for truende.

Figurmodeller og koncepttegninger.

Det er VGA-teaseren, der er i fokus, da vi besøger Naughty Dogs studie i Santa Monica, to dage efter verdenspremieren. Umiddelbart ser den måske ikke ud til at fortælle så meget om hvad vi kan forvente af spillets gameplay, men da vi spørger creative director Neil Druckmann, er han hurtig til at påpege, at den faktisk antyder en del ting.

Udforskning af omgivelser og miljøer bliver en vigtig del af spillet. Jagt på sparsomme ressourcer er en anden faktor, og kamp kommer både til at foregå med skydevåben og slagvåben. Ammunition er tydeligvis en mangelvare, og nogle gange er det bedre at tage flugten fra de inficerede end at nedkæmpe dem.

Hele traileren er i øvrigt lavet in-engine, med samme modeller, teksturer og omgivelser, som vi kommer til at se i det færdige spil. Det får vi bekræftet ved selvsyn, da Naughty Dog co-president Evan Wells indlæser den på en udvikler-PS3 og pauser undervejs, flytter rundt på kameraet og skifter visningen til (vanvittigt detaljerede) wireframe-modeller.

Evan Wells fra Naugty Dog viser en scene fra traileren køre direkte på en PS3.

Med andre ord ser The Last of Us godt ud. Rigtig godt. Det bygger videre på den teknlogi, Naughty Dog har forfinet med Uncharted-serien, og gør ligeledes brug af den motion capture-teknik og de levende figur-animationer, der er blevet udviklerens varemærke.

Naughty Dog-folkene fortæller gerne om The Last of Us, men udover lidt concept art og et par klip fra motion capture-sessionerne (Ellie spilles af Ashley Johnson og Joel af Troy Baker - co-president Evan Wells kalder ham den nye Nolan North) er VGA-teaseren de eneste billeder, vi indtil videre har set af spillet. Altså står mange spørgsmål ubesvarede, selvom game director Bruce Straley gerne bekræfter at vi kommer til at spille som Joel, og at der ikke er nogen planer om co-op indtil videre.

The Last of Us har været under udvikling i omkring to år - projektet startede op lige efter Uncharted 2 var færdigt. Det er et brud med Naughty Dogs traditionelle arbejdsform, hvor de kun udvikler ét spil ad gangen, og kun arbejder på én serie ad gangen. Hvorfor dette skift? Ifølge co-president Evan Wells har det nærmest været nødvendigt for udvikleren at udvide. Så godt som alle Naughty Dogs folk har fået opkald fra headhuntere fra andre selskaber, lige som der var mange af deres folk, der var klar til mere ansvar, men manglede et projekt at kaste sig over. Derfor var det bydende nødvendigt at starte noget op, der ikke var Uncharted, inden de dygtige folk begyndte at sive andre steder hen.

Koncepttegninger af omgivelser og klipning af trailer samt mellemsekvenser.

Dermed ikke sagt, at The Last Of Us er spil, der er blevet sat i gang bare for at aktivere Naughty Dogs ansatte. Når man taler med de to chefer, Evan og Christophe Balestra, er det tydeligt at høre, at de ikke bare kaster sig over hvad som helst - den rigtige ide skal være der.

Tydeligvis er studiet overbevist om, at The Last of Us er den rigtige ide. For os udenfor er det endnu svært at vurdere - det er stadig ganske lidt, vi rent konkret ved om spillet. Sådan er det ofte med lanceringer af helt nye serier. Oplysningerne kommer drypvist og langsomt, og der er meget, der måske ligger fast, men som folkene bag ikke vil ud med endnu. En af dem er udgivelsesdatoen. Der er sandsynligvis længe til spillet udkommer. Naughty Dog vil ikke lægge sig fast på nogen dato endnu, selvom Wells godt tør love, at det i hvert fald ikke bliver før sommeren. Vores mavefornemmelse siger 2013.

Fuld profil 10.097 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.