The Legend Of Spyro: A New Beginning

Hvis der pludselig dukker en lilla drage op på din fjernsynsskærm, så behøver det ikke betyde, at du har kigget for dybt i barskabet. Det kan bare være, at Spyro og hans ven, ildfluen Sparx, har fundet vej til din PlayStation 2, for at give dig mulighed for at dykke ned i figurens historie og baggrund. Det kan på den ene side være de sidste krampetrækninger, inden figuren endegyldigt flakser videre ud i glemslen. Eller, og man har jo lov at håbe, det kan være, at historien er strammet op og grafikken har fået en alvorlig og yderst tiltrængt opfriskning, så der rent faktisk er tale om en ny begyndelse.

Historien tager sin start, da den røde drage Ignatius kæmper for at bringe et enligt æg i sikkerhed. Ægget ender med at drive ned ad en flod, hvor det havner i en sump og hvor det bliver udklækket blandt ildfluer. Der er lånt lidt fra starten på filmen Willow og ikke mindst fra Bibelens fortællinger om Moses. Det giver et passende dramatisk afsæt for løjerne, men det virker i praksis noget overgearet, når der er tale om en børnevenlig blanding af platforms-action og slå-på-tæven.

Spyro vokser op i den tro, at han også er en ildflue. Det burde have været et vink for ham, at han selv som drageunge er tyve gange højere end ildfluerne. Nå men, han ender i hvert fald med at drage ud i den store, farefulde verden for at udforske sin baggrund. Der er fjender nærmest overalt, og snart får Spyro brug for sine særlige egenskaber som drage. Han kan slå ud med sin hale og - som det nu hører til for en drage - spy ild. Der er dog heldigvis føjet en hel del variation til dette enkle udgangspunkt.

For det første er Spyros kampstyrke fordelt på de fire grundelementer, ild, is, jord og strøm - ja, hans arsenal rummer meget andet end ild. For det andet er det adskillige moves og combos, der er med til at hæve kampsystemet en del over det helt banale. Endelig udvikler Spyro sine evner under de fire grundelementer, efterhånden som spillet skrider frem.

Jeg kan dog ikke lade være med at have fornemmelsen af, at spillet havner mellem to stole. Handlingen, ikke mindst indledningen, signalerer en alvor og en dybde, som sigter mod et nærmest voksent publikum. Samtidig er Spyro som figur, lige en tand for nuttet efter min smag, til at fungere troværdigt i centrum for kamp-sekvenserne i spillet. Det til trods for, at også fjenderne i spillet på Disney-vis er nuttede eller komiske, på kanten af det politisk korrekte.

Til gengæld har udviklerne haft mulighed for at satse stort med hensyn til figurernes stemmer. Gary Oldman lægger i starten stemme til dragen Ignatius. David Spade, bl.a. kendt fra Saturday Night Live, lægger stemme til ildfluen Sparx, og endelig lægger selveste Elijah Wood stemme til hovedfiguren Spyro. Dialogen mellem Spyro og Sparks i spillets cut-scenes er bestemt både livlig og morsom, men ellers virker det som lidt for meget at inddrage disse kendisser.

Jeg startede med at være skeptisk, men jeg ender med at være fornuftigt underholdt undervejs. Der mangler en del originalitet, som virkelig kan få en til at løfte øjenbrynene. Bevares, jeg har taget den hektiske tur gennem tunneller, huler og vinterlandskaber, og jeg har fløjet over vulkaner i frådende udbrud. Endelig har jeg kæmpet mod et rigt udvalg af sære væsener og monstre, som genren nu foreskriver det. Men det er netop problemet, at The Legend Of Spyro holder sig trygt og ufarligt på den sikre middelvej. Lidt for mange lån og alt for lidt særpræg.