Adventure genren har de sidste par år været på hastigt tilbagetog, og man forstår det godt, hvis spil som The Legend of the Prophet & the Assassin er hvad der kendetegner den. Her er nemlig tale om et spil fra Arxel Tribe, der også stod bag makværket Pilgrim, og helt ærligt så forstår jeg ikke hvad de laver i branchen, hvis dette er alt de kan præstere.
Korsridder eller røver
Spilleren tager rollen som den franske korsridder Tancréde de Nérac, der er faldet i unåde blandt sin orden og nu ridder det hellige land tyndt som ørken pirat. Han leder imidlertid efter noget bedre i sin tilværelse, og da han hører om profeten Simon de Lancrois, hvis idé er at bygge den ideelle by langt fra resten af verdens pinsler, ved han målet er nået. Byens navn er Jébus, og efter 3 års konstant søgen finder Trancréde endelig sit mål.
Byen er imidlertid forladt, og kun en gammel mand er tilbage. Han fortæller at profeten Simon de Lancrois aldrig kom til Jébus, men i stedet sendte dem et brev hvori han overdragede byen til befolkningen, da det var deres slid og arbejde der havde gjort drømme til virkelighed. Om befolkningen var dum eller bare hjernevasket ved jeg ikke, men det var i hvert fald for meget for dem, så de forlod byen igen. Trancréde står tilbage med en dårlig smag i munden, da han har spildt 3 år af sit liv i sin søgen efter den perfekte by, og sværger derfor at dræbe den falske profet Simon.
Anklagen
Spillet er baseret på en bog af den brasilianske forfatter Paulo Coelho, og uden at have læst bogen vil jeg tillade mig at slynge et par kommentarer ud. Enten har Arxel Tribe mishandlet Coelho's bog på det skammeligste, eller også er hans succes aldeles ufortjent (27 mio. solgte eksemplarer står der på æsken!), for plottet er nok det mest fjollede jeg endnu har set.
Din figurs bevæggrunde står aldrig klart for dig, og hans jagt på Simon virker mere tåbelig end noget som helst andet. Hvorfor jage en mand der har gjort noget godt? Det er ikke hans skyld at modtagerne af gaven er for dumme til at forstå det. At Trancréde så har spildt 3 år af sit liv kan man næppe bebrejde andre end ham selv. Et uinteressant plot i et adventure spil svarer nogenlunde til en 3d shooter med kun 2 våben. Det er historien, der skal få én til at fortsætte, og uden den gulerod skal resten af spillet være pokkers godt, for at holde interessen ved lige.
Desværre er resten af spillet akkurat lige så uinteressant og kedeligt som historien. De forskellige gåder er meget åbenlyse, så udfordringer er der ikke mange af, og det kommer fra én person hvis stærke side ikke er logisk tænkning. Til flere af opgaverne bliver man direkte fortalt hvad man skal gøre, og så er der ikke meget sjov i det.
Er der nogen formildende omstændigheder?
En virkelig stinker af et spil kan stadig have en ufattelig blæret grafik, og det ville i The Legend of the Prophet & the Assassin's tilfælde have været en klar nødvendighed, men desværre beskriver ordet 'grimt' ikke alt det der er galt med grafikken. Opløsningen er alt for lav, hvilket får grafikken til at fremstå uskarp og grumset.
Ikke nok med det, så bevæger man sig rundt i spillet præcis ligesom i de ældgamle rollespil. I store ubehagelige ryk. Kameraet flytter et godt stykke frem hver gang man bevæger sig, og når man går rundt i en by hvor alt ser ens ud, er orienteringen røget sig en tur, bare du drejer et par gange for at tjekke omgivelserne. Det problem kunne være løst med et kort, men som i sikkert allerede har gættet findes der ikke noget. Spillet gemmer automatisk, og det er mildest talt en meget dårlig idé. Man kan nemlig godt dø, og det betyder ikke at man starter umiddelbart før ulykken, men at spillet må begynde helt forfra.
Ser vi på lyden kan man næsten ikke andet end korse sig. På et tidspunkt fandt jeg en død hund, og den underlige lyd der var i nærheden af liget passede ligesom ikke ind. Pludselig slog det mig; de prøver at frembringe lyden af fluer der summer om et friskt måltid. Hvis man ikke kan få noget så enkelt som fluer til at lyde rigtigt, hvad kan man så. Et par plusser skal spillet alligevel have. Mellemsekvenserne er forholdsvis pæne, og fortæller stemmen er faktisk ret god. Desværre kan jeg ikke se hvor det kan hjælpe, når resten af spillet er så gennemført dårligt.
Dommen lyder
De ufatteligt få positive oplevelser jeg har haft med The Legend of the Prophet & the Assassin, er ikke nok til at komme med noget der bare tilnærmelsesvis ligner en anbefaling. Det er spil af denne type, der er med til at dræbe adventure genren - og det er rigtig synd, for det kræver masser af Monkey Island og The Longest Journey spil at opveje den skade, der bliver gjort her. Mit råd må være at holde jer så lang fra The Legend of the Prophet & the Assassin som i overhovedet kan komme. Jeg dømmer dig til øjeblikkelig sletning fra min harddisk.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 4 / 10
- Lyd
- 3 / 10
- Spilbarhed
- 4 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 3 / 10