The Legend of Zelda Four Swords Adventures

Se den officielle trailer til Four Swords Adventures her: Four Swords Adventures

Fun Anyone? It’s Good to Play Together. Du kender dem godt. Konsolfabrikanternes enkle og sigende sloganer, der skal få dig til at forstå præcis hvor sjovt og socialt det er at spille sammen. Og det er da morsomt at logge på Xbox Live og give den som Master Chief i udkanten af universet med to rygende geværer, eller kravle på maven gennem mudderet i SOCOM på jagten efter terrorister. Men skal det være rigtig sjovt, så er der altså et eller andet specielt over en gruppe venner der finder sammen foran fjernsynet og griber en controller hver. Og det er Nintendo tilsyneladende det eneste firma der forstår.

Se blot på Goldeneye, Diddy Kong Racing, Mario Kart og Perfect Dark. De fire titler har alene krævet måneder ud af min i forvejen travle kalender i årevis, og selv nu adskillige år efter deres udgivelse nyder jeg dem stadig. The Legend of Zelda: Four Swords Adventures er på mange måder et spil der kunne føjes til denne gruppe udvalgte perler - og så alligevel ikke. For mens Nintendo stort set på alle planer har skabt et stykke pragtfuld underholdning, så føles det hele lidt som en kolos på larvefødder, der forgæves forsøger at snige sig ubemærket ud af en glasbutik. Nintendo kan nemlig på ingen måde skjule at Four Swords Adventures udelukkende er sjovt når man finder fire spilivrige venner frem fra gemmerne og udstyrer dem med en Game Boy Advance og et link-kabel. Og dermed falder firmaet i nøjagtig den samme fælde som Final Fantasy Crystal Chronicles, der sidste år væltede i med et ordentligt knald.

Og set udfra et designmæssigt perspektiv, er der ingen grund til at udvide Four Swords Adventures’ spilunivers til Game Boy Advance. Der er ganske vist øjeblikke hvor ideen er underfundig og endda morsom, men det er på intet tidspunkt en nødvendighed at man resolut skal stille med en GBA. Four Swords Adventures er egentlig bare nutidens sofistikerede udgave af Gauntlet, og det burde kunne spilles med fire joypads og en sofa til at plante bagdelen i - intet andet. Alligevel insisterer Nintendo på, nærmest med en barnagtig pinlighed, at du kun ved at udvide maskinparken betragteligt kan tage del i eventyret, og det sætter desværre en dæmper på oplevelserne.

Det skal dog siges, at har man de fire føromtalte venner og det tekniske isenkram, så er Four Swords Adventures en overordentlig morsom omgang. Nintendos sans for samspil er virkelig sat i højsædet, og det betyder at du som en af de fire Link miniputter nærmest i en sanseløs beruselse af sjov og ballade kæmper dig vej gennem et velkendt grafisk univers, der låner med arme og ben fra den klassiske Link to the Past og samtidig krydres af med det betagende eksplosionsrøg- og fjendedesign fra Wind Waker. For nogle vil det strenge fokus på 2D-verdenen være et skridt tilbage, mens det for andre vil være som at komme hjem igen. Til et tidspunkt hvor spilverdenen var meget anderledes.

Spilmæssigt bevæger Four Swords Adventures sig også i samme boldgade som Link to the Past, om end multiplayer-delen naturligvis slagter den traditionelle jagt på at gennemføre en egentlig historie og samtidig fremkalder både det værste og bedste i dig. Og netop denne dualitet har Nintendo med vilje prøvet at lokke frem. For mens det kræver et velfungerende samarbejde for at løse spillets gåder, så er skattene sjældent så store at de kan deles mellem alle i gruppen. Så ud over at være udstyret med et sværd, er du også nødt til at have barberblade på albuerne. Desuden er der kontant afregning ved kasse 1 når et eventyr er gennemført. Her stemmer hver spiller nemlig anonymt på den spiller der har været mest irriterende, og den der har været mest hjælpsom - en sjov lille feature, der betyder at man ikke kun dyrker sin mørke side.

Hvis Four Swords Adventures derimod sættes på og spilles alene, blegner det til gengæld meget. Her forventes det at du spiller alle fire udgaver af Link, og selvom Nintendo har forsynet dig med nogle faste formationer, som du kan styre holdet rundt med, så går der ikke længe før man bliver en smule irriteret over hele tiden at skulle skifte mellem dem. Gåderne er sjove når man løser dem i hold, men alene er de søvndyssende og yderst langtrukne. Det er tydeligt at Nintendo mere end noget har følt sig forpligtet til at lave en singleplayer-del og samtidig ikke helt har haft et begreb om hvorfor eller hvordan en sådan skulle fungere. Der er kort sagt intet tempo i spillet, når man indtager Hyrule alene.

Selvom Nintendos seneste eventyr med Link er en noget besværlig logistisk oplevelse, så bløder mit hjerte for Nintendo og deres helt specielle forståelse af det lette og luftige gameplay, der altid er til stede når man dykker ned under overfladen - og her er Four Swords Adventures ikke en tøddel anderledes. Det er fængende, enkelt og hamrende morsomt, men det vil ikke få dit hjerte til at hamre hurtigere eller få indersiderne af hænderne til at svede uhæmmet. Du vil allerhøjst få ondt i maven, når du efter en god aften slukker for maskinen og sender vennerne hjem, men det er da heller ikke så skidt?