The Legend of Zelda: Ocarina of Time 3DS

The Legend of Zelda: Ocarina of Time 3D er i alle henseender en opdatering af den 13 år gamle klassiker. Dengang bragte spillet med datidens teknologi Link og Hyrule ind i en ny dimension af polygoner og teksturer. Sammenligningen er svær at undgå, når Ocarina of Time 3D i år 2011 gentager spilhistorie, og tilføjer endnu en dimension til den berømte legende.

Derfor styrede jeg som det første mod Zelda-boden til Nintendos store Amsterdam-event, da det er en spilserie, som Nintendo kunne udgive som toiletpapir, og stadig få mine penge. Passende nok var det også mit første møde med Nintendo 3DS og dens funktioner.

Vores helts barndomsby Kokiri Village toner frem på skærmen, og forbavser mig med sin skarphed. Jeg har endnu ikke tændt for 3D-effekten, og de grafiske opdateringer Nintendo har lavet på de firkantede lego-klodser, jeg husker fra Nintendo 64-versionen, er mærkbare. De frodige grønne omgivelser er klarere end de nogensinde har været - skovvækst ligner ikke bare alt sammen mudder, men springer klart frem - og Link selv er detaljeret og udtryksfuld. Det er ikke på højde med andre grafisk tunge 3DS-titler, men alderen taget i betragtning ser det hæderligt ud. Langsomt skruer jeg op for den ekstra dimension, og overraskes igen.

Den stereoskopiske 3d-effekt er langt mere subtil end jeg regnede med. Omgivelser springer ikke frem i øjnene på dig; en bedre beskrivelse ville være at de åbner sig på den lille skærm, og indbyder til opdagelse. Elverbyen får en behagelig dybde, og små skovfeer svæver dragende ud af skærmen.

Selvom der kun er en moderat forskel med 3D-effekten slået til, gør det spillet mere indbydende. De udfarende 3D-effekter er holdt til et minimum og bruges til at fremhæve enkelte elementer. Tænder du en fakkel springer den knitrende ild frem, og dialoger svæver i forgrunden af billedet. Den nye dimension er ikke det samme visuelle spring, som serien lavede dengang den tog springet fra pixels til polygoner. Det er mere en evolution, der tilføjer spillet nærvær.

Styringen fungerer ligeså uden problemer. Den lille analoge knop, man skubber rundt på Nintendo 3DS'en til at styre Link, kontrolleres med nogenlunde samme præcision som originalen. I det hele taget tog det mig kun få minutter, før jeg skiftevis undgik kødædende planter med saltomortaler og huggede dem i stykker. De mange knapper fra den gamle Nintendo 64 controller er uden de store problemer oversat til den håndholdte kontrol - til forskel fra den lignende launch-titel Super Mario 64 DS, der led under en mangel på styre-præcision.

Nintendo kan med rette kritiseres for at genudgive et spil, der fra et gameplay-mæssigt synspunkt er identisk med det gamle - helt ned til hvilke blokke der skal flyttes og fakler antændes. Ud fra hvad jeg så, er det dog en tro genudgivelse af et af de mest betydningsfulde konsolspil i historien. Som skovfeer lokker dig til opdagelse i Kokiri-skoven, blev jeg i Amsterdam selv draget ind i en ny vision af Ocarina of Time, der har givet mig lyst til at opleve et nyt syn på en spiloplevelse jeg altid har elsket.

Hold øje med Gamereactor i denne uge, hvor vi har meget mere om Nintendo 3DS-spillene