The Legend of Zelda: Phantom Hourglass

Den grønklædte helt har efterhånden været igennem en lang generation af konsoller. Fra de spæde 8-bit dage til nu, hvor han er blevet en fuldvoksen 3D-figur, har Link og hans evige forsøg på at redde prinsessen Zelda fra alverdens kniber givet os hundredvis, hvis ikke tusindvis af timers underholdning. Jeg har dog ikke tendens til at falde i nostalgiens hul og blive opslugt af et nyt spil i serien, kun fordi det vækker glade minder, og således var jeg faktisk ikke specielt begejstret for The Twilight Princess til Wii, som jeg synes manglede spandevis af nytænkning og havde fortabt sig i sin egen fortid. Heldigvis er Phantom Hourglass alt andet end det.

Relationen til GameCube-spillet Wind Waker med sin særlige, animé-inspirerede stil er tydelig fra første øjekast. Et udseende som Nintendo ellers hurtigt lagde på hylden, da det ikke ligefrem forbedrede deres image som et fisherprice-firma. Men også historien fortsætter fra det anmelderroste GameCube-spil, hvor Link, Tetra (Zelda's alias) og en lille gruppe syngende pirater, er draget til søs for at finde det sagnomspundne spøgelsesskib. Den dumdristige prinsesse kommer dog hurtigt i vanskeligheder og det næste man ved af, er hun blevet bortført og Link skylles op på en ukendt strand, vækket til live af en lille fe, Ciela.

Phantom Hourglass er med et enkelt ord bjergtagende at se på, og det kommer endda fra en person, som ikke blev fuldstændigt forelsket i Wind Wakers særlige stil. Jeg kan stadig synes, at nogle af personerne ser lidt for nuttede ud, men landskabet er som at gå rundt i drømmeland og denne polygon-fattige grafiske vinkel betyder, at der stort set ikke er blevet gået på kompromis, på trods af den mindre kraftfulde maskine. Selvom man på land er faldet tilbage til det klassiske oven-fra-kamera, så det næsten ligner de gamle 2D Zelda spil, så virker det ekstremt imponerende, at sejle rundt på det åbne hav og se vand så langt øjet rækker. Blandet sammen med et meget passende musikspor, som altid formår at frembringe de rette følelser, er det næsten som at gå rundt i et maleri.

Det vigtigste og mest imponerende ved Links seneste eventyr er dog den måde, hvorpå Nintendo har været i stand til at blande seriens klassiske formular så sublimt sammen med Nintendo DS'ens unikke styringsmuligheder. Alt det, jeg savnede i Twilight Princess i form af en tilpasset oplevelse, er at finde i Phantom Hourglass, hvor både den trykfølsomme skærm, mikrofonen og faktisk selve lukkemekanismen på konsollen bliver udnyttet fuldt ud. Og det er på en måde, som man tidligere kun havde drømt om.

Muligheden for at tegne på sit kort, der normalt optager øverste skærm, men kan rykkes ned når der skal tegnes, er ikke overraskende den mest dominerende af disse nye egenskaber. Indledningsvis virkede det ikke som den store fidus, da jeg var overbevist om, at min hukommelse ville være rigeligt, men takket være nogle intrikate gåder, der virkelig kan sætte hjernen på overarbejde, er brugen af notater på kortet faktisk uundværlig. Det bedste af det hele er samtidig, at når du bruger dine egne skriblerier til faktisk at løse en gåde, bliver følelsen af succes tidoblet. Det gælder både, når du skal tegne omridset af en ikke-kortlagt ø eller markere to punkter på øens øst og vest side for at finde to linjers skæringspunkt, og det indbyder til nogle helt unikke gåder, der drager dig endnu mere ind i spillet.

Den trykfølsomme skærm bruges også aktivt til selve spillets styring, hvor Link let navigeres rundt ved blot at holde styrepinden i den retning, han skal gå. Ciela, en af spillets hovedpersoner og den fe, der fandt Link på stranden, bliver brugt som markør, så du aldrig er i tvivl om, hvor du helt præcist trykker henne. Det er en strømlinet styring tillagt et par nemme angreb som at slå med styrepinden hen over skærmen, og inden længe styrede jeg vores lille, grønne helt rundt så let som ingenting. Den intuitive styring betyder endda, at Nintendo har indført små platformselementer, som heldigvis ikke giver de store frustrationer. Der kan opstå visse situationer, hvor styringen fejler, men det bliver så sandelig holdt til et minimum, og når du efterfølgende tegner din boomerangs bane før du kaster den eller holde pilen tilbage og skyder den af sted, mærker du hvor rigtig styringen er.

Phantom Hourglass ville næppe kunne kalde sig en sand efterfølger til Wind Waker uden de karismatiske sejlture, men heldigvis har Nintendo lyttet til de mange anmeldere og gjort turen over de åbne have til en noget mere spændende oplevelse. Du skal naturligvis ikke selv styre båden længere, men lægge en kurs på kortet, og så går det ellers med fuld damp derudaf. Undervejs kan du støde på diverse fjender og andre forhindringer, så der er rigeligt med grund til at holde et vågent øje alligevel. Jeg vil stadig ikke påstå, at sejlturene er blevet fuldstændig fikset, da det godt kan blive en anelse trættende efter et par minutter, på trods af udfordringer undervejs, og når du især er på døde områder af havet uden fjender og båden blot styrer sig selv, kunne man godt ønske sig i land hurtigere.

Det umiddelbart største problem i Phantom Hourglass er dog filmsekvenserne. Ikke fordi de ikke er flotte, tværtimod, men de kan være enormt lange og måske ikke altid passende for en håndholdt konsol. Dialogen er uden stemmer og ligeså banal som sædvanlig, hvor tempoet igennem disse film kan føles som man løber maraton med en gruppe pensionister. Det er måske for meget at forvente stemmer på en maskine som Nintendo DS, der trods alt har begrænset plads på kortet, men uden stemmer og med en så overfladisk og langsom dialog, så burde man nok have overvejet fortælleformen en smule mere.

For udover dette er Phantom Hourglass en fremragende oplevelse. Spillet byder på timevis af spændende gåder og udforskning med perfekt introduktion af nye spilelementer som spillet skrider frem. Præcis som man tror, at spillet er mestret, får du måske et nyt våben i hånden eller en speciel egenskab, som hurtigt giver kampene endnu mere flair og samtidig giver adgang til nye dele af landskabet. Og når du engang er kommet til bunds i historien, får du endda mulighed for at dele nogle af spillets mange grotter med en ven, hvor den ene er Link og den anden er en vagt. Da mange af spillets grotter alligevel går ud på ikke at blive opdaget af vagterne, er dette en genial og meget passende tilføjelse, selvom holdbarheden i denne del er ret begrænset.

Phantom Hourglass et smukt og fascinerende spil, der på fornem vis baner vejen for fremtidige Zelda-spil med sin unikke kombination af klassisk gameplay og innovation. Det er på en gang det mest klassiske og mest nytænkende spil, jeg hidtil har set på Nintendo DS, og det er en konsol, som udviklerne fornemt har mestret. En historie tyndet ud af et alt for simpelt manuskript og halv-kedelige filmsekvenser, samt en begrænset holdbarhed i multiplayer-delen, er med til at hive Phantom Hourglass ned fra de højeste luftlag, men vores grønne helt har atter sat sig på tronen og giver os et af de bedste spil nogensinde til Nintendo DS.