The Legend of Zelda: Spirit Tracks

Hvis du blot en gang før har været på eventyr med Zelda og Link, er det svært ikke at have helt specifikke forventninger til eventyret, første gang du starter Spirit Tracks op. På trods af seriens forskellige historier aldrig har gjort det store for at hænge sammen, er det nemlig hver gang som at træde ind i et velkendt univers hvor alle vennerne har fået nye ansigter, men stadig har de samme formål, gode som onde.

Spirit Tracks er dog anderledes, og uden at det på noget tidspunkt går til ekstreme længder for at overbevise dig om dette, siver det lige så langsomt ind at dette er noget specielt i stil med det mørke Majoras Mask, som timerne triller ind på spilkontoen.

Historien fokuseres omkring det såkaldte Tower of Spirits, et dæmonfængsel hvis lænker spreder sig over hele Hyrule i form at togspor. Nogen har dog naturligvis planer om at befri fængslets fange, og inden længe er tårnet revet i fire dele, mens sporene er forsvundet fra landet. Værst er det dog gået for prinsesse Zelda, der har fået stjålet sin krop og derfor må se sig selv forvandlet til et spøgelse som kun Link kan se.

Hvad der umiddelbart virker som en dyster begyndelse på en ellers munter serie, bliver dog starten på det første Zelda-eventyr i lang tid, hvor det virker som om Nintendo har løsnet lidt op for de stringente roller som spillets karakterer ellers altid befinder sig i. Zeldas reaktion da hun finder ud af at nogen har stjålet hendes krop skal opleves, mens Links faste beslutning om at gøre hunør hver gang han stiger om bord på toget, bliver ved med at være sjov.

Ikke overraskende bliver man i løbet af den første times spilletid givet kontrollen over sit eget lille lokomotiv, uden dog at have særligt meget at køre på. Skinnerne er forsvundet og skal findes ved at bevæge sig igennem de mange etager af Tower of Spirits. De fire dele som tårnet er delt op i, indeholder hver sine spor som igen låser op for muligheden for at rejse til forskellige byer og baner. På denne måde låses der gradvist op for alle kanter og leder af Hyrules smukke verden, og giver samtidigt Nintendo mulighed for at dele spillet i to.

De byer og baner som kan besøges efter at have låst op for skinnerne dertil, er bygget efter den vante stil for serien, hvor råd til hvordan man klarer den forestående opgave, skal opsnappes fra lokalbefolkningen. Banerne er derimod hvor man oftest får adgang til et nyt værktøj, som skal udnyttes for at finde enden på banen og svagheden hos den særligt svære fjende der altid vogter udgangen.

Spillets største udfordringer skal dog findes i Tower of Spirits, som umiddelbart minder frygtelig meget om det genstarts-glade Temple of the Ocean King fra Phantom Hourglass. De konstante genstarter er dog droppet, og når du først har sneget dig rundt for at finde tre magiske krystaller, tillader Zeldas kropsløse form hende at besætte en af de omvandrende vagter. Ved at markere med styllussen hvor hun skal bevæge sig hen, har man pludselig kontrol over to karakterer på samme tid, og det har givet banedesignerne hos Nintendo helt nye muligheder at arbejde med.

Tower of Spirits byder grundet de nye spilmekanikker, på nogle af de sværeste, men samtidigt snedigste opgaver i et Zelda-spil i nyere tid, og specielt hen mod spillets slutning kan du forvente virkelig at få lavet nogle kradsemærker i hovedbunden.

De svære opgaver giver naturligvis spillet ekstra levetid, men selv uden disse er det nyeste eventyr et der vil tage dig adskillige timer at gennemføre. Eventyret giver dig meget hurtigt en formodning om at du ved hvornår enden er nået, men slår gang på gang denne i stykker, ved at åbne op for nye områder, opgaver, sidemissioner og små finurligheder.

Hele fornøjelsen er pakket ind i et udseende som meget vel kan være det bedste endnu oplevet på den dobbeltskærmede lommerøver. På trods af at grafikstilen først blev oplevet i The Wind Waker til Gamecube, har Nintendo nu gjort den til DS'ens, og for første gang i lang tid, nåede jeg ikke en gang at tænke over hvordan spillet kunne have gjort sig på en stærkere hardware.

Problemer er der dog stadig, og knapt så overraskende for kendere af serien er at det igen er med transporten det går galt. Hvor de lange ture til søs før har fået den største kritik, er den selvsamme kritik denne gang gældende for turene ombord på lokomotivet. Farten kan justeres, spor kan vælges og senere kan angreb endda udføres herfra, men sjovt bliver det aldrig, og man kommer hurtigt til at savne en teleport-mulighed. Yderligere glipper kontrollen til tider når opgaverne bliver særligt hektiske, og der skal skiftes mellem de to forskellige figurer.

The Legend of Zelda: Spirit Tracks er ikke eventyret der fuldstændigt genopfinder serien, eller står klar med et skattekammer af nye ideer for at lokke en helt ny generation af fans til. Det er i stedet et slags gemt kapitel, der med forfriskende iver og let modificering af de kendte komponenter, leverer et ekstremt solidt eventyr med originale, gode opgaver og en udfordring der længe har været forsvundet fra serien.