The Legend of Zelda: The Minish Cap

Link og jeg har været en del igennem sammen. Jeg var der, da han tog sine første spæde skridt ind i den fordrejede mørke verden, der var en del af Link to the Past. Jeg stod også lige bag ham, da han i Ocarina of Time pludselig blev forvandlet til en voksen helt, og jeg var med hele vejen, da han prøvede at redde Termina fra at blive tilintetgjort af en grum måne. Selv da han med tallerkenøjne og noget rundere former vendte tilbage i Wind Waker, drog jeg med på eventyr uden at tøve.

Nu har jeg så muligheden for endnu engang at dele de grønne klæder med Link, denne gang i spillet The Minish Cap, der ligesom remake-udgaven af Link to the Past og multiplayer-delen Four Swords har været under udvikling hos Capcoms kompetente Flagship Studios. Og det har da været eventyrligt endnu engang, men den storslåethed som serien engang havde, er desværre så småt ved at falme.

Måske skyldes det Nintendos måde at passe på den vigtige licens, eller også har Capcom endnu engang ladet sig overvælde af det oprindelige design og så ikke turde lave meget om, for det føles unægtelig som om man har spillet det hele før, blot men en lille håndfuld ændringer.

Den største ændring ligger i titlen, The Minish Cap, for Link starter, lidt uvant, uden sin karakteristiske grønne nissehue. Heldigvis er der en grund til det, og da man støder på Ezlo, en blanding mellem en and og en uformelig geléklump uden ben, åbnes der op for de første nye gameplaymæssige fornyelse. Ezlo giver nemlig Link muligheden for at blive en decideret miniput, og da hans første mission går ud på at finde et glemt og meget bange alfe-folk, så passer tingene egentlig meget godt sammen. Siddende på hovedet at Link, hjælper han så med at løse gåder og så fra tid til anden svine Link lidt til - jo, han er den typiske irriterende højre hånd.

I realiteten betyder det, at Capcom har haft muligheden for at bruge og genbruge visse passager af spillet. Mens du i normal tilstand kan komme frem mange steder, så er der også snævre træstammer og snørklede stier, der kræver at man svinder ind. Her er selv de mindste vandpytter til gengæld enorme søer, og en lille skrænt kan føles som et uoverkommeligt bjerg. Kædes dette sammen med de fire klassiske dungeons, eller huler om man vil, hvor der som sædvanlig står en boss klar til at gøre livet surt for en, så har man i realiteten en opskrift på et spil, Nintendo har brugt adskillige gange.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var brugen af de mange våben som man tildeles i The Minish Cap, og her har Capcom faktisk gjort nogle reelle og meget væsentlige fremskridt. Jeg håber inderligt, at hovederne hos Nintendo overvejer at snuppe både den luftsugende kanon Gust Jar og et sæt gravehandsker, som Link senere får foræret, og så implementere dem i det kommende GC-spil, for de fungerer strålende. Specielt det såkaldte Gust Jar er glimrende realiseret. Det kan både suge fjenderne ind, fjerne støvet fra gulvet, når der skal ledes efter hemmelige kister og endda give Link fremdrift, hvis han står på en flydende åkande. Capcom har også leget lidt med muligheden for at finde Kinstones og så fusionerer dem med indbyggernes ødelagte fragmenter - disse åbner op for skjulte skatte af forskellig art.

At Capcom også har lykkes med at skabe et endnu mere charmerende udtryk i denne omgang er ligeledes prisværdigt. Karaktererne er charmerende, udtryksfulde og farverige, mens verdenen er stor, fyldt med muligheder og uendelige eventyrligheder. Selv musikken, der langt hen af vejen er bygget på de oprindelige temaer, lyder som en velsmurt jukeboks. Der er ganske enkelt intet at udsætte på denne front.

Når The Minish Cap så ikke alligevel render med hverken det forgyldte ti-tal eller for den sags skyld det eftertragtede ni-tal, så er det fordi Capcoms seneste produktion aldrig rigtig slog benene væk under mig. Det er et fremragende spil, men det kører også på autopilot hele vejen. Ikke engang overrasker det. Ikke engang trækkes man derud, hvor man ikke har været før, og ikke engang sidder man med et lumsk smil på læberne og siger "Det var satans" - og det savner jeg. Link har så meget bagage, så mange muligheder og verdener at begive sig ud i, så det syntes en smule hult endnu engang, at finde fire mystiske kræfter i fire forskellige tematiske huler. Men når det er sagt, så er det stadig et solidt produkt - men heller ikke mere.