The Legend of Zelda: The Wind Waker

Nintendos in-house kreerede spil har det med at være klassikere allerede før de står på hylden. For mens firmaet ikke er kendt for samme aggressive markedsføring som Sony og Microsoft, så har spillene det med at være påhæftet en forventet karakter lang tid før den første anmelder kaster sine kritiske øjne på produktet. Det er et kølvand af fan genereret hype der driver Nintendos titler til denne status. Nogle gange mere berettiget end andre.

Heldigvis for både fans, Nintendo og denne anmelder er The Legend of Zelda: The Wind Waker alt det som den massive bølge af superlativer ligger op til. Det er et spil som hæver sig klasser over alt andet i genren, og som på mange måder viser hvorfor selv dybt etablerede serier bør kaste sig ud i noget eksperimenterende engang imellem, uanset fans triste klynken og mavesure journalisters krav om et mere realistisk og voksent spil. Og The Wind Waker er netop fornyende, anderledes og chancetagende, specielt på det visuelle område - noget der har fået mange til at afskrive spillet som barnligt og håbløst forældet.

Det hele skyldes den visuelle stil som The Wind Waker bevidst arbejder med. Alt er Cel-shaded og animationen af både Link, fjender og de kæmpemæssige bosser henleder mere tankerne på en spilbar tegnefilm end et egentlig spil i den traditionelle forstand. Læg dertil en ypperlig gengivelse af lyskilder, røg, skyer og vand, så har man hvad der kun kan betegnes som årets flotteste grafiske oplevelse. Link er simpelthen levende i denne udgave af serien, og enhver tanke på om sværdet nu ligner virkelighedens brede, kolde klinge eller om Link burde være en muskuløs ridder, forsvinder som dug for solen. The Wind Waker er bemærkelsesværdigt anderledes og aldeles fængende netop på grund af skiftet til tegnefilmsgrafik, og det virker efter hensigten. Aldrig har Hyrule været så sprælsk og blødende smukt som i Wind Waker. Shigeru Miyamotos vision om at spilleren skulle være i stand til at spille en tegnefilm er gennemført helt ned til sidste polygon.

Men det er også i gameplayet vi får et par fornyelser. For det første fordi spillet nu bygger videre på tidligere spils ekstensive mytologi ved at ligge Ocarina of Time som grundpillen for det seneste eventyr, dog uden at være en direkte fortsættelse. For det andet fordi spillet ikke længere forgår på landjorden, men der i mod til søs, hvor spilleren opfordres til at sejle verdenen tynd i en viking-inspireret båd i jagten på det næsten eventyr. Her spiller vinden en stor betydning for spillerens mulighed for at komme rundt, ligesom nye kort over havet giver adgang til tidligere ukendte øer. Man fristes fra tid til anden til helt at glemme sit egentlige eventyr og så ellers bare sejle ud i verden.

Dog er selve essensen i Zelda serien uforandret. Link trakteres stadig med et hav af nye våben, gadgets og magiske ting, og spilleren får disse med den perfekte timing som kendetegner et Nintendo produkt. Det er et flow som stort set kun kyoto-giganten besidder, og som i The Wind Waker er taget til helt nye højder. Netop som man sidder fast eller mangler inspiration til at kaste sig over en ny opgave, åbnes der op for nye muligheder, øer eller våben. Og så er bosserne som altid overdådige. Kæmpemæssige og til tider krævende, er de et passende punktum for spillets mange dungeons. GameReactor mener kun af have set samme opfindsomhed og størrelse i Metroid Primes bugnende katalog af fjender. Spillet er dog forbavsende meget lettere end tidligere spil. Der ligger altid godt med hjerter, magi og andet i landskabet og bosserne er en del lettere at regne ud.

Der er desværre små sprækker i en ellers perfekt rustning. Transport fra den ene ø til den anden, er et tiltag der hurtigt bliver kedeligt og blot skal overstås. Det er fint at afstanden mellem øerne signalerer en omfangsrig og detaljeret verden, men fem minutter i selskab mellem rullende blå bølger i jagten på det næste stykke med landjord er næppe den bedste beslutning som Nintendo kunne have taget. Et stykke inde i spillet får spilleren dog muligheden for at transportere sig rundt, men det kunne være grebet mere elegant an. For det andet burde giganten i denne omgang have givet Link en stemme. Alle mulighederne foreligger for at underbygge den ellers underfundige og forholdsvis dybe tekstdialog med egentlig stemme til det store persongalleri. Det ville have været kirsebærret på toppen af en ellers meget velsmagende kage. Der hersker også til tider nogle kameraproblemer, især et godt stykke inde i eventyret når man også styrer de flyvende bi-personer Medli og Makar, men det overskygger heldigvis aldrig oplevelsen.

The Legend of Zelda: The Wind Waker er GameCubens både vigtigste og bedste spil i år, og alle der har stiftet bekendtskab med både Ocarina of Time og Majoras Mask kan se frem til endnu et storstilet eventyr i det magiske Hyrule kongerige. Utvivlsomt årets helt sikre ti tal.