The Misadventures of P.B. Winterbottom

Udviklerne bag The Misadventures of P.B. Winterbottom, er tydeligt blevet inspireret af Braid, for spillet benytter sig ligeledes af det klassiske 2D side-scroll perspektiv, og ligesom i Jonathan Blows eventyr, skal man også her forsøge at gennemføre nogle meget svære puzzles, der kun bliver løst ved hjælp af ens egen logiske sans. Desværre løfter The Odd Gentlemen ikke helt den tunge arv fra Braid. I stedet er dette 'blot' blevet til et lille underholdende og morsomt bekendtskab.

P.B. Winterbottom er verdens mest legendariske tærtetyv, han er simpelthen så vild med de ovnbagte godter, at han, nat og dag, forfølger sin trang til friskbagt tærte. En dag støder han dog på en tærte af så en guddommelig karakter, at han må forfølge den, over hustagene, i al slags vejr, lige indtil han ved en fejl, hopper igennem en tidsportal. Han er nu blevet teleporteret tilbage til sin fortid, og må stjæle alle tærterne på ny, for at afgøre sin skæbne og lægge sine kleptomane hænder på drømmetærten.

Til alt held, er vores tyv dog ikke helt uden evner. Hans mest markante færdighed, er muligheden for at klone sig selv, og igennem spillets forskellige puzzles, bliver man konstant afprøvet og skal hele tiden forholde sig til nye twists i gameplayet. Det gør at banerne hele tiden føles meget friske, og især de baner, hvor det kun er ens kloner kan stjæle tærterne, er ganske udfordrende for de små grå.

Der er fem overordnede baner, eller movies, som hver indeholder 10 puzzles, og alt afhængig af hvor god en problemknuser man er, er der i hvert fald underholdning nok. Og når historien først er gennemført, er der ekstra bonus udfordringer til de hungrende.

Den visuelle side, som tidligere nævnt, er meget unik, idet at den søger at efterligne en klassisk stumfilm, både med sin sort/hvid verden, og det dertilhørende staccato piano, der klimrer lystigt hele spillet igennem. I de første minutter føles det meget originalt, og især i den sublime indledning, understøtter musikken universet, men i de senere baner, bliver det trættende og enerverende at høre de tilnærmelsesvis identiske musikstykker.

Heldigvis indhenter spillet en del point på grafikken, der med sin victorianske figurdesign og finurligt fortalte fortælling, er en absolut fryd. Faktisk er historien i sig selv ganske morsom, og den formår at knytte de forskellige baner godt sammen.

Har man tidligere spillet Braid, hvilket man i øvrigt absolut burde gøre, så kan P.B. Winterbottoms tærtejagt, virke en anelse skuffende og overfladisk. Men ser man spillet i et andet lys, som et udfordrende og morsomt lille spil, til den nette sum af 72 kr, så er det straks meget sværere at vedligeholde pessimismen.